Hvorfor skal andelsboligejerne betale for Dansk Folkepartis had til De Radikale?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som ny herinde på Christiansborg skal man lige vænne sig til nogle helt grundlæggende ting. Fakta og saglighed er ofte ikke særlig afgørende … nej, det handler om fortællingen.

Tag nu de seneste paragraf 5, stk. 2-forhandlinger. Hvis du ikke lige ved, hvad det er, så forstår jeg det udmærket godt. Men det handler om renovering af gamle udlejningsejendomme og det efterfølgende lejeniveau.

I kender det måske også som regeringens Blackstone indgreb. Kan man i øvrigt forstille sig et mere skurkeagtigt navn end Blackstone? Jeg tror det næppe.

Nå, men hele det kaotiske forhandlingsforløb endte med, at regeringen lavede en aftale sammen med Enhedslisten, SF, Alternativet og DF. Derefter gik man så hurtigt ud med fortællingen, at man nu havde standset de udenlandske kapitalforvaltere. Historiefortællingen var i gang.

Nu er virkeligheden så bare den, at man ikke har standset dem. Man har blot givet nogle andre vilkår for alle både danske og udenlandske investorer, hvis man ønsker at lave renoveringer, og der er altså på ingen måde en yderligere begrænsning i, om de kan købe ejendomme i Danmark.

Disse ændrede vilkår, som den nedsatte ekspertgruppe i øvrigt slet ikke anbefalede, betyder, at man skal have ejet bygningerne i fem år, inden man må hæve huslejen efter en renovering. Her skal man huske, at det stadig kun er, når folk fraflytter, og nye ønsker at flytte ind, at man må hæve den. Det er ligesom før stadig ikke tilladt at hæve huslejen over for den eksisterende lejer. Intet er forandret der.

Der er faktisk slet ikke så mange ejendomme tilbage, hvor man overhovedet kan lave denne § 5, stk. 2-renovering, men det forhindrede ikke fortællingen, at man nu i stor stil havde sikret lejerne imod højere husleje. Man glemte bare lige at fortælle, at det kun var for ganske få.

Men nu havde man så stoppet disse grumme, grumme spekulanter, måtte vi alle forstå. I grunden burde man slet ikke kalde dem spekulanter, men investorer. For alle, der køber en ejendom for at leje den ud, ønsker ganske naturligt et afkast på dette. Men investor lyder jo ikke nær så slemt i fortællingen.

Der er bare et lille problem. Regeringens fortælling om de mange udenlandske spekulanter, som køber ejendomme op for at sælge dem hurtigt igen – ja, den holder ganske enkelt ikke.

Vi spurgte nemlig ministeren under ministeransvar, hvor mange der havde gjort netop dette, som vi jo kunne forstå på ministeren, var et kæmpe problem. Svaret kom nogle dage efter.

Man kunne ikke give ét eneste eksempel. Man kunne ganske enkelt ikke sige eller bevise, at der var nogen overhovedet, som havde lavet den finte, som ministeren havde solgt til pressen som et kæmpe problem. Ja, du læste rigtigt. Det er jo ikke lige det billede, man får i medierne.

De sjove fortællinger stoppede dog ikke der.

Regeringen fik pludselig en hjælpende hånd fra Dansk Folkeparti. DF syntes åbenbart, det var vigtigere at få De Radikale til at se dumme ud, end at sygeplejerskerne ville miste millioner i deres pensionsopsparing, så DF valgte at forlade forhandlingerne med de borgerlige og bad ministeren om at kunne indgå en aftale med regeringen, SF, Alternativet og Enhedslisten. Ja, den må DF jo så selv forklare over for sine vælgere.

Da aftalen blev præsenteret, studsede jeg da godt nok lige et par gange. For den karensperiode, som DF havde kæmpet hårdt for at få ud i forhandlingerne, og som de borgerlige var enige om at fjerne, ja, den var nu pludselig med tilbage i den aftale, som DF indgik med regeringen. Dansk Folkeparti gik altså fra at have fået det, som man gerne ville, sammen med et flertal bestående af samtlige borgerlige partier og De Radikale, til nu at acceptere noget, man ikke ønskede, blot fordi man kunne lave det sammen med socialisterne i stedet for de borgerlige.

Ja, hvis man gik rundt og troede, at DF her efter valget skulle begynde med en ny kurs og agere mere borgerligt, så er den diskussion vist godt lukket og slukket nu. Dansk Folkeparti vil hellere lave aftaler med Enhedslisten og SF – end med Nye Borgerlige og De Konservative.

Selv om der allerede nu er nok til en dårlig udgave af ”Paradise Hotel” for midaldrende, så stopper festlighederne ikke her.

For i den indgående aftale var der åbenbart heller ikke en beskyttelse af andelsboligerne med.

Så også her accepterede Dansk Folkeparti et resultat, som var markant ringere, end hvad man allerede havde opnået. Hvorfor DF absolut ønsker at straffe andelsboligejerne unødigt, må partiet jo så selv svare på. Det var i hvert fald ganske unødvendigt, at andelsboligejerne skulle inddrages og opleve en forringet værdi.

Ministeren og socialisterne forsøgte sig godt nok med fortællingen, at det skam ikke rammer andelsboligejerne. De førte endda Finanstilsynet som ekspertvidne. Men det var igen en manipulation.

For de inddrog nemlig kun ét element i aftalen og undlod ganske belejligt at nævne de andre elementer i den indgåede aftale, som netop ifølge Finansstyrelsen vil betyde et fald i værdi og dyrere lån.

Men går den, så går den …

Tilbage står en masse forvirrede og usikre borgere. Sygeplejerskerne har mistet millioner i pensionsværdi, og også andelsboligejerne må nu kigge ind i en ny virkelighed, hvor de kan have tabt mange penge. Det vil tiden vise. Bankerne er i hvert fald begyndt at justere på deres lån. Og andelsboligejerne må jo stille sig selv det spørgsmål: Hvad har de lige gjort ministeren og DF?

Hvorfor skulle de lige pludselig blandes ind i ministerens kamp mod en ikke dokumenterbar fjende og Dansk Folkepartis åbenlyse had til De Radikale. Hvad har de gjort politikerne, siden de nu fortjener, at miste deres penge potentielt?