Vi vil vide, hvad I ved om os – og måske behøver I ikke vide alt
Det er alt andet end trygt, når personlige oplysninger om os pludselig ved en fejl bliver håndteret forkert. Derfor er der nødt til at ske en opstramning.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er behov for et paradigmeskifte. Digital data er kommet for at blive, men menneskers og organisationers opbevaring og brug af den må ændres. Ellers ændres de vestlige samfund, for bestandigt, til det værre. Vi risikerer, at de får et skær af tyranni.
Kun med et brøl, der kommer nedefra, kan man bekæmpe overgrebene på privatlivet, der kommer ovenfra.
Der har efterhånden været en meget lang række læk af personlige informationer – fra både kommuner, der har lækket borgeres cpr-numre, og private virksomheder, der har lækket betalingsoplysninger eller sundhedsinformation om kunderne. Senest har det private firma Telenor videregivet omkring 1000 kunders private beskeder til politiet, sådan som JP har afdækket det. I en længere periode i 2019 modtog Rigspolitiet dybt personlig information fra teleselskabet. Det var ikke information, politiet havde bedt om, og slet ikke information, det havde ret til at modtage.
Alligevel modtog det ikke bare information om, hvilke telefonnumre der havde været nær hvilken telemast på hvilket tidspunkt. De modtog også indholdet af private beskeder. De fik adgang til fuld information om, hvem der havde skrevet hvad hvornår og til hvem. De modtog således information, som ikke kun politiet, men også teleselskabet ikke burde have adgang til.
I dag er det 10 måneder siden, Telenor blev bekendt med den ulovlige udlevering af firmaets kunders data, men de berørte kunder er hverken blevet identificeret eller underrettet.
Man taler om meddelelseshemmeligheden. Den er et vigtigt element i et fungerende, frit samfund. Den er en ret, nedskrevet i grundloven, danskerne har; retten til at kommunikere med andre mennesker uden at blive overvåget. Kun med en retskendelse i hånden burde man kunne få adgang til indholdet i menneskers private kommunikation. Derfor må teleselskaber som Telenor heller ikke opbevare indholdet af sms-beskeder, når først kommunikationen er overstået. Det er derfor en voldsom grænseoverskridelse, når både teleselskab og politi har adgang til private samtaler.
Der er behov for et generelt paradigmeskifte ift. personlige data. Ganske vist har vi fået GDPR-lovgivningen, som har til formål at beskytte borgere og forbrugeres data mod misbrug. Men der er behov for en større bevægelse, som skal komme fra borgere og forbrugere, der begynder at reagere. Fra mennesker, der begynder at se og forstå, hvad det betyder – ikke kun for den enkelte borger, men for de værdier, de vestlige samfund er baseret på – at grundlæggende principper krænkes vilkårligt.
Der bliver nødt til at komme et pres på myndigheder, virksomheder og organisationer, så det til sidst er borgere og forbrugere, der dikterer, hvad de vil og ikke vil finde sig i. Der er et kæmpe pres fra kommuner, stat og både små, store og multinationale virksomheder i disse år. De vil have Deres data, de vil analysere Dem, og de vil sammenkøre tal, der afbilder, hvad der burde være privat.
Derfor bliver der nødt til at lyde et højlydt krav den anden vej. Et krav om, at vi får overblik over al den data, vi afgiver; over, hvordan den behandles, opbevares, videregives og potentielt er udsat for læk; over dens præcise indhold, og hvordan vi kan få den slettet permanent.
Og når dataopsamling ikke er en nødvendig del af en service eller en ydelse – som det er det ved teledata – må vi presse på for at få lov at betale med penge i stedet for vores privatliv. Kun med et brøl, der kommer nedefra, kan man bekæmpe overgrebene på privatlivet, der kommer ovenfra.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.