Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark må aldrig blive islamisk – derfor skal det forblive kristent

Vi har brug for at se os lidt over skulderen. Vi kan også kalde det historisk dannelse.

Én ting kan vi takke islams voksende demografiske og ideologiske indflydelse for her til lands: I takt med antallet af tørklæder, burkaer, moskéer, minareter, islamiske kulturforeninger, fremmedkrigere, terrorangreb, overfald, gruppevoldtægter og højlydte bønneopkald på arabisk er der de senere år kommet gang i diskussionen om politik og religion.

Jeg må tilstå, at jeg gerne var hele molevitten foruden, men når det nu ikke kan være anderledes, end at politiske, kulturelle og økonomiske eliter har hidkaldt en apokalyptisk plage over de vesteuropæiske nationer med 40 års vanvittig indvandring fra primært muslimske områder, så slipper vi ikke for diskussionen.

Den er for øvrigt slet ikke ny. Lige siden kristendommen for 2.000 år siden vandt frem og langsomt trængte grækernes skæbnetro, romerske kejsere og den jødiske lovreligion tilbage, har teologer og fritænkere funderet over og debatteret, hvad der menes med religions- og åndsfrihed og forsøgt at overbevise andre, ofte under pseudonym, i eksil eller i esoteriske kredse uden for hvilke det kunne være livsfarligt at udtrykke sig imod gældende norm og lov.

Med 1600-tallets religionskrige blev diskussionen endnu mere akut. For så vidt debattørerne var tilhængere af åndsfrihed, spurgte de sig selv og andre, hvordan man respekterer dissens i trosspørgsmål og opretholder statens indre sikkerhed samtidig?

Det var naturligvis ikke gjort med at acceptere alting fra nær og fjern, det siger næsten sig selv. Alligevel er der mange liberale i dag, der mener, at hvis blot vi respekterer folks forskellighed og det, der diffust kaldes menneskerettighederne, så går det alt sammen. Jeg ville ønske, det var så vel. Så kunne vi lukke diskussionen der og holde mindst en uges længere sommerferie.

Men den sociale virkelighed presser sig på. Det vidste de bedste og mest læste statsteoretikere kun alt for godt. For stor dissens kan destabilisere, udvikle enklaver hinsides kontrol og på længere sigt smadre kollektivet. Social og politisk sammenhængskraft kommer ikke ud af det blå, men kittes sammen af en vis fællesmængde af vaner, normer og idéer; sådan var det dengang, sådan er det nu. Ellers trives klaner, kumpaner og krigere med et helt andet og konkurrerende værdigrundlag.

Tolerance må derfor afstemmes med virkeligheden. Det har man vidst, siden de suveræne territorialstater etableredes i Europa, men utroligt nok ignoreret i min levetid.

Vi har med andre ord brug for at se os lidt over skulderen; vi kan også kalde det historisk dannelse. F.eks. kan vi lade os oplyse og inspirere af 1600-tallets retslærde filosoffer, tag nu sachseren Samuel Pufendorf, der beskrev forholdet mellem politik og kristendom i flere værker, som taler til os i det 21. århundrede.

I et af de kortere af slagsen med den latinske titel “De habitu religionis christianae ad vitam civilem” fra 1687, der blev oversat til engelsk i 1698, opridser han grundlaget for religionsfriheden, før han trækker en grænse ved den offentlige orden. Nok er Pufendorfs værk skrevet i forsvar for tolerance over for divergerende idéer, og her hentydede han til forskellige kristne konfessioner, men det indeholder samtidig en kølig erkendelse af tolerancens grænser.

Derfor hedder det da også, at de, der ønsker at blive tolereret i en stat, på alle måder skal leve fredeligt med alle andre, opføre sig som statsborgere (ikke verdensborgere!) og ikke dyrke en tro eller et virke, der opfordrer til oprør eller revolution, hverken i hemmelige selskaber eller i fuld offentlighed. Er der mere end én religion repræsenteret i et samfund, skal statsmagten holde et vågent øje med alle, der ønsker eller planlægger at ryste eller underminere borgernes sikkerhed i staten. Hvor våben- og myndighedsmonopolet ligger, bør der aldrig opstå tvivl om.

Man skulle næsten tro, at Samuel Pufendorf kendte til Sverige, det gjorde han faktisk også, først som huslærer for den svenske repræsentation i København i forbindelse med svenskernes belejring, siden som professor i natur- og folkeret ved det nyoprettede universitet i Lund, før han blev knyttet til hoffet og Karl 11. Men han kendte naturligvis ikke fortsættelsen.

Det ville være løgn at påstå, at historien slet ikke gentager sig. Se nu Morten Messerschmidts nylige formaning om, at Danmark er et kristent land. Det er kun godt, det bliver gentaget, for de fleste af os har en styg tendens til enten at være ligeglade eller tage det for givet. Den udbredte uvidenhed om og frygt for kristendom er mere udbredt, end selv kynikere kunne vide. Danmark må aldrig blive islamisk, det må være første bud i den katekismus, som danske magthavere bør lære udenad. Derfor skal det forblive kristent.

Tool Debat nyhedsbrev

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.