Kristne tages som gidsler i populistisk jagt på terrorister
Den mistænkeliggørelse af troende mennesker, som Mette Frederiksens nye "kirkepoliti" er udtryk for, er ubehagelig og fremkalder for den historiekyndige meget grimme billeder.
Dette er ikke en aprilsnar. Det er ganske vist, at regeringen opretter et kirkepoliti til at overvåge forkyndere, der ikke prædiker på dansk.
Så langt vil Staunings og Anker Jørgensens arvtager gå for at mistænkeliggøre troende mennesker i håb om at udkonkurrere Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.
Hensigten er at afsløre terrorister. Midlet er at overvåge, hvad der foregår i de vel langt over tusind menigheder, hvor der ikke prædikes på dansk. Menighederne pålægges at oversætte og offentliggøre alle prædikener og taler. Det bekræftede kirkeministeren i et samråd i Folketingets integrationsudvalg i onsdags.
Der bliver rigeligt for kirkepolitiet at gøre. Hvert år skal der gennemlæses tusinder af prædikener holdt ved fredagsbøn og søndagshøjmesser, ved hverdagsgudstjenester, messer og andagter, bryllupper og begravelser og andre begivenheder, hvor kristne, jøder, hinduister, buddhister, muslimer, asatroende og andre troende samles.
Indsatsen imod, hvad regeringen opfatter som parallelsamfund, vil bl.a. ramme herboende færinger og grønlændere, den svenske, den norske, den tyske, den engelske, den reformerte og den russiske kirke. Initiativet vil gå ud over jøder, baptister, metodister, adventister, irvingianere, Christian Science, koptere, armeniere og katolske filippinere, vietnamesere, irakere, polakker m.fl.
Det vil ramme mormoner, serbiske, kroatiske og russisk ortodokse og katolikker fra Ukraine. Herudover skal flere hundrede muslimske forkynderes prædikener og taler oversættes til dansk og kontrolleres af kirkepolitiet sammen med prædikener fra adskillige afrikanske kristne menigheder.
Så meget gør Mette Frederiksen i håb om at afsløre enkelte forkyndere, der måtte opfordre til terror. Alt dette, fordi Mette Frederiksen fejlagtigt tror, at når hun påbyder det, vil radikaliserede imamer lydigt offentliggøre prædikener med kriminelle opfordringer. Kendsgerningen er, at ikke en eneste terrorist vil blive pågrebet, mens tusinder af troende kristne tages som gidsler og påføres helt unødige udgifter. Kirkepolitiet kan i sagens natur ikke være alle steder og forstå alle sprog endsige kontrollere, at det talte ord bliver ordret oversat. Det annoncerede lovforslag er kort sagt tom snak og et forfejlet slag i luften lagt som offergave på populismens alter.
Om kirkepolitiet også skal holde øje med folkekirkens biskopper, provster og præster, er ikke til at vide. Men sandt er det, at der også i Folkekirken diverteres med udenlandske prædikanter, citater på græsk og hebræisk hentet fra Bibelen. Menigheden synger amen og halleluja i en uendelighed, ligesom koret måske synger et Kyrie, Agnus Dei, Ave Verum eller Sanctus. Ved kongelige bryllupper med sikkerhed Sicut Cervus.
Mistænkeliggørelsen af troende mennesker er ubehagelig og fremkalder for den historiekyndige meget grimme billeder i den indre biograf. Hjertesproget, troens sprog er modersmålet. Og de kristne trossamfund, der forstår at inkludere indvandrere, gør en nyttig integrationsindsats. For er man sammen om den kristne tro, bliver man helt naturligt fortrolig med de værdier, der bærer samfundet også uden for kirken. Kerneordet er for statsministeren i denne sag åbenhed. Altså krav om åbenhed hos de troende. Ikke i Mette Frederiksens eget hemmelige regime på Slotsholmen.
Loven om overvågning og kirkepoliti er på regeringens lovprogram ”Lov om prædikener på andre sprog end dansk”. Den generer de kristne, uden at en eneste terrorist bliver pågrebet.
Så langt vil Staunings og Anker Jørgensens arvtager gå for at mistænkeliggøre troende mennesker i håb om at udkonkurrere Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige.