Vi bliver så identitetsløse af at have solgt vores kulturelle sjæl til amerikansk muzak

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Cannes Jeg er kommet hjem til Cannes efter et par arbejdsomme måneder, mest i Danmark og på de britiske øer. Briterne har vinket farvel til det europæiske kontinent og er sejlet ud i verden igen for at udforske et politisk og økonomisk ”terra incognita”. Spændende at se, hvor ø-folket kaster anker. Jeg ønsker dem held og lykke. Jeg kan godt lide dem.

I Cannes hænger juledekorationerne her endnu, idet den franske sydkyst i januar er fyldt med især italienske turister fra de store norditalienske byer. Italienerne har meget lange ferier. Deres jul varer, om end ikke helt til påske, så i hvert fald mindst til hinsides helligtrekonger. Så italienerne fordriver ferien i januars sol i Sydfrankrig under gadernes julepynt, spiser frokost på strandrestauranterne og køber nyt tøj i butikkerne. Og efter helligtrekonger tager vinterudsalget fart, derfor bliver juledekorationerne lokkende på plads sammen med italienerne, der godt kan lide ”sconti”, nedslag i prisen.

Meget er foranderligt i Europa. Meget er foranderligt i en farlig verden. Men ikke sydeuropæernes stædige insisteren på La Dolce Vita, på at leve det søde, ubekymrede liv på trods af alt, og i trods. Den insisteren er uberørt af tidens tand og fornuftsbetingede hensyn til økonomien a la i Nordeuropa.

Et enkelt element i den langtrukne jul her i Cannes er irriterende. Det er de larmende julesange på amerikansk, midt i en sydfransk by, på alle højttaleranlæg på gaderne, i forretningerne. 100 pct. amerikansk som i Danmark. Som i alle europæiske lande. ”Driving Home for Christmas”, igen og igen. Nu må alle da snart være nået hjem. Hele bundtet. Og draget bort igen.

Men Danmark har verdens bedste julesalmer, også flere julesalmer end andre lande. Derfor er amerikaniseringen særligt smertefuld i fædrelandet, meget værre end her i Cannes. I Frankrig tager jeg det ikke personligt, kun som irritationsmoment. Det gør jeg i fædrelandet Danmark. Den ene danske julesalme er smukkere end den anden og med tilgængelige tekster. Og med enkle, sangbare melodier. Jeg elsker at synge salmer i Danmark. Det er godt for krop, hjerne og hjerte.

Jeg står op og synger, som i den anglikanske kirke, når jeg er til gudstjenester i Danmark. Det er bedst at stå op og synge kraftigt til. Hvis man sidder ned og synger, så er lungerne ikke med og dermed ikke den fysiske og psykiske gennemluftning.

Men i Danmark afspilles vores vidunderlige danske julesalmer ikke i forretningerne og i det offentlige rum. Der hører vi også non-stop de amerikanske slidte travere. Eller højst de traditionelle engelske Christmas Carols, i sig selv smukke og majestætiske, men produceret i en sexet, kælen amerikaniseret version. Det betyder, at flere og flere danskere ikke kender danske julesalmer.

Da jeg var barn, skrålede vi og alle andre julesalmerne i kirken. Ja, vi kendte numrene i salmebogen på vores yndlingssalmer og spottede numrene på tavlen i kirken, når vi kom ind. Vi glædede os til hvert vers. Vi kunne flere af dem udenad.

I dag synger mange danskere slet ikke med på julesalmerne i kirken juleaften, konstaterede jeg igen i år i Danmark. For de kender ikke julesalmerne. Ikke engang de mest populære. Børnene kender dem slet ikke.

Jeg står og skråler sammen med min familie, men mange er tavse og kigger ud i luften eller ned i salmebogen med bøjede hoveder og samlede agnostiske læber.

Min søn boede en årrække i USA. Jeg boede en overgang i Berlin. Han kom på besøg i julemåneden i Berlin. Han havde, som europæer i USA, set frem til de stemningsfulde tyske julemarkeder. Men henover boderne med glühwein, hjemmelavet marcipan og håndskårne træfigurer rungede ”I wish you a Merry Christmas”, ”Jingle Bells” osv. helt som hjemme i shoppingcentrene i USA. Og vi var ovenikøbet kun på julemarkeder i Østberlin, der på det tidspunkt var mere gammeldags og mindre amerikaniseret end Vestberlin.

Men ingen ”Glade Jul” på tysk sunget af ”Domspatzen”, kun amerikansk musikalsk grød. Ingen hørbare associationer til Johann Sebastian Bach og Juleoratoriet, til den særlige tyske lutheranisme hugget i granit med mægtige, gudsfrygtige akkorder på orgelet. Kun en ligegyldig og uendelig akustisk forurening. Min søn var rasende. Jeg beklagede på Europas vegne.

Det var den tidligere britiske premierminister Theresa May, der kritisk sagde, at en ”global borger” er en borger, der ingen steder hører hjemme, det er en ”citizen of nowhere”. Hun sagde det som advarsel imod det identitetstab, som globalisering kan medføre, og som nationalstaten kan være med til at bevare.

Det vægtløse, identitetsløse tomrum kan høres og føles hvert år i hele Europa ved juletid, før, under, efter, i form af amerikansk julemuzak i stedet for en årlig genoplivning af den nationale sangskat, som julesalmerne burde være. Vi synger ikke længere med på vores egne salmer. Eller måske er den kulturelle amerikanisering af juletonerne det eneste, der binder europæerne sammen nu om dage. Ikke budskabet i salmerne.

Briterne føler formodentlig ikke, at de mister alverden ved at sejle væk fra Europa i netop disse år.