30 år efter hjemsøges Rumænien fortsat af Ceaușescus genfærd

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Juledag er det 30 år siden, at den rumænske diktator Nicolae Ceaușescu og hans hustru Elena blev henrettet. Kort tid efter blev verden rystet af billederne fra de rumænske børnehjem, hvor lidelserne var af bibelske dimensioner.

Selv om jeg ikke var særlig gammel, så står de uhyggelige tv-billeder fra juledagene i 1989 fortsat tydeligt i mine erindringer. Meget af mit gamle tøj og legesager endte i øvrigt i Rumænien, da foretagsomme mennesker omkring det lokale missionshus arrangerede en indsamling til de rumænske børnehjem.

Ceaușescu havde ellers regnet med, at han sad sikkert på magten godt hjulpet af det brutale efterretningsvæsen med Tintin-navnet ”Securitate”. Der var imidlertid ikke meget tegneserie over den hemmelige tjeneste, som holdt Rumænien i et jerngreb. Securitate havde spredt rygtet, at 25 pct. af befolkningen var meddelere for tjenesten, virkeligheden var dog, at en halv million mennesker var tilknyttet efterretningsvæsnet. Trods alt også en del.

”Geniet fra Karpaterne” følte sig så sikker, at han få uger før sit endeligt var på statsbesøg i Iran. Han anede ganske enkelt ikke, hvor meget befolkningen hadede ham. Befolkningen var udsultet på grund af Ceaușescus tvangstanke om at gøre landet gældfrit. Samtidig havde enorme og meningsløse byggeprojekter drænet statskassen. Efter et jordskælv i 1977 påbegyndte Ceaușescu nedrivningen af store dele af Bukarest. Paradoksalt nok var det store dele af den uskadte del af byen, der blev revet ned for at give plads til Folkets Palads – verdens næststørste bygning. Inspirationen til dette enorme bygningsværk og den tilhørende Boulevarden til Socialismens Sejr havde diktatorparret fået i Nordkorea i 1971. Besøget hos Kim Il-sung blev et vendepunkt for Rumænien, da det overbeviste Ceaușescu om, hvorledes man ved hjælp af undertrykkelse, nationalisme og personkult kunne sætte sig fuldstændigt på magten. Herefter blev den socialistiske ideologi faktisk underordnet for Ceaușescu. Projektet blev alene at styrke grebet om magten.

Ceaușescu var en galning, men som disse ofte er flest en udspekuleret en af slagsen. Han forstod at føre en liberal politik over for udlandet og samtidig have et jerngreb på hjemmefronten. Han brød med Warszawa-pagten og fordømte invasionen af Tjekkoslovakiet. Det gjorde ham sammen med Jugoslaviens Tito til østblokkens mest feterede ledere, og det kastede både et besøg fra Nixon af sig og en dansk elefantorden.

Denne åbenhed over for Vesten mærkede almindelige mennesker ikke meget til. Værst gik det ud over befolkningen på landet, som fik revet deres landsbyer ned og i stedet måtte flytte i boligblokke. Sådan skulle det nye socialistiske menneske bo – også selv om der ikke var råd til at varme boligerne op.

Vanviddet og ondskaben var i en liga for sig i Rumænien. Derfor blev opgøret med regimet også mere brutalt end i resten af Østeuropa. Utopien om det socialistiske paradis var endt som helvede på jord for langt de fleste rumænere.

De seneste 30 år har det vist vanskeligt for Rumænien at vriste sig fri af arven fra diktaturet. En vigtig forklaring er, at nomenklaturen omkring Ceaușescu i høj grad bevarede magten. Retsopgøret stoppede i det store og hele efter den skueproces der dødsdømte Ceaușescu-parret. De tidligere kommunister kunne for en stor dels vedkommende beholde deres privilegier og med røverkapitalismens indmarch gøre sig endnu rigere.

På trods af den dystre arv, så var det en rigtig beslutning at tage Rumænien med i EU. Medlemskabet af EU er med til at holde dæmonerne fra den nære fortid nede. Rumænien har et enormt potentiale og udviklingen er sine steder også gået hurtigt efter optagelsen i EU. Men den politiske kultur er fortsat hjemsøgt af Ceaușescus spøgelse. Derfor gør EU klogt i at holde ekstra øje med, om fællesskabets spilleregler bliver overholdt i Rumænien.