Er erhvervslivet stadig borgerligt?
Verdensmål, klimakamp og politisk korrekthed har indtaget de bonede gulve.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hvorfor taler DI’s nye direktør, Lars Sandahl Sørensen, om, at mænd skal være progressive og tage barselsorlov? Ved han ikke, at nyfødte og små børn har mest brug for deres mor? Hvorfor appellerer Dansk Erhvervs administrerende direktør, Brian Mikkelsen, til at ”forandre verden” ved hjælp af ”globalt udsyn”? Var han ikke konservativ engang?
Har vi fået et erhvervsliv eller en erhvervselite, som ikke bare kommercielt, men også værdimæssigt er globalt orienteret i stedet for nationalt grundfæstet?
De progressive besværgelser kommer som så meget andet fra USA, hvor virksomheder som f.eks. Nike, Gillette, Facebook og Google opfatter sig selv som bannerførere for, hvad der med en ny betegnelse hedder ”woke capitalism”. Navnet refererer til den relativt nye woke-bevægelse af primært hvide amerikanere, som hævder at være på vagt over for racisme og social uretfærdighed.
Den nye progressive kapitalisme er ikke venstreorienteret i gammeldags forstand og søger ikke at afskaffe ejendomsretten. Den omfavner i stedet aktivistiske grupper og slagord om Black Lives Matter, #MeToo, LGBTQ-rettigheder, ”diversitet”, multikulturalisme, mere indvandring m.v. – med henblik på at vinde sympati hos lovgiverne og få fred til at tjene penge. Erhvervslivet overtager med andre ord de identitetspolitiske kampagner af hensyn til profitten. Klimaet er blot det seneste skud på stammen. Kapitalismen kunne ikke væltes udefra, men nu er der nogen, som forsøger at ændre den indefra. Det er i dette lys, vi kan betragte, at politisk korrekthed, multikulturalisme og fænomener som disruption vokser frem i kapitalismens midte. Og derfor, at en kvindelig direktør for et stort britisk managementfirma forleden krævede, at fodboldsnak skal være forbudt på arbejdspladsen, fordi mange kvinder føler sig ekskluderet.
For den gamle marxisme var erhvervslivet pr. definition ondt. Deres børn fandt snarere erhvervslivet grimt, altså æstetisk frastødende – slipsedrenge, jakkesæt og kort hår. Men nu er den nye venstrefløj i færd med at vinde erhvervslivet over på deres side, i takt med at købmænd, erhvervsfolk og deres repræsentanter konvergerer med den herskende politiske korrekthed i medier, uddannelse, administration og stat.
Det er et godt spørgsmål, hvorfor der ikke er mere differentiering virksomhederne imellem. Deres kunder repræsenterer vidt forskellige holdninger og baggrunde, og den politiske polarisering er stærk, selv i Danmark. Hvis erhvervslivet virkelig gik ind for diversitet, ville erhvervsledere også tolerere synspunkter, der ikke er mainstream, eller sågar ytre dem offentligt. I stedet hviskes der i krogene. Hvis en direktør mener noget kontroversielt, er det privat eller anonymt. Kunne man forestille sig en CEO, som lagde afstand til muslimsk indvandring? Eller ytrede sig skeptisk om homoseksuelle ægteskaber? Umuligt.
Jeg kunne også spørge på en anden måde: Hvorfor går erhvervslivet med i Priden i stedet for at markere sig på Veteranernes Dag? Har vi fået et erhvervsliv eller en erhvervselite, som ikke bare kommercielt, men også værdimæssigt er globalt orienteret i stedet for nationalt grundfæstet? Hvorfor hører vi Grundfos-chefen Mads Nipper, der tillige er viceformand for DI’s hovedbestyrelse og sidste år blev kåret til Årets Leder af Ledernes Hovedorganisation, kritisere ”udlændingetonen” igen og igen, mens erhvervscheferne er tavse som graven, når det gælder Kina eller islamiseringen af Vesteuropa?
En anden måde at anskue tendensen på ville være at overveje, hvad erhvervslivet burde lære af den folkelige skepsis, som gav os brexit og Trump. Er svaret flere verdensmål? Eller er det snarere en besindelse på de kulturelle normer og den decentrale økonomi, som har muliggjort velstand og velfærd i Vesten? Må jeg i al fredsommelighed minde direktørerne om, at den vestlige middelklasses skepsis over for de urbane eliters ”red verden”-projekt ikke kommer ud af det blå. Modsat den asiatiske middelklasse og verdens absolut rigeste ene procent, har den vestlige middel- og arbejderklasse tabt terræn i løbet af de seneste 30 år, sådan som bl.a. den serbisk-amerikanske økonom Branko Milanovic har fremhævet med statistik og grafer. Mens uligheden falder globalt, stiger den i de vestlige lande, hvor lønningerne er gået i stå for almindelige folk. De – eller skulle jeg sige vi – er globaliseringens tabere, og denne del af befolkningen vender sig imod eliterne med en kraft, der rettelig burde vække dem, men i stedet har fået dem til at konvergere yderligere med den politiske korrekthed.
Konflikten vil optrappes. Spørgsmålet er kun, om erhvervslivet agter at bekymre sig om Danmark en skønne dag – eller derimod løber videre med de progressive paroler i håb om mere profit? Jeg synes, erhvervslivets ledere skylder os nogle svar, men lur mig, om de ikke foretrækker at holde kortene tæt ind til kroppen og glide med strømmen. Det er nemmere – og gør dem rigere. Hvad skal de med borgerlige dyder, så længe lyserødt er det nye sort?