Apokalypsens fire ryttere rider igen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Læser man den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, støder man på fire plager, der vil overgå jorden før Kristi genopstandelse: strid, krig, hungersnød og død.

Plagerne kommer ridende på hver deres hest, en hvid, rød, sort og gustengul og er igennem tiden blevet forstået lige så konkret som billedligt.

På Martin Luthers tid for 500 år siden identificerede den hvide hest samtidens religiøse strid mellem protestantisme og katolicisme, som førte til en permanent spaltning af den kristne kirke.

Den røde hest repræsenterede derimod truslen fra tyrkerne og islam, som havde indtaget Konstantinopel i 1453 og gentagne gange forsøgte at invadere det europæiske kontinent, mens den sorte hest bar på overbefolkning, hungersnød og bondeoprør, og den gustengule hest kom med pest, sygdom og død.

Johannes’ Åbenbaring, der blev oversat fra latin til tysk og andre nationalsprog, blev læst ind i en plaget tid, hvor det kristne Europa var præget af indre og ydre kaos, dødsangst og frygt for, at Djævelen ville vinde til sidst.

Historikere taler om det lange og tumultariske 16. århundrede fra slutningen af 1400-tallet til midten af 1600-tallet, hvor religionskrigene afsluttes, og de moderne territorialstater grundlægges.

Følelsen af at leve i de sidste dage var langstrakt og krisebevidstheden stærk, men uden dem havde vi muligvis slet ikke fået nogen reformation eller et nyt og stabilt system af stater.

Det er en begavet mand, kirkehistorikeren Rasmus H.C. Dreyer, som i seneste omgang af ”Jalving ser rødt” minder om apokalypsens fire ryttere i en diskussion om coronakrise og de borgerlige og fører mig på sporet af, at vi måske ikke kun står i en ”dobbeltkrise” – coronavirus på den ene side og masseindvandring på den anden – men over for hele fire kriser.

Misforstå mig ej; jeg mener ikke, at Bibelen skal læses og tages bogstaveligt, men den giver – som altid – stof til eftertanke med sin allegori om de fire kriser.

Hver for sig er kriserne kanske håndterbare over tid. Men når de kommer i flok, vokser udfordringerne eksponentielt.

Den ene krise, den gustengule, er den akutte coronakrise. Den behøver næppe yderligere præsentation, bortset fra at vi endnu kun er på vej ind i den. Vi aner ikke, hvor dyr den bliver i menneskeliv og økonomisk deroute.

Hvor længe kan vi lukke hele samfundet ned uden at gå nedenom og hjem?

Og hvad bliver det i øvrigt for et velfærdssamfund, vi vågner op til bagefter?

Den anden krise, den sorte, er den demografiske krise i Europa med voksende ikkeeuropæiske befolkninger og fortsat folkevandring fra syd til velfærdsydelser i nord. I betragtning af de seneste årtiers udvikling med ghettodannelse, stigende personfarlig vold og et eskalerende pres på de offentlige finanser vil krisens sandsynlige konsekvenser blive endnu større.

Den demografiske omkalfatring vil ikke alene svække Europas identitet, men føre til yderligere polarisering mellem dem og os i de europæiske nationalstater med fare for at ryste først statens voldsmonopol, siden hele den politiske orden i land efter land.

Den tredje krise, den røde, er klimaforandringerne, der – uanset hvor alvorlige de er – opleves som kolossale af Greta Thunberg og hendes følge, herunder det politiske etablissement i Bruxelles og de vestlige hovedstæder.

At klimakrisen samtidig eller måske snarere er en energikrise, fordi en voksende global befolkning efterspørger stedse mere energi og flere ressourcer, gør kun krisen værre.

Hvordan skal vi investere i, udvinde og levere grøn energi til stadig flere mennesker med en drøm om at kunne leve et materielt komfortabelt liv ligesom os andre? Det spørgsmål er der ingen, der kan svare på.

Den fjerde krise, den hvide, er islams globale vækkelse fra Mellemøsten og ud i resten af verden på baggrund af et svækket kristen bevidsthed i Europa. Vækkelsen vil føre til mere religiøs-politisk radikalisme og terror, større indblanding i den akademiske frihed, strengere social kontrol med muslimske kvinder, flere moskeer, skarpere skel mellem rent og uret – ikke alene i muslimske lande, men også i kristne.

En bevægelse synes at være sat i gang, som lader til at være ustoppelig. Hvad skal få os til at stoppe med at købe aflad hos Mohammed og standse islamiseringen af Vesten?

Få Jalving i ørerne. Lyt til podcasten ”Jalving ser rødt” herunder.