Jakob Ellemann-Jensen som den næste statsminister – det ellers umulige kan ske på grund af Mette Frederiksens grundlovsbrud og de facto enevælde

Jeg går uden videre ud fra, at alle, der følger med i dansk politik, ved, at den siddende regering har begået det mest eklatante brud på Danmarks grundlov, siden kommunistpartiet blev kendt ulovligt i 1941.

I det mindste kunne flertallet i den daværende rigsdag forsvare sig med, at Danmark var besat af en fjendtlig magt, Nazityskland, og at man derfor var bundet på hænder og fødder, så længe det politiske flertal ønskede at fortsætte den skamløse samarbejdspolitik med tyskerne.

En sådan undskyldning eksisterer i sagens natur ikke i dag, uanset at coronakrisen har krævet hurtige politiske beslutninger.

Med fare for at psykologisere vil jeg fremsætte den påstand, at den nuværende skandale, der burde betyde regeringens øjeblikkelige afgang og igangsættelse af adskillige rigsretssager, skyldes en kombination af især to ting:

Den socialdemokratiske ideologi – som bekendt et barn af socialismen – og personen Mette Frederiksen.

For at begynde med påstand nummer to, personen Mette Frederiksen, er der tale om en gammel nyhed for at vide, at hun kan være en særdeles ubehagelig og magtfuldkommen person at være ansat under. I sin tid som justitsminister under Helle Thorning regeringen kom denne historie om Mette Frederiksen frem:

”Flere kilder i Justitsministeriet fortæller om situationer, hvor Mette Frederiksen har ”overfuset” embedsmænd - også i andre kollegers påhør. De beretter desuden om et rystet embedsapparat, hvor selv erfarne ansatte ”aldrig har oplevet noget lignende”.”

Det er seks år siden, at denne uacceptable opførsel fra Mette Frederiksens side blev åbenbaret, og man ville vel ikke have hæftet sig ved det, hvis ikke Mette Frederiksen havde fortsat den magtfuldkomne stil fra sin første dag i Statsministeriet efter valgsejren i 2019. Her hev hun i hidtil uset grad politisk ansatte – spindoktorer – ind på centrale poster og affejede kritikken af undermineringen af den loyale og neutrale embedsstand med en arrogance, der allerede da gav kuldegysninger.

Og så er vi fremme ved det grundlovsbrud, som – ser alt ud til – er blevet begået med åbne øjne i en uhyggelig magtarrogance fra Mette Frederiksens side. Berlingskes Thomas Bernt Henriksen har en udmærket gennemgang af sagen i dagens avis (desværre bag betalingsmur). Thomas Bernt Henriksen opremser fire hovedpunkter:

1. Manglende eller uklare begrundelser og dokumentation for de trufne beslutninger i forbindelse med nedlukningen i marts, hvor Mette Frederiksen ikke ville indrømme, at det var en politisk beslutning, ikke en sundhedsfaglig (i parentes bemærket skal jeg fremhæve, at det til enhver tid bør være politikere og ikke teknokrater, der træffer politiske afgørelser, men selv samme politikere skal naturligvis altid fortælle befolkningen, at det er det, der er tale om).
2. Regeringen fik hastevedtaget en undtagelseslov på et helt år og har i nu otte måneder forsøgt ikke at inddrage Folketingets partier i administrationen af denne vidtgående lov. I sig selv stærkt betænkeligt ud fra betragtningen om, at Folketinget laver lovene, ikke regeringen.
3. Stort set kun sundhedseksperter og stort set ingen økonomer har fået lov til at konsultere regeringen. Det er stærkt kritisabelt, fordi økonomer tydeligere end andre kan slå fast, at der ikke eksisterer pengetræer, og her er vi allerede ovre i socialdemokratisk ideologi, som følger om lidt.
4. Der har været en forbløffende mangel på indsigt i, hvilke erhverv og med hvor mange skattekroner der skulle understøttes under krisen.

Disse fire gode betragtninger fra Berlingskes Thomas Bernt Henriksen kan så suppleres med, at regeringens forslag til en ny epidemilov lige nu ser ud til at få støtte fra nul (0, sic!) andre partier end Socialdemokratiet.

Ikke engang det trekvartkommunistiske in spe totalitære Enhedslisten vil støtte en lov, der opererer med tvang til helt ude på tredje revle. Igen handler det ikke om coronakrisen, som vitterligt er dybt alvorlig, men om en regering og derfor en statsminister, Mette Frederiksen, der lider af magtbrynde i meget alvorlig grad.

Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen skriver, at dette er Jakob Ellemann-Jensens gyldne mulighed for at træde i karakter som en seriøs udfordrer til Mette Frederiksen (desværre bag betalingsmur).

Det er korrekt vurderet af Thomas Larsen, og ret beset burde Jakob Ellemann-Jensen – som hidtil har været imponerende ringe som oppositionsleder – få muligheden allersnarest ved det folketingsvalg, der burde udskrives om få dage, mens den siddende statsminister kunne se frem til en rigsretssag.

Og til slut den anden hovedpointe om den nuværende elendighed, som skyldes noget iboende i socialdemokratisk og derfor socialistisk ideologi:

At være venstreorienteret – også i relativt mildere grad som hos socialdemokrater – betyder at være religiøst overbevist om, at man er bedre mennesker end folk, der ligger til højre. Dele af den mest lallende liberalisme kan lide af samme skavank, men tilstanden er i stigende grad patologisk og uhelbredelig, jo længere man når ud på venstrefløjen.

Fra Socialdemokratiets venstrefløj og længere til venstre tror man af et ærligt hjerte på eksistensen af pengetræer. Man har derudover maniske forestillinger om onde mennesker, der er gode til at tjene penge gennem produktive og eksportvigtige erhverv, og særligt minkavlere er uden tvivl personer besmittet af en umoralsk råddenskab, som enhver god socialist må have gjort op med.

Det ligger derfor i sagens natur, at venstrefløjen meget nemmere kan forårsage økonomiske ulykker end partierne til højre.

Når man kombinerer denne ideologi – i sin kommunistiske skikkelse folkemorderisk og ruinerende – med en Mette Frederiksen med en magtbrynde ikke set siden Estrup, kan det kun gå galt.

Det er det så sandelig også gået.