Solbakken endte som sin egen værste fjende, men husk ham også for det gode

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Netop nu skal man være utrolig opmærksom på at holde balancen.

På ikke at placere fingrene forkert på tastaturet og på ikke at tro, at man sidder inde med den fulde sandhed.

Omkring FC Københavns fyring af Ståle Solbakken vil jeg dog vove skindet og hævde, at klubben har truffet det rigtige valg, og at Ståle Solbakken endte som sin egen værste fjende.

Modsat denne tids andre sager om højprofilerede personers pludselige fald er baggrunden nemlig ikke mudret af uklare motiver eller genoplivningen af gamle hændelser.

Nej, træneren Ståle Solbakken røg ud, fordi handelsmanden Ståle Solbakken ikke længere var dygtig nok – og omvendt.

Som manager havde nordmanden ansvar for både spillet og transferbeslutningerne, og i begge afdelinger levede han ikke op til de store krav.

På banen har præstationerne været så uinspirerede, famlende og dårlige, at FCK i kalenderåret 2020 er placeret i den absolutte bund bedømt på pointgennemsnit.

Den glidebane har to store ulemper.

For det første mister Solbakkens egne spillere troen på egen uovervindelighed og begynder at tvivle på selv det mest indlysende – derfor blev en føring på 2-0 over oprykkerne fra Vejle fumlet over styr.

For det andet mister modstanderne opfattelsen af at være noget nær chanceløse – derfor gav oprykkerne fra Vejle ikke op og fik reddet 2-2 fra et mørkt udgangspunkt.

På transfermarkedet har evnen til at ramme plet været lige så skidt – Pep Biel, Jens Stage, Michael Santos, Karlos Bartolec, Kenan Kodro og Sotirios Papagiannopoulos er blot nogle af de navne, som er hentet dyrt ind for så aldrig at slå til.

De hyppige gensyn med tidligere FCK’ere som Ragnar Sigurdsson, Dame N’Doye og senest Matthias ”Zanka” Jørgensen emmer også af tiltagende panik i søgen efter noget trygt og godt, men de navne er blevet ældre og ikke nødvendigvis bedre.

Køb og salg af spillere er naturligvis forbundet med stor risiko. En slikfabrik kan uden de store problemer fikse sin vigtigste maskine ved at skifte en slidt skrue med en identisk, og så vælter det ellers igen ud med chokoladebarer – så enkelt er det langtfra, når man har med et fodboldhold at gøre.

Dér skal individualister dels formå at stråle hver for sig, dels indordne sig den taktiske og hierarkiske virkelighed, og selv ikke et nok så godt analysearbejde inden købet er en garanti for, at en ny spiller passer perfekt ind i netop Ståle Solbakkens rammer.

Trods alle disse forhold og det skæve efterår rummer FCK-kollektivet så megen klasse, at det nok skulle nå at redde en topplacering hjem i denne sæson, og Ståle Solbakkens endeligt må primært være udløst af langsigtede bekymringer i FCK’s øverste ledelse.

I august oplyste selskabet en forventning om et underskud for regnskabsåret 2020 på mellem 150 og 200 mio. kr. før skat, og den forfejlede kvalifikation til Europa Leagues gruppespil har gjort det tal cirka 50 mio. kr. værre.

Med andre ord er klubben pisket til at få mere ud af den nuværende trup i stedet for at investere i flere dyre lottokuponer, og at puste frisk liv i Fischer, Bjelland og Varela vil alt andet lige være lettere for et helt nyt ansigt.

Nyheden vil have udløst smørrede grin rundt om i landet.

Mange i dansk fodbold har set rødt over den til tider konfrontatoriske stil fra Ståle Solbakken, som da også har haft en uheldig tendens til at møde kritik fra konkurrenter eller eksperter med førerhundens lettere hånlige skuldertræk.

Samtidig har Ståle Solbakken spillet en hovedrolle i FCK’s store resultater på den europæiske scene – resultater, som har løftet dansk fodbolds anseelse og har provokeret FCM op i et højere gear.

Den omstændighed bør alle hans modstandere huske at anerkende ham for – også i denne tid.