Jeg er coronaurolig
For ti år siden var det en islandsk askesky, der lavede ravage i vores hverdag. Men den forsvandt igen. Men coronavirussen gør os utryg – ikke kun fordi meget må aflyses – selv den nye James Bond-film er udskudt – men også fordi vi ikke ved, hvornår det slutter.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Cannes
Vores liv er blevet sat på pause. Ikke siden askeskyen lukkede luftrummet i 2010, er vi blevet så begrænsede i vores moderne mobilitet som nu.
Den hærgende coronavirus har i dag sat vores bevægelsesfrihed delvist ud af spillet – og vores tidsfornemmelse. Vi kigger ud i det uvisse, for vi ved ikke, hvor længe plagen har tænkt sig at rase. Hvad kan vi regne med?
Den 14. april for 10 år siden spyede en islandsk vulkan med et umuligt navn så megen aske ud i atmosfæren, at luftfartsmyndighederne i en lang række lande forbød flyvning. Da blev vi også sat på pause. Den…