Generationers kamp mod forurening skal slutte her

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nogle af de største forureningssager i Danmark er så voldsomme, at kampen for at få ryddet op i årtier har været forgæves. Men i denne uge nåede vi en milepæl i kampen for at få ryddet op. Et enigt folketing har pålagt regeringen, at den hurtigst muligt skal finde pengene til at rense de 10 største generationsforureninger. Det er kæmpe stort, og det var aldrig sket uden den kamp, som miljøaktivister og grønne politikere har kæmpet siden tresserne og halvfjerdserne.

Indtil nu er problemerne blevet skubbet videre uden at blive løst, og imens er giften sivet ud i klitterne og Vesterhavet ved Høfde 42 på Harboøre Tange og i Kærgaard Klitplantage. Og kemikalierne fra det gamle Grindstedværk er skyllet ud i Grindsted Å og sivet ud i jorden under byen.

De eksempler står desværre ikke alene.

Forureningen er så massiv, at oprensningen er både dyr, omfattende og teknisk krævende. Derfor har grønne politikere som Margrete Auken og Steen Gade kæmpet en hård og ofte forgæves kamp mod tidligere regeringer om at få løst problemerne. Den første, der råbte op, er bedst kendt som Rav-Aage. Han var fisker i Thyborøn og havde bemærket stanken og den gule farve i vandet ved Høfde 42 på Harboøre Tange, hvor Cheminova dumpede deres gift. Derfor begyndte han at stille spørgsmål. Det gjorde ham ikke populær på hjemegnen, men han fik siden helt fortjent ridderkorset for sit utrættelige arbejde med at komme forureningen til livs. Det var især hans kamp, der fik Cheminova til at stoppe dumpningen af giftdepoter i 1962 efter at have hældt mere end 1.300 tons ud i klitterne. Det var så vigtigt, at Rav-Aages kamp bar frugt dengang. Tænk, hvor galt det kunne være gået, hvis ingen havde råbt op.

Men det endelige opgør med de store forureninger har desværre vist sig at tage tid. Lang tid. Ligesom forureningsproblemerne er sendt videre til børn og børnebørn, er miljøkampen og sværdslagene med skiftende regeringer gået i arv her i Folketinget.

I dag, hvor vi så endelig har nået en milepæl i kampen, føler jeg virkelig, at jeg står på skuldrene af Margrete Auken, Steen Gade, Pia Olsen Dyhr og alle de grønne græsrødder, der i årtier har kæmpet en kamp, der ofte så ud til at ville være forgæves.

Nu har et samlet folketing vedtaget, at regeringen hurtigst muligt skal finde pengene, så vi kan rense de 10 værste forureningssager, bl.a. Høfde 42, Kærgaard Klitplantage, Colstrup-grunden i Hillerød og forureningen efter Grindstedværket.

Det er en kæmpe sejr for alle, der har kæmpet gennem årene. Og ikke mindst for naturen og miljøet. Nu er der endelig udsigt til, at vi i min generation kan undgå at sende problemerne videre endnu en gang.

Men det betyder ikke, at kampen er slut. Vi skal holde regeringen fast på, at snarest muligt betyder handling nu, og vi skal også videre med de forureningssager, der ikke bliver gjort op med i første runde. Det kæmper vi videre med. Og det samme gør regionerne, som nu reelt får mulighed for at tage kampen op mod nogle af de forureningssager, som er lidt mindre. Indtil videre har deres penge været for få, og alt for ofte er de gået til at komme lidt videre med de store forureninger uden en chance for at komme i mål.

Jeg er så glad for, at det lykkedes at tvinge regeringen til handling, og at et samlet folketing nu står bag. Det var en stor dag i folketingssalen, men det bliver endnu større, når gravemaskinerne og kemikalieeksperterne går i gang med at fjerne giften fra vores natur.

Jeg håber, at min generation bliver den sidste, der skal leve med og kæmpe imod de her massive jordforureninger. Og hvem ved, måske kan kommende generationer igen fiske i Grindsted Å og bade i Vesterhavet ved Høfde 42. Det håber jeg.