Den store fredsplan

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man ved dårligt om man skal le eller græde over Trumps seneste udenrigspolitiske udspil. En såkaldt storstilet fredsplan i Mellemøsten, udarbejdet af Trumps egen svigersøn ejendomsudvikler Jared Kushner. Flankeret af Netanyahu, den israelske regeringsleder, fremlagde Trump sin fredsplan. Ikke sært, at Netanyahu virkede begejstret. De hedeste drømme blev opfyldt.

Der har været mange fredsplaner for konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men i det mindste har begge parter været taget med på råd og været med i de svære forhandlinger. Sådan er det ikke denne gang. Man har valgt ensidigt at forhandle med Israel.

USA valgte kort tid efter at Trump blev præsident at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. En uhørt handling i forhold til at tage stilling til hvem Jerusalem fremadrettet skal tilhøre. Et afgørende stridspunkt mellem de to parter. Ambassadeflytningen blev i Israel opfattet som amerikansk støtte til at gøre Jerusalem til Israels hovedstad. Et synspunkt, som vi fra EU´s side da heller ikke er enige i. Og nu kommer selve forslaget i ”fredsplanen” så om at gøre Jerusalem til Israelernes hovedstad samtidig med, at man foreslår at Israel beholder hovedparten af de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Som kompensation vil man give palæstinenserne noget jord i Negev-ørkenen. Et gudsforladt sted. En tør ørken.

Vestbredden er palæstinensisk og de mange bosættelser er ulovlige ifølge FN. Ikke desto mindre er bosættelserne blevet udvidet og udvidet med støtte fra skiftende israelske regeringer. Særlig de frugtbare områder i Palæstina har haft bosætternes interesse og vandressourcerne er knappe. Palæstinenserne lider under manglen på vand og Israel diskriminerer i fordelingen af vandressourcer. De går først og fremmest til de jødiske bosættere.

Man skal have set Vestbredden for at forstå, hvad det er for et sted. For 30 år siden var bosættelserne små pletter på Vestbreddens kort. I dag er det omvendt. Bosættelserne fylder området og vejene er fortrinsvis forbeholdt bosætterne. Der er check points overalt med israelske soldater der kontrollerer borgerne. Mange palæstinensere arbejdede tidligere i Israel, men det er meget vanskeligt at krydse grænsen i dag og denne indkomstmulighed er derfor meget begrænset. Borgerne har kun meget vanskelig adgang til sundhed og hospitaler. Et uhørt stort antal kvinder føder hvert år ved check points, fordi de skal vente i mange timer på at komme igennem, så de kan komme på hospitalet eller til lægen.

I området findes to retssystemer. Bosætterne er undergivet civil lov med almindelige krav til bevisbyrde, hvis der begås noget kriminelt. Palæstinenserne er undergivet militær straffelov. Den giver på ingen måde den beskyttelse af borgerne, som man med rette kan forvente af et samfund, der kalder sig et demokrati. Man har opbygget et apartheid system. Der er ingen fælles regler eller lige regler.

Vestbredden er et fattigt og trøstesløst sted. Der er ingen fremtidsudsigter for hverken børn, unge eller gamle. Levestandarden er kun 1/10 del af hvad den er for den gennemsnitlige israelske borger. Arbejdsløsheden er tårnhøj. Med forslaget om at fratage palæstinenserne muligheden for at bo i en bæredygtig stat, kan udgangen meget vel være som at kaste benzin på endnu et bål i Mellemøsten. Der er sager nok. Først rykker amerikanerne ud af de kurdiske områder i Syrien for at overlade det hele til Erdogan. Man optrapper konflikterne med Iran og skaber usikkerhed om kursen i Syrien. Så skal der trækkes soldater hjem og så skal der sendes nye ud. Der er hverken hoved eller hale i den amerikanske politik. Og nu kommer man så, med et så ensidigt forslag til Israels fordel. Et forslag, der absolut ingen gang har på denne jord og i særdeleshed ikke i regionen. Netanyahu jubler ved udsigten til endnu en valgsejr. På trods af anklager om korruption ser han nu ud til igen at være vinder. Alt imens ligger fredsprocessen i graven. Udsigten til en tostats-løsning bliver mindre og mindre. Der kan kun være en to stats-løsning på sigt, hvis man ender med to bæredygtige stater. Og det er der intet der tyder på. Trumps plan har kun føjet endnu mere uro til en i forvejen ustabil situation.