Indrejsekontrollen i EU sejler
Schengens grænsekontrol fungerer ikke, og folk kan let komme ind på falske visa. Alligevel bliver vi ved med at betro EU opgaven.
Unge socialdemokrater, Venstre-folk og radikale festede på Aventoft Kro få kilometer inde i Tyskland fra den danske grænse i Sønderjylland. Det var i sandhed et festens øjeblik for de eurofile partier i Danmark. Fra midnat 25. marts 2001 skulle det være slut med grænsekontrollen mellem landene i Schengensamarbejdet, og endnu et skridt blev taget i EU-tilhængernes våde drøm: en stadig tættere union med stadig snævrere integration.
Som erstatning for den indre grænsekontrol mellem landene skulle der i stedet være massiv kontrol af EU’s ydre grænser, lød det fra datidens ansvarlige politikere som f.eks. Frank Jensen (S), Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh Rasmussen (V). Tanken var, som stadig er tilfældet, at hele Schengen-området ses som et samlet område, hvorefter Danmarks ydre grænser bliver beskyttet af Grækenland, Italien, Spanien osv.
Men knap 15 år senere viste garantierne sig at være det rene løgn og humbug. Migrantkrisen raserede over hele Europa i 2015, og de ydre grænser var hullede som en si. Reelt var der siden 2001 blevet advaret problemerne med de ydre grænser, men det blev altid negligeret og latterliggjort af EU-tilhængerne. Nu er der ikke nogen, der griner længere. Den ydre grænse er pivåben, mens EU-Kommissionen foreslår at gøre noget ved det i 2024 (!).
En anden del af Schengensamarbejdet betyder, at landene har fælles visumpolitik. Det betyder, at visumreglerne administreres efter det samme regelsæt, og et visum til Schengen-området giver indehaveren ret til at opholde sig i hvilket som helst af de 26 Schengen-lande i op til 90 dage. Også her blev vi lovet, at kontrollen af indrejsende ville være god og effektiv. Men som en artikel i Jyllands-Posten afslørede 12. november, er indrejsekontrollen på visumområdet ufattelig mangelfuld. En ny undersøgelse fra Den Europæiske Revisionsret viser f.eks., at hver anden grænsevagt fra alle medlemslande har lukket personer ind i Schengen-området med et visum uden at tjekke dem i databaserne. Dermed aner man ikke, om man reelt har lukket eftersøgte terrorister, mordere eller allerede udviste personer ind i Schengen-landene.
Der er desuden 4 mio. mennesker, der har fået udstedt et visum, som man ikke aner, hvor er blevet af. I perioden 2015-2017 udstedte Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien og Spanien i alt 18 mio. visa. Men kun 14 mio. af de 18 mio. mennesker er efterfølgende blevet kontrolleret i Schengen-systemerne. Det betyder, at der potentielt kan rende i millionvis af mennesker rundt i landene, som ikke har lov til at være her, og som kan udgøre en kæmpe sikkerhedsrisiko i forhold til terror eller anden organiseret kriminalitet. For slet ikke at tale om slavelignende forhold på det europæiske arbejdsmarked, som vi har desværre har set talrige eksempler på med personer fra ikke-Schengen-lande.
Det er ganske enkelt bizart og en kæmpe skandale, at Schengensamarbejdet, som ellers bliver lovprist af EU-tilhængerne, igen viser sig som en trussel mod sikkerheden i Europa. Hvornår vågner politikere fra bl.a. Socialdemokratiet og Venstre op og fortæller danskerne sandheden om EU’s evne til at beskytte borgerne?
Sandheden er, at det aldrig kommer til at ske. Det er i virkeligheden nok den største skandale.