Svenskerne skal altid agere forsøgskaniner for staten

Ét ord beskriver de svenske magthaveres syn på svenskerne. Forsøgskaniner. Uanset om det gælder corona eller masseindvandring, er magthaverne parate til at udsætte almindelige svenskere for det ene eksperiment efter det andet.

I sidste uge var jeg så heldig at mødes med den erfarne svenske journalist Gunnar Sandelin, som gæstede København for at modtage Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris for sin dækning af de ubekvemme sandheder. Vi fik os en god snak; han var nøgtern og korrigerede blandt andet mit syn på, at svenskerne marcherer i takt med den præcisering, at svenskerne snarere mere passivt tilpasser sig de toneangivende.

Sandelin synes at have resigneret. Sverige er på vej til at forsvinde, ikke som territorium, men som en stat, hvor politi har monopol på brugen af våben, hvor myndigheder og institutioner hviler på retsstatslig praksis, og hvor borgerne ikke behøver frygte andre borgere, blive overfaldet eller voldtaget af en flok hyæner.

I det tidligere så jordbundne land troede de sociale ingeniører, især på universitetet, at de kunne inddæmme familiens og religionens magt ved at skabe en syntese af individ og stat på svensk grund. Statsindividualismen, kaldte de mest servile videnskabsfolk systemet, og de troede ligesom den tyske filosof Hegel på, at verden konstant bevæger sig mod større frihed, og at selv de største konflikter ender i forsoning.

Fra deres luftballon højt hævet over Stockholm, Göteborg og Malmö mente disse systemtænkere, at de med statsindividualismen havde skabt et idealsamfund, hvor individ og stat kunne vokse og støtte sig til hinanden, mens familie, religion og andre levn fra fortiden ville blive trængt tilbage.

Masseindvandringen fik præcis det modsatte til at ske.

Når vi i disse uger læser om klanvældets succes i det nye Sverige, om skuddrab, voldtægter, dominansvold m.m., er det en indikation af, at familien trænger staten tilbage. Fremgangen skyldes godt nok ikke de svensk-protestantiske kernefamilier, men de fremmede storfamilier med snablen dybt nede i offentlige kasser. P.t. menes 5.000 »unge mænd«, sådan som Kristeligt Dagblad er så eufemisk kalder dem, at være parate til at skyde hinanden. Lad os bare sige, at det ikke er 5.000 svenskere. De bor muligvis i landet, men føler ingen tilknytning til hr. og fru Larsson, så meget står tindrende klart.

Det er så trist og vemodigt at høre svensk radio. De prater og prater. Men det hele er forbi. Snart er Sverige en fejlslagen stat.

Man kan læse mere om baggrunden for den tragiske udvikling i Göran Adamsons netop genudgivne bog Svensk mångfaldspolitik – en kritik från vänster, hvori han bl.a. beskriver magthaverne og deres støtter som dansede de omkring en tom trone: »Vi har ikke et diktatur, men opfører os, som længtes vi efter et.«

Med afsæt i det svenske universitet viser forfatteren, der selv ligger til venstre, hvordan det svenske samfund har underkastet sig en reaktionær multikulti-ideologi, som forsvares af en hovedløs venstrefløj. Resultatet er et sted, der i tiltagende grad sønderrives af opgør mellem storfamilier, parallelle retssystemer og en voksende foragt for det almindelige svenske samfund.

Som jeg noterede i min anmeldelse af den danske oversættelse af bogen, der udkom i 2018 under titlen De gode viljers land, er der tale om en kildenær analyse af den svenske uddannelses- og indoktrineringssektor. Som er blevet et møllehjul i den multikulturelle statsideologi, hvis ønske ikke er intellektuel variation og rigdom, men først og fremmest er kommet til at handle om hudfarve.

Eksotiseringen og romantiseringen af det fremmede var benzin med høj oktan. Hermed blev den svenske multikulturalisme ifølge forfatteren, der selv står til venstre, grundlæggende konservativ. Bag deres progressive og humanistiske paroler viste de kulturelle og økonomiske eliter sig at være overraskende ligeglade med samfundsspørgsmål, så længe de kunne sidde trygt og godt i deres luftballon. Forfatteren kalder det »repressiv tolerance«, at de gamle eliter troede og tror, at de kan uskadeliggøre alt ved hjælp af omfavnelse og inddragelse, selv de mest voldelige bander. Dommen over de svenske magthavere i multikulturalismens epoke er hård som malm:

»Multikulturalismen har slået eklatant fejl (…) Den har undermineret autonomien blandt forskere og forelæsere. Den har infiltreret paneler, projekter, institutter, fakulteter, kontorer, kurser og læseplaner. Og sidst men ikke mindst har den ladt de studerende i stikken. I stedet for at undervise dem i, hvordan man tænker, har den indprentet dem, hvad de skal tænke.«

Det er det, jeg siger, først som sidst: forsøgskaniner.