Fortsæt til indhold
Kommentar

Er det nu blevet acceptabelt for en nation at dræbe en højtstående general fra et andet land?

Hvordan skal vi bevare optimismen i en verden med krig og kaos? Starten på 2020 levner ikke megen plads til håbet om det bedste for os alle.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvert nytår har vi alle sammen håb, ønsker og drømme for det nye år. Min fornemmelse er, at vi almindelige mennesker højst sandsynligt har nogenlunde samme drømme/ønsker for et nyt år. Selvfølgelig ud over vores individuelle ønsker og drømme har vi vel alle sammen et ønske om en bedre, fredeligere og retfærdigere verden? Denne gang har vi sikkert også håb og drømme for det nye årti.

Den gode stemning og håbet for det nye år og nye årti har ikke fået lov til at leve i fred i ret lang tid. Nyheden var allerede ude tidligt om morgenen den 3. januar 2020.

USA havde nemlig dræbt flere iranske militærpersoner, heriblandt revolutionsgardens general Qassem Soleimani og Abu Mahdi al-Muhandis, som var leder for den magtfulde irakiske shiamuslimske paramilitære gruppe, Hashd al-Shaabi. For at alle skal forstå alvoren i denne hændelse, så gentager jeg lige igen: USA har likvideret et andet suverænt lands højtrangerende general og flere militærpersoner, og disse likvideringer er ovenikøbet foregået i et tredje suverænt land, nemlig i Irak.

Uanset hvad man mener om Iran, Irak, USA eller de likviderede personer, så er dette en alvorlig krise. Den frie verdens leder har endnu en gang været på spil og ageret som verdens politibetjent. Som i alle andre konflikter/kriser så støtter nogle likvideringerne, blandt andre Israel, ISIL/IS og Saudi-Arabien, imens andre mener, at hændelsen vil eskalere den allerede igangværende krise, og handlingen derfor var idiotisk, men uanset hvor man står i krisen, så er det en dødbringende situation.

USA’s likvidering af generalen og flere militærpersoner har åbnet op for en alvorlig situation. At dræbe et andet suverænt lands højtrangerende general, og ovenikøbet at dette sker i et tredje suverænt land, kan meget vel være med til at skabe en ny og meget farlig fremgangsmåde, hvor ingen kan vide sig sikker på, hvem eller hvor højtstående regerings- og militærpersoner bliver likvideret.

Det er ikke for at sammenligne, men mere for at sætte fokus på, hvor hurtigt tingene kan eskalere, og hvor modbydeligt tingene kan blive, hvis der ingen konsekvenser vil være, og international lovgivning bliver tilsidesat.

Vi har nemlig tidligere været vidne til, at den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi i 2018 blev dræbt i det saudiarabiske konsulat i Istanbul. Selv om hele verden vidste, at den saudiske kronprins, Mohammed bin Salman, beordrede likvideringen af journalisten, så har det ikke haft nogen konsekvenser for ham. Hvem kan garantere, at lignende episoder ikke vil ske i fremtiden?

Nu ser vi så en højtrangerende iransk general sammen med flere militærpersoner blive likvideret i Irak. Hvis der ingen konsekvenser skal være for denne kriminelle handling, så baner det kun vejen for, at lignende likvideringer kan ske overalt i verden. I en verden, hvor værdier og normer i forvejen udviskes, og mange ting er gået hen og blevet ligegyldigt, så burde vi som det mindste forvente, at de folkevalgte og staterne lever op til nogle krav og er anstændige.

F.eks. burde en anstændig og et suverænt lands udenrigsminister gå ud og fordømme likvideringen af den iranske general. Hvad gør Danmarks udenrigsminister? Han skriver blandt andet, at »angrebene på den amerikanske ambassade før nytår var uacceptable, og jeg har tidligere gjort opmærksom på Irans negative adfærd i regionen«. Ja, netop, han vælger i stedet at fordømme Irans adfærd.

Var det ellers ikke Jeppe Kofod, der ved ministeroverdragelsen i 2019 sagde: »Jeg tænkte på Robert Kennedy, som sagde, at mange kigger på verden og tænker: Hvorfor? Men man kan også se på verden og sige: Hvordan kan vi skabe en forandring?

Det er afgørende for mig og den måde, jeg arbejder på. Vi er et land, der har mange idéer. Vi kan forandre verden, og det skal vi fortsætte med at gøre.«

Hvad blev der af forandringen? Jeppe Kofod kunne starte forandringen ved at afvise Danmarks rolle som amerikanernes nikkedukke. Det ville være en forandring og starten på et bedre årti. Desværre skal vi lede længe for at finde folkevalgte, der er til at regne med, og som virkelig gør en forskel. De danske politikere har i hvert fald deres forkærlighed for USA og Israel tilfælles med de sunnimuslimske konger, kronprinser og islamister.

Iran har truet med gengældelse, og jeg er overbevist om, at den nok skal komme. Iran har nemlig ikke andre muligheder, hvis landet vil bevare sin position som en regional magtfaktor, så skal Iran også vise muskler. Iran støtter Hizbollah i Libanon, er det eneste muslimske land, der støtter Assad i Syrien, Houthierne i Yemen og mange andre grupper i Mellemøsten. Hvis Iran ikke vil miste sin indflydelse i de igangværende krige/konflikter, så skal Iran ramme USA, så det kan mærkes.

Vi kunne fortsætte med at snakke om detaljerne i denne konflikt og blandt andet snakke om, om denne tragiske hændelse har noget at gøre med, at Donald Trump skal stilles for en rigsret i USA og naturligvis derfor er en presset mand. Kunne det tænkes, at han med likvideringerne prøver at blinke til de magtfulde jødiske lobbyer i USA, som muligvis er de eneste, der kan redde en presset Trump? Er USA ikke gået ind i et valgår, hvor det kunne tænkes, at denne hændelse kunne bruges af Trump? Vi kunne også snakke om, hvorfor USA har likvideret Abu Mahdi al-Muhandis, som har kæmpet imod ISIL/IS i Irak, og Qassem Soleimani, som har kæmpet imod ISIL/IS i Syrien, og som er en af grundene til, at Assad fortsat sidder ved magten, og ISIL/IS er slået? Og hvorfor kommer likvideringerne på nuværende tidspunkt, hvor ISIL/IS ikke længere bliver diskuteret og har tabt krigen?

Der er mange aspekter i denne hændelse, som kunne diskuteres, men hvis vi lige vender tilbage til, hvad jeg indledte dette indlæg med, så er det os helt almindelige mennesker, som vil blive ramt af denne konflikt og mulige storkrig – den skal højst sandsynligt nok komme. Vores allesammens ønske og håb for det nye år og nye årti om en bedre, fredeligere og retfærdigere verden har desværre fået en dårlig begyndelse. Det er ikke nemt at bevare håbet og troen på det bedste, når fred og retfærdighed oftest har det med at tabe på denne planet.