Vi er de bedste, os kan alle tæske
SAS-reklamen er kun toppen af isbjerget. Vi hader os selv og elsker alle andre som ingen anden.
Vinterferie i Småland i sol og skov med kanelkringler, brætspil og læsning i fred og selvvalgt isolation fra den moderne verdens kakofoni. Og alligevel når den nye venstreorienterede kapitalisme frem til os i form af SAS-reklamen om, at ingenting er dansk, svensk og norsk. Absolut ingenting.
National identitet findes ganske enkelt ikke længere, nu er der lutter mangfoldighed, frit valg, pink hår og pizza til alle.
De opfatter kultur som noget, der kommer udefra, ikke indefra, og afviser, at småt kan være godt.
Et øjeblik troede jeg, reklamefilmen fra SAS var en karikatur på al den corporate bullshit og vulgærglobalisme, der skyller ind over Skandinavien, lander kritikløst på chefbordene i DI, Dansk Erhverv og Grundfos og sprøjtes ud over landskabet i multicolor og verdensmål. Men nej, den var alvorligt ment.
At ingen i SAS fandt på at stoppe filmen, før den blev offentliggjort, fortæller os, at SAS har overgivet sig til radikalismen og tilsyneladende ikke længere er et transportselskab, men et redskab i hænderne på mænd og kvinder, der fører krig mod kultur, nation, stat og verden, som vi kender den. Den ny kapitalisme er ikke bare troløs, den er ideologisk. Hvis man ikke vidste det før, ved vi det nu. Jo flere destinationer og airmiles, jo mere bullshit.
Og så alligevel. Når man tænker efter, er det slet ikke overraskende, at den slags kommer fra vore bredde- og længdegrader. Det er her, det sner i disse år: her, hvor immigrationen er størst, hastigst og mest omkalfatrende, og her multikulturalismen stikker dybest. Intet andet sted på kloden hader vi os selv så meget og elsker de andre så betingelsesløst.
Det er sådan, vi reklamerer for vores høje moral.
Reklamefilmen udløste som bekendt en lavine af kritik, og tak for det. SAS’ reaktion viste derpå, hvor lidt virksomheden havde forstået af det hele, idet ledelsen mente at vide, at russiske it-robotter, det yderste højre eller begge dele måtte stå bag. I virkeligheden kom kritikken fra almindelige mennesker, som følte sig indrulleret i kapitalisternes nihilisme og ikke tøvede med at give deres utilfredshed til kende på nettet.
Hvis man ynder upopulære sammenligninger, det gør jeg, så kan man sige, at de kommercielle pirater opfører sig som en udefrakommende klan. For klanen eksisterer stedet, staten, samfundet og kulturen slet ikke. Der er ikke noget før, ikke noget efter, alt er nu og her og handler om indtjening og markedsandele.
Ja, SAS siger det ligeud: Stedet betyder intet, det er slet og ret et territorium, et område, et hvor-som-helst.
Det etnisk-kulturelt-historisk svenske, danske eller norske er som spulet væk af en stor søslange og opfattes i bedste fald som en kikset rest af fortiden. SAS tænker dermed på samme måde som en fremmed klan i Skandinavien. Ikke blot ønsker klanen at aflive den udtjente kultur; de tøver heller ikke med at ydmyge den. Som en fremmed klan fornedrer SAS, hvad der tidligere fandtes: ned med Sverige, ned med Danmark, ned med Norge! Alt har I taget udefra.
Selv om det piner mig at rose SAS, skal vi takke selskabet for at have gjort flere bevidste om den korporative trussel mod vores hjem. Reklamen er formentlig kun toppen af isbjerget. Nedenunder går rigtig mange ledere, politikere og beslutningstagere i stat, kommune, skole, medier, underholdning mm. rundt i samme rabiate desorientering.
De forstår grundlæggende ikke, hvad de er rundet af, eller hvad der har skabt det moderne Danmark og Europa. De tror, de er deres egne skabere, fordi de kan spise alverdens mad eller flyve til Dubai eller Düsseldorf.
De forstår ikke kristendommens fortjenester for individualitet og sekularisering eller nationalstatens betydning for demokrati og folkelig legitimitet, de forstår ikke kernefamiliens dyder, foreningslivets kvaliteter eller decentrale, lokale virksomheders evne til at generere praktiske løsninger på alt lige fra vandlåse til vindenergi.
De opfatter kultur som noget, der kommer udefra, ikke indefra, og afviser, at småt kan være godt.
Erhvervslivets pirater forsøger at gøre sig til for mondæn venstrefløj og privat kulturnihilisme. De skilter med, hvor små vi er, og hvor store de andre er. Vi er de bedste, os kan alle tæske. Når piraterne nedgør hjemmet, skal det tjene til at vise, hvor åbne og gode de selv er.
Det er moralen, som heldigvis er blevet punkteret, og det sidste er opløftende. Det Skandinavien, vi kommer fra, skal vi værdsætte.
Ellers mister vi det.