Vi behøver ikke en ny 14-0, men tre profiler skal »afrustes«
Mandagens direkte duel om en EM-billet mod Irland tager al fokus, men fredagsmødet med Gibraltar er en afgørende opvarmning.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I 1979 berigede Neil Young sommeren ved at udgive ”Rust Never Sleeps”.
På sine steder et magisk album, som jeg kom til at tænke på i optakten til de danske fodboldherrers fredagsmøde med Gibraltar. I sig selv forholdsvis uinteressante 90 minutter, da al opmærksomhed og nervøsitet er rettet mod mandagens kamp mod Irland. Dér skal det endelige slag om billetten til EM 2020 stå, og derfor behøver landsholdet endda ikke at besejre Gibraltar.
Eriksen, Kjær og Delaney skal behandle kampen som en gave og som en kærkommen mulighed for at få banket rusten af.
Mod miniputterne vil Hareides udvalgte nu nok ende nærmere en kopi af fodboldkvindernes tirsdagsafklapsning på 14-0 over Georgien end en uafgjort, men ét point er faktisk nok til at sikre finalen på den grønne ø i næste uge.
Netop i det lys er Gibraltar-kampen alligevel meget vigtig for landsholdet, selv om den reelt set er en gratis omgang med det manglende krav om sejr. Kun én af de seneste 10 kvalifikationsturneringer til slutrunder har Danmark overstået uden at dumme sig mod outsidere. Eksempelvis har skuffelsen på 0-0 ude mod Georgien denne gang forhindret holdet i at kunne indløse adgangspas til EM 2020 med tre point mod Gibraltar.
Og netop i det lys sprang en aldrende canadisk rockmusiker frem på min nethinde.
”Rust sover aldrig” lyder den direkte oversættelse af titlen på Neil Young-pladen, som Åge Hareide burde tvinge Christian Eriksen, Simon Kjær og Thomas Delaney til at lytte til. De tre er stadig ubestridte profiler på det danske landshold og klare førstevalg ikke blot på deres respektive positioner, men rust sover aldrig, og trioen er igen-igen kommet til Danmark efter en periode med både fysisk og mental tæring af den allerkedeligste slags.
Allerede i forbindelse med den seneste samling i forbindelse med landskampene mod Schweiz og Luxembourg blev deres position hjemme i klubberne endevendt. Hverken Tottenham, Atalanta eller Dortmund så trænerne det store behov for at lade Eriksen, Kjær og Delaney spille hver gang, men dengang – i begyndelsen af oktober – blev trængslerne forsøgt forklaret med, at sæsonen jo lige skulle i gang.
En måned senere er situationen dog uheldigvis ikke blevet bedre, snarere tværtimod.
I England er nytilkomne Lo Celso blevet foretrukket frem for Christian Eriksen, der har været meget svingende og tilmed har kontraktudløb til sommer; i Italien har Simon Kjær udelukkende fået lov at kigge på i de seneste tre kampe; og i Tyskland stikker Thomas Delaney beklageligvis den statistik med fire kampe på bænken.
Sidstnævnte har som den eneste luftet en simrende irritation, men alle tre skal glemme alt om indestængte frustrationer og tage Gibraltar alvorligt.
Ganske vist vil modstandernes modstandskraft ikke være overvældende, og ganske vist vil oplevelsen til tider være som under en træningssession med afleveringer rundt om stillestående kegler, men Eriksen, Kjær og Delaney skal behandle kampen som en gave og som en kærkommen mulighed for at få banket rusten af i stedet for at gå ned i tempo, når den resultatmæssige spænding formentlig hurtigt er forsvundet.
Og forresten.
I første nummer på ”Rust Never Sleeps” synger Neil Young, at det er bedre at brænde ud end at fade ud – og både af hensynet til selvbilledet og populariteten gør landsholdet klogt i at tænde den indre ild.