Flemming Rose er en forunderlig mand, der har bevæget sig fra hån og spot til samtale og dialogkaffe

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er ingen kunst at provokere. Det kan man gøre med et pennestrøg. Til gengæld kan det tage år og dag at etablere en respektfuld samtale. Både provokation og samtale er en del af et levende demokrati. Og ord og pen kan være stærkere magtmidler end lovgivning, vold og tvang.

Magt handler om forholdet mellem mennesker, og der udøves magt overalt, hvor vi færdes. Det er ikke kun politikere, der udøver magt. I familier, på arbejdspladser, i medierne, organisationer og såmænd på børnenes legepladser er der nogle, der udøver magt. Handler, så det får konsekvenser for andre. Magten i sig selv er hverken god eller dårlig. Den kan bruges destruktivt og undertrykkende – eller konstruktivt og opbyggeligt. Og vi har hver især et ansvar for, hvordan vi bruger magten og påvirker andre menneskers liv.

Jeg kender ikke Flemming Rose personligt, men hans virke gennem årene viser noget om magtens spændvidde. Da Flemming Rose i 2005 opfordrede landets bladtegnere til at tegne profeten Muhammed, som de så ham, og efterfølgende fik dem trykt i Jyllands-Posten med den kommentar, at alle i et demokrati må kunne tåle hån, spot og latterliggørelse, satte han gang i en krise, hvis omfang ingen havde forudset. Lavinen af begivenheder satte varige aftryk. I verden, for tusindvis af mennesker, i Roses eget liv. Og i forståelsen af, hvad liberale frihedsværdier egentlig betyder, når de skal omsættes til levet liv.

Det interessante er, at samme Flemming Rose, nu her i 2019, sammen med den tidligere politiker Özlem Cekic og fhv. generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm står bag etableringen af Center for Dialogkaffe, hvis udtrykkelige formål er at skabe bedre samtale og hindre ekstremisme med dialogkaffe.

Intet er lettere end at trække på smilebåndet af, at Flemming Rose har bevæget sig fra provokation, der i den grad udløste ekstreme følelser og handlinger, til at invitere til kaffesamtaler for at modvirke ekstremisme. Jeg kipper i stedet med flaget.

Karikaturtegninger og kaffedrikning er magtudøvelse gennem streg og ord og dermed forsøg på at påvirke verdens udvikling. Jeg er ret overbevist om, at Rose har haft gode intentioner, både dengang og nu. Men virkemidlerne, effekten og tidshorisonten er mildt sagt forskellig. Verden er anderledes i dag. Flemming Rose er blevet en ældre mand, han har levet under politibeskyttelse, og i årevis har han rejst verden rundt. Han har sanset, oplevet, erfaret, diskuteret. Måske er han blevet mildere, måske er han blevet klogere, måske er han blevet svagere i koderne.

Uanset hvad der er sket i Roses liv og i verden, nærer jeg den dybeste beundring for mennesker, der har modet til at bryde nye veje.

Som kristen har jeg aldrig forstået behovet for at håne og spotte andres tro. Til gengæld bakker jeg fuldstændig op om behovet for at straffe ulovlige handlinger begået med henvisning til gamle trossætninger.

Liberale grundværdier angribes overalt i verden i disse år. Ikke kun af terrorister og ekstremister. Også af pæne demokrater, debattører og folkevalgte politikere, der i den bedste mening udfordrer frihedsrettighederne ved at kræve begrænsninger, kollektiv indgriben og symbolpolitiske tiltag. Det er et skråplan. Flemming Rose protesterer konsekvent mod kollektivisering og lovgivning, der begrænser menneskers frihed og dermed driver vore liberale demokratier i en forkert retning. Det bør vi alle gøre. Med den tålmodighed og principfasthed, det kræver. I det store og i det små.