Kønskrigen er gået amok II
Mandens hoved på et fad. Men ender kvinderne i muddergrøften sammen med kødgryderne?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Lige i øjeblikket går det tilsyneladende strygende for kvindemagten.
Senest kunne det radikale folketingsmedlem Lotte Rod optræde som ny Salome kendt fra Det ny testamente. Det var dog ikke Johannes Døberens hoved, men partifællen Morten Østergaards hoved, som Lotte Rod frembar til skue for den samlede presse.
Derved banede Lotte Rod vejen for at Morten Østergaards magt kunne overtages af en kvinde, Sofie Carsten Nielsen.
”Men det var slet ikke meningen, at Morten Østergaard skulle gå af,” siger Lotte Rod.
Men hvad var så meningen med at frembære Morten Østergaards hoved på et fad, Lotte Rod?
Hvordan kan man overhovedet have tillid til en politiker,
- der optræder, som om hun var en bly viol ved Dronning Victorias hof,
- men som samtidig i ti år går rundt og føler sig åh så krænket
- over en håndspålæggelse,
- og som slår til i selvsamme øjeblik det er opportunt
- og som sætter Sofie Carsten Nielsen i en meget vanskelig situation
- og som forlanger hendes fortrolighed
- og som underløber Morten Østergaard
- ved angiveligt også at forlange hans fortrolighed
- og som uden varsel selv ophæver fortroligheden
- for derved at kunne frembære Østergaards hoved som et trofæ.
Man mindes beretningen fra Det Gamle Testamente, hvor den unge Josef holder sig på afstand af chefens elskovssyge hustru. Men hun vil have ham og holder fast i hans kjortel. Josef vikler sig ud af kjortlen og flygter halvnøgen.
Hun står tilbage med kjortlen, krænket over hans manglende interesse. Derfor gør hun anskrig og råber, at han har forsøgt at voldtage hende.
Jo, kender man sin bibelhistorie, så ved man til fulde, hvor stor kvindens magt var og er. Og det lige fra den gang Eva ændrede menneskehedens historie ved at friste Adam, der som det pjok han var, lod sig friste og tog imod æblet, i stedet for at sige nej.
Jeg tror, at Lotte Rod har overspillet sin rolle.
Den ulykkelige farce i Det Radikale Venstre er udspillet for åbent tæppe. Den har givet os alle indsigt i, at en enkelt håndspålæggelse for ti år siden huskes og langt senere bruges i magtens tjeneste.
Jeg fornemmer, at de tavse mænd er ved at komme til hægterne og igen får mund og mæle.
Som man kan læse i Hans Bondes spritnye bog Vi vil have vores fair andel, er dygtige mænd i årevis blevet holdt tilbage, fordi kvinder skulle kønskvoteres ind i høje stillinger, fordi de er kvinder.
Dygtige kvinder har til gengæld på grund af kvindebevægelsen måttet finde sig i at være under mistanke for ikke at være lige så dygtige som mændene.
De magtsyge feminister skal huske på, at efter hybris kommer nemesis.
Den gamle visdom om at hovmod står for fald, bør feministerne lære af. Men de vil stadig have i både pose og sæk. Ligestillingen må ikke gælde for mænd.
Hvis mændene omsider mander sig op, risikerer de kvinder, der ville være, hvad de ikke er og ikke evner som i det gamle eventyr. De ender i muddergrøften.
Bombet tilbage til kødgryderne!