Forstå det nu: Vi er i religionskrig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Terror. Jorden bløder, mennesker græder. Igen. Og igen tror vi, det handler om ytringsfrihed. At islamisterne vil begrænse vores ytringsfrihed.

Og vi er dumme nok til at hoppe på limpinden – i skrivende stund pønser Nye Borgerlige med Pernille Vermund i spisen på at indrykke en annonce i landets aviser: ”Støt Samuel Paty – kæmp for friheden”. Med Muhammed-tegning påtrykt. Selvfølgelig. For så kan islamisterne se, at vi ikke er bange for dem, at vi ikke frygter dem – og hvad så? Så holder de op med at skære halsen over på folk? Eller hvad? Næppe.

Jeg må sige, jeg kan faktisk godt forstå, hvis aviserne ikke bringer Muhammed-tegninger, for det er da hamrende naivt at tro, at det får en islamist på bedre tanker. For det er lige så svært at omvende en islamist til at blive vestlig oven i hovedet som at bakse en kamel igennem et nåleøje. Og hvorfor? Ja, fordi det handler om religion, om tro, om eksistensgrundlag. Simpelthen.

Og de nylige angreb i Frankrig er ikke angreb på ytringsfriheden – det må vi simpelthen snart forstå efter små to årtier med jævnlige målrettede islamistiske terrorangreb.

Nej, det er angreb på kristendommen – og det har alle de andre angreb også været: Charlie Hebdo, Bataclan, strandpromenaden i Nice, julemarkedet på Breitscheidplatz i Berlin, London Bridge, Krudttønden og synagogen i København og ja, alle de mange, mange andre, og bortforklaringerne er lige så talrige som angrebene: Det skyldes nok dårlig integration, traumatiserende oplevelser i flygtningelejren, lediggang som vejen til alt ondt, dårlige boligforhold, ringe integrationsydelse, og hvad det postkristne, humanistiske (læs: godtroende), fornuftige, åndløse, vestlige menneske ellers kan finde på.

Men: »Når den ene part siger, at det er en religionskrig, kan vi da ikke fastholde, at det ikke er det,« udtalte den afdøde biskop i Roskilde Jan Lindhardt for godt 19 år siden til Jyllands-Posten – dengang flyene fløj ind i de to tårne, der stod som to rygende søjler over den vestlige verdens skæbne. Når den ene part siger, det er religionskrig – og de har sagt det. Hver gang: ”Allahu Akbar”, og vi er tonedøve. Gud er den største. Altså den muslimske Gud.

Og hvis vi ikke har fattet det, så statuerer de gerne med jævne mellemrum et eksempel og halshugger en præst foran alteret som dengang i Normandiet 2016 – eller en bedende kvinde, der var blandt gårsdagens omkomne i Notre Dame-kirken i Nice. Det må simpelthen snart begynde at dæmre – vi må snart forstå, at kristenforfølgelser ikke bare foregår i Mellemøsten, hvor kristne er en minoritet.

Terrorangrebene er i udført i samme ondskabens ånd – der ikke tror på menneskelivets ukrænkelighed og ikke ser et glimt af Gud eller guld i det menneske, han tager livet ud af i Allahs navn. Og terrorangrebene er udført med samme motiv som de mellemøstlige kristenforfølgelser (der på en anden måde forbigår både politikere, medier og meningsmenneskers interesse og opmærksomhed, som om det ikke helt vedkommer os), nemlig at komme det vestlige menneske til livs, knuse den vestlige kultur, der er båret af kristendommen og den kristne Guds kærlige blik på sit menneske, der bagved rummer både frihedsværdier, demokrati, ligestilling og alt muligt andet.

Men så længe mange af vore politikere betragter kristendom (og religion i det hele taget) som en fritidsbeskæftigelse, man går og sysler med om søndagen, kan jeg godt forstå, man fejlagtigt tror, at angrebet handler om ytringsfrihed. Og modangrebet er lige så forfejlet.