Ja – Danmark er et land med fattigdom og armod

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg var tirsdag ude og besøge en enlig mor på kontanthjælp sammen med TV2 Nyhederne i forlængelse af regeringen og de røde partiets beslutning om, at vi nu skulle give endnu flere penge til familier på kontanthjælp.

Selvom hendes indkomst efter skat var på 15.000 om måneden + 3.000 kr hendes forældre overførte hver måned, så var der hverken råd til nye gummistøvler eller flyverdragt til sønnike.

Lotte, som jeg besøgte, var åben og ærlig om sin situation og havde inden besøget sendt kontoudtog til mig, så hun kunne bevise sin fattigdom.

Hun brugte en del penge på online casino-spil. Men det var på grund af reklamerne i TV og ikke noget hun kunne stoppe med.

Hun havde en høj husleje og en fireværelseslejlighed - men det var kommunens skyld - det var dem, der havde anvist hende den. Og det var så godt som umuligt at finde en billigere lejlighed i nærheden i Tølløse.

Hun havde ondt i ryggen og kunne derfor hverken arbejde eller tage uddannelse - kun en førtidspension var den farbare vej frem.

Kort sagt fralagde hun sig fuldstændig sit ansvar og gjorde sig til et offer for alskens omstændigheder.

Det ville selvfølgelig være det nemmeste i verden som borgerlig at pege fingre af hende og bede hende tage sig sammen.

Men overfor mig sad et menneske og en mor, 32 år, som havde mistet alt håb for og tro på livet og muligheden for at forbedre sin situation. Og som var dybt ulykkelig over det.

Og det påvirkede mig. Og det var tydeligt, at her var tale om fattigdom – åndelig fattigdom og armod.

Det kan et par tusinde kroner til eller fra i kontanthjælpen ikke ændre på. Det løser ingenting.

Det tragiske er, at der findes tusindvis af lignende skæbner derude – både på kontanthjælp og førtidspension. De popper jo op med jævne mellemrum i medierne med enslydende historier.

Mennesker som ikke har fået genskabt troen på, at de kan løfte ansvar for eget liv uagtet hvor mange milliarder kroner vi har brugt på jobcentre, ressourceforløb, socialpolitiske projekter og ikke mindst milliarder på høje sociale ydelser.

Vi bliver nødt til at spørge os selv; hvad er det, vi har gjort forkert som samfund? Hvordan er vi havnet her?

Vi har fået udryddet økonomisk fattigdom – men haft en stigning i åndelig armod. Det er i sandhed en tragedie.

Hvordan kan det være at et land som Danmark i takt med, at vi er blevet rigere og har udviklet vores velfærdsstat, har oplevet en stigning i antallet af personer, som ikke kan klare sig selv og som mister håbet om at kunne gøre det fremover?

Jeg tror grundlæggende, at det er usundt for vores moral, ansvarsfølelse og selvstændighed, at vi har fået så stor og omfattende et socialsystem. At en vej til overlevelse kan blive offergørelsen af sig selv – og at en for stor del af danskerne vokser op med troen på, at det er helt almindeligt at leve et helt liv på sociale ydelser – så længe man holder fast i, at det er samfundets skyld og at man intet selv kan.

Til sidst ender man med at tro på det jo.

Måske har man set sine forældre leve deres liv på samme måde.

Men samtidig har selve vores socialsystem også fejlet i at kunne hjælpe folk. Netop fordi det er *systemer* - og det sidste mennesker på kanten af samfundet har brug for, er at blive mødt af paragraffer, papirer og mennesker, der opfører sig som robotter.

De har derimod brug for voksne mennesker, der møder dem med respekt og ligeværd og en menneskelig tro på, at de kan (og skal) tage livet på sig med alt dets medgang og modgang og forsøge at skabe en bedre og mere meningsfuld tilværelse.

Og den slags mennesker og rollemodeller møder du ikke i det socialdemokratiske velfærdsstat – der får du systemer, kassetænkning, regler og paragraffer.

Jeg ved ikke, hvordan den ideelle socialpolitik skal skrues sammen.

Men det er saftsuseme tydeligt, at den socialdemokratiske velfærdsstat med skyhøje sociale ydelser ikke er løsningen. Det har jo kun ført til mere social armod og åndelig fattigdom.

Og det er tydeligt, at det næppe heller er kommunen eller socialsystemet, som kan hjælpe folk videre – uanset hvad vi har af gode intentioner og velfærdsmilliarder i ryggen. Den strategi har vi ligesom forsøgt med blandingen af pisk, gulerod og kommunale kurser.

Det er snarere civilsamfundet, familie og venner, som kan hjælpe. Fordi det sker med næstekærlighed og ligeværd og med fokus på det enkeltes menneskes udfordringer.

Men hele forudsætningen er, at vi indretter en velfærdsstat efter, at det har værdi og er en dyd at klare sig selv, tage ansvar og ikke gøre sig et offer for alskens omstændigheder. I dag har vi jo ydelser til alle – ikke kun de syge og de arbejdsløse. Og der er gået sport i at kræve flere penge og ydelser, så snart livet ikke er en dans på roser.

Og så skal beskæftigelses- og socialpolitikken nytænkes og udføres af mennesker og ikke offentlige systemer.

Kort sagt skal vi bevæge os væk fra at have en velfærdsstat med stærke regler og stærke kommuner til at have et velfærdssamfund med stærke borgere og et stærkt civilsamfund.