Klimapopulismen skriver religionshistorie

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

H.M. Dronning Magrethes 80-årsfødselsdagsfest blev aflyst, men til gengæld blev dagen behørigt fejret over by og land. Vi er vilde med vores dronning, og selv coronakrisen måtte vige et øjeblik i nyhedsstrømmen. Rundtomkring på de sociale medier var rønnebærerne dog sure, og jeg faldt over Politikens Marcus Rubin, som jeg af en eller anden grund er venner med på Facebook, ærgre sig over fejringen med den begrundelse, at Margrethe II er »en person, som ingen har valgt, og hvis legitimitet udelukkende hviler på afstamning«. Selv da en venlig sjæl gjorde ham opmærksom på, at regentens legitimitet såmænd både er retlig (grundloven), personlig og folkelig, lod det ikke til at mildne republikanerens irritation.

Måske var det regentens nylige interview til Politiken, der spøgte. Det interview, hvori hun tillod sig at drage de menneskelige klimaforandringer en lille bitte smule i tvivl med henvisning til sin livslange interesse for historie og forhistorie og udtalte: »Så har man nogle ret lange perspektiver (…) og ved, at ting forandrer sig. Man ved også, at klimaet har forandret sig og forandrer sig hele tiden«.

Det var uhørt. Skandale! Klimaprofessor dit og dat og trådte frem på rad og række flankeret af kittelklædte eksperter ligesom i et eventyr af H.C. Andersen, mens den kreative klasse sædvanen tro var ivrigt optaget af at rejse en shitstorm på Twitter. »Fuldkommen vanvittigt«, mente skuespilleren Laura Drasbæk. Selv stoiske Svend Brinkmann kunne ikke dy sig for at lufte sin nyerhvervede visdom udi klimapolitik.

Sådan er det blevet. Selv rigets lærdeste og på papiret mest kreative er steget på klimavognen, og det er lige så opløftende som at betragte lemminger i parringstid. Coronakrisen er kun en parentes eller et forspil, må vi forstå. Fra i morgen gælder det klimaet eller den totale undergang. Fra højt betalte chefredaktører, feterede forfattere, prisvindende skuespillere, berømte teenagere og klimamarcherende københavnere til selveste paven i Rom lyder det, at kloden skal reddes inden for de næste 10 år, ellers er vi dødsens. »Pandemien er sidste udkald til et sporskifte«, udtaler den danske chef for FN’s miljøagentur Inger Andersen, mens Suzanne Brøgger og Carsten Jensen anskuer coronakrisen som et tegn i sol og måne på, at den gamle verden går under, og noget nyt, bedre og mere ungdommeligt åbenbarer sig.

Min fordom siger mig derimod, at vi alle skal dø. Men kloden, den skal nok overleve, thi mennesket er en lille brik i et større kosmos. Klimakampen, anført af eliten, støttet af hoben, er på rekordtid blevet en sekulær inkarnation af den tidlige kristendoms forestilling om at leve i de sidste, smertefulde tider, og således skriver klimapopulismen sig ind med et nyt kapitel i religionshistorien. Som man kan forvisse sig om i Bibelen, troede de første kristne, at det skulle være slut med pest, hungersnød, død og krig med Kristi genopstandelse. Først apokalypse, siden frelse. Frelsen var åndelig; i dag er den blevet jordisk.

I takt med at kristendommen veg tilbage i Vesten, voksede en ny sekularisme frem, som stræbte efter paradis på jord og troede, at porten til himmerige var af denne verden. Franske jakobinere gik forrest, så fulgte russiske bolsjevikker, italienske fascister og tyske nazister med forskellige ideologiske programmer. Alle var de besatte af at trylle elendighed om til guld og grønne skove, og nu vandrer klimaaktivisterne så i deres fodspor og drømmer om en helt ny tid, mens de renser kemisk ud blandt de urene og vantro, uanset om de hedder Bjørn Lomborg, Pia Kjærsgaard eller Margrethe II. Engang var fjenden gudsfornægter, i dag er han eller hun klimabenægter; det er samme brøde. Klimaaktivismen er blevet en fortsættelse af religion med andre midler.

Som den engelske filosof John Gray har peget på, blev Middelalderens apokalyptiske bevægelser på et tidspunkt afløst af de moderne revolutionære forestillinger om utopiens virkeliggørelse. Men da den forestilling brast op igennem det 20. århundrede, muterede utopien i stedet til apokalyptisk politik, sådan som vi nu erfarer med klimabevægelsen, særligt i et Vesteuropa, hvor dyr, træer og natur kan sammenlignes med udsatte minoriteter med krav på universelle rettigheder.

Vi er slået tilbage til dommedag. Den bibelske katastrofetænkning er genopstået, blot i sekulære og såkaldt videnskabelige gevandter. Men denne gang er det alvor. Genopstandelsen er ikke bare åndelig; apokalypsen er ikke bare billedlig, den er konkret og politisk. Fremtiden tilhører naturen eller dem, der siger, de er naturens sønner og døtre, og den næste fascisme bliver økologisk.