Gudskelov er det ikke de kongelige, der bærer kongehuset

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Meghan og Harry. Helt almindelige navne på to ikke helt almindelige mennesker, der ønsker at leve helt almindelige liv. Så almindeligt det nu kan blive med blåt blod i årene.

Og som alle andre almindelige mennesker, der delagtiggør omverdenen i deres giftemål og skilsmisser, børnefødsler og dødsfald, karriere- og undertøjsskift og alt muligt andet på de sociale medier, meddelte hertuginde Meghan og hertug Harry, at de vil gå egne veje og leve i fred for de tabloide medier. De vil træde tilbage fra rollen som fremtrædende medlemmer af den royale familie, tilbringe mere tid i Nordamerika, være økonomisk uafhængige, halvt inde, halvt ude af kongehuset. Ja, sikke noget. Og dronningen er ikke vred. Det skulle efter sigende være meget værre.

Pressen ryddede forsiderne, og hoffet fik travlt med at afværge endnu en krise i det evigt skandaleramte vokskabinet af et kongehus, de har i England. Men helt ærligt, hvad Meghan og Harry foretager sig, er fuldkommen ligegyldigt. Harry er nummer seks i arvefølgen. Lad dem dog være i fred. Det er slet ikke et spørgsmål om kongehusets bevarelse.

For hvis institutionen kongehusets beståen afhang af, hvad de personer, der tilfældigvis i en tid befolker kongens eller dronningens hus, foretager sig – ja, så var det gået i opløsning for længst – og i øvrigt heller ikke bedre værd. Heller ikke i Danmark.

Problemet med kongehusskandaler i almindelighed er, at man lægger vægten på personerne i stedet for på det embede, de beklæder. Her er pressen overskurken, og der skal såmænd ikke meget til for at trække overskrifter i boulevardpressen: Der var kronprinsens 18 meters spritkørsel med Malou Aamund, prins Joachims skilsmisse og kronprinsen, der fræsede over en lukket Storebæltsbro. Og. Så. Videre.

For slet ikke at tale om den modbydelig hårde medfart prins Henrik fik gennem det meste af et menneskeliv, fordi han forenede sig dårligt med rollen som prinsgemal og andenviolin. Og den seneste tid har kronprinseparret været genstand for nådesløs kritik, fordi de kom for skade at uddele priser til venstreorienterede kunstnere, engagere sig i klimapolitik og LGBT-rettigheder.

Det er svært at gøre noget rigtigt som kongelig, umuligt ikke at gøre noget forkert og en kraftpræstation ikke at segne under byrden af de mange blikke, der hviler på dem. Men kongehuset er mere end det, kongefamilien kan og gør – det er ikke personerne, der bærer det hele. Vi er bare heldige, at vi for tiden har en vidunderlig dronning, at hendes far var en elsket konge, og at Frederik allerede har vundet folkets hjerter, når han løber gennem København.

Men der er mere i det end at have en god regent – vi afskaffer jo ikke kongehuset, fordi vi engang imellem får en uduelig én på tronen. Nej, for regentens embede er båret af pligten mod institutionen, båret af en tusind år gammel troværdighed i folket over for monarkiet, der repræsenterer vores lands historie, med de begivenheder, der skabte landet og folket. For i sig selv har de kongelige helt almindelige fejlbarlige, skrøbelige menneskeliv, og de har ingen særlig berettigelse i sig selv – uden historie, landet, folket og pligten over for embede af Guds nåde. Det er det ualmindelige. Og så er skandalerne faktisk ligegyldige.