MeToo viser MeToos bagside

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når Dansk Folkeparti i disse dage fejrer sin 25-års fødselsdag, sker det på baggrund af elektoral deroute og MeToo her, der og allevegne. Det sidste er naturligvis ikke et særskilt problem for DF, som indtil videre synes at gå fri af anklager, men det har måske en særlig pointe at gøre gældende på dette rygende aktuelle felt. Nemlig erkendelsen af, at mennesket, og ikke kun de mandlige af slagsen, er en ubodelig synder.

Ligesom vi elsker os selv, ledes vi nemt i fristelse, især når vi udstyres med magt, thi da bliver fristelsen kun endnu større. Drevet af samme egoistiske impuls elsker vi at fremstå rene og moralske og på den fordelagtige side af historien. Mennesket kalder sig gerne en stor humanist på skrift og i tale, men er oftere en hykler, når tilværelsen spidser til. Det er kun menneskeligt, alt for menneskeligt.

Takket være den tidehvervske indflydelse fra præsterne Jesper Langballe og Søren Krarup blev DF det sted i dansk politik, hvor den kristne syndsbevidsthed pludselig kom til udtryk efter at være blevet afskaffet af tidsånden efter ’68. Det var i sig selv et afgørende øjeblik, der kan måle sig med fætrenes modige indsats for at få standset den hovedløse indvandring og den hjerteløse union og tilførte i en årrække dansk politik en sjælden åndelighed, der har været fraværende siden.

Når det er sagt, var det sandelig også noget af en bedrift sådan at få arvesynden helt afskaffet, selv i folkekirken, ikke mindst når man husker på Reformationens epokale betydning for den nyere danmarkshistorie. Derfor var det på høje tid, at nogen genopdagede et mere realistisk menneskesyn og manifesterede det i dansk politik. Netop som det progressive menneskesyn, der trives både blandt venstreorienterede 68’ere og liberale 89’ere, havde sat sig på alting lige fra skole til underholdning og kultur, stod de to fætre frem og fortalte danskerne et par gamle sandheder.

De er mildest talt stadig aktuelle. For bedst som MeToo ruller videre og formentlig vil komme til en arbejdsplads eller et parti nær dig i næste uge, har vi gjort regning uden vært, hvis vi tror, at mænd og kvinders seksualitet er én og den samme, og at det hele kan klares med en fifty-fifty-løsning. Det er de konkrete synder, der skal fordømmes, ikke mænd som sådan. Uanset hvor meget jeg ønsker de ansvarlige voldtægtsmænd i ungdomspartierne dømt for deres handlinger, er jeg ikke fan af al den snak om ukrænkelighed, strukturel sexisme og samtykkeerklæringer, som nogle af debattens deltagere danderer rundt med.

Man kan, som andre også har gjort opmærksom på, ironisk nok se MeToo som et opgør med ånden fra ’68 og forestillingen om fri sex, der for nogles vedkommende også gjaldt, hvad vi andre kalder pædofili. Ligestillingen mellem mænd og kvinder måtte suppleres af en ligestilling mellem børn og voksne. Da seksualiteten blev politiseret, som så meget andet i 70’erne og 80’erne, blev den for alvor farlig. Grænser blev visket ud og skabte, hvad sognepræst Katrine Winkel Holm kalder et »kaos mellem kønnene«. På den led viser MeToo os frigørelsens bagside.

Men MeToo illustrerer tillige MeToos bagside, som er mere hykleri. Tag nu ham der Frank Jensen. Hvorfor blev det efter Franks 30 vilde år pludselig for meget? Fordi anledningen var der – og med den opportunismen. Hans partikammerater Mette Frederiksen og Helle Thorning-Schmidt har muligvis ikke kendt alle sager i detaljer, men må jo have vidst, at den nu forhenværende overborgmester var en dubiøs figur, når det kom til kvinder. Alligevel udnævnte den tidligere statsminister ham til posten, mens den nuværende statsminister først ofrede ham, da shitstormen krævede hans afsked.

Det er ikke alene de seksuelle krænkelser, vi skal til livs, men også det evindelige medløberi, som rimer på MeToo og Twitter. Kønnenes gensidige attraktion er ikke en bog fuld af regler, den er gådefuld, hvis du vil have den pæne version, og uregerlig, hvis du hellere vil høre sandheden. Men derfor kan man jo godt opføre sig ordentligt og efterlyse lidt mere broderskab og søsterskab på den gode måde. Lykkeligt ville det være, hvis mænd lærer hinanden at tage toppen af kransekagen, og kvinder bliver bedre til at hjælpe hinanden og sige fra i situationen, hvis idioten går for vidt. Som jeg tidligere har nævnt på denne plads, er det endnu ikke forbudt at stikke en velfortjent lussing. Metoden er testet i virkeligheden igennem tiden, men desværre gået af mode.

Der er stadig forskel på små og store synder, og det er vi nødt til at huske på i disse uger og måneder – ellers får negationen frit spil. Skulle det komme så vidt, at en mand – eller en kvinde – ikke længere må eller tør give en kollega eller fremmed en kompliment, så har vi da for alvor seksualiseret vores samvær med hinanden.