Altid regnet for en fedtspiller - nu sætter Wozniacki heldigvis alt på ét bræt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

New York

Jeg vil ikke nævne navne.

De indblandede personer læser højst sandsynlig alligevel ikke Jyllands-Posten, og deres identiteter er uvedkommende for pointen med at genfortælle historien.

For år tilbage var jeg i det sydvestlige London for at dække Wimbledon, og to dage inden turneringsstart ventede jeg på et af de sædvanlige efter-træning-interviews med Caroline Wozniacki, da en af hendes konkurrenter nærmede sig i selskab med de øvrige medlemmer af sin lejr.

Vedkommende var blandt favoritterne i den kommende turnering, men jeg nåede slet ikke at fuldende den høflige forespørgsel om et par ord, inden hendes træner brysk smækkede en underarm i brystet på mig og følgende skidtspand i ansigtet på mig:

»Skal jeg få dig smidt ud af anlægget? Hvad bilder du dig ind? Ingen har lov at snakke med hende.«

Episoden dukkede frem i hukommelsen lørdag, da Piotr Wozniacki højst uventet brød med et af sine ellers ufravigelige principper. Modsat størstedelen af spillere og trænere på både kvindernes og herrernes professionelle tour har han og Caroline Wozniacki altid gjort en dyd ud af at være tilgængelige både efter træning og kamp – undtagen efter nederlag, hvor Piotr Wozniacki altid er hastet væk for at få fred og ro til at komme sig.

Derfor var lørdagen så bemærkelsesværdig, da han helt uden varsel gerne ville analysere datterens nederlag i tredje runde af US Open og tilmed fremstod ganske fattet, men hvorfor denne pludselige ændring?

Var det en mand, der i lyset af Caroline Wozniackis vedvarende problemer med leddegigt og skader længe havde vidst, at dette var deres sidste grand slam – og derfor var helt afklaret med situationen?

Den tanke kunne man ikke undgå at få, men ukoordineret eller ej blev selvsamme teori kort efter skudt ned af Caroline Wozniacki på det obligatoriske pressemøde, hvor hun efter lang tids vægren ved at berøre emnet pludselig erklærede sig indstillet på også at spille i 2020.

Piotr Wozniackis kursskifte skete derfor i visheden om, at duoen også får en 16. sæson på den professionelle tour og dermed flere chancer for at vinde flere grand slams – og netop dét er selve forklaringen på karriereforlængelsen.

Australian Open 2018 var ganske vist en forløsning, men hendes første grand slam har blot skærpet appetitten i stedet for at sløve den, hvilket kan aflæses blandt andet i denne udtalelse under US Open.

»Min motivation i dag er faktisk primært den samme som altid. Det handler stadig om at vinde og stå med trofæer i hånden, jeg elsker adrenalinen, når jeg spiller. Det har ikke ændret sig, og der er altid mål at jagte.«

Modsat mange udenforståendes forventning har ægteskab, helbredsproblemer, 30 titler og en indtægt på 230 mio. kr. alene i præmiepenge altså ikke vist sig som tilstrækkeligt vægtige grunde for hende til at sige farvel og tak – fordi hun stadig føler sig konkurrencedygtig, når hun tager et kig på rivalerne, for mange af dem lider også chokerende nederlag, får formdyk og mentale blokeringer.

Beslutningen om at udskyde pensionen er modig, men også meget risikabel.

Som bevist mod 19-årige Bianca Andreescu lørdag er Caroline Wozniacki mere end nogensinde afhængig af selv at være 100 pct. på toppen for overhovedet at have en chance mod de stadigt mere komplette teenagere, og vil leddegigten overhovedet tillade hende at nå tilbage til det krævede niveau?

Den tidligere verdensetter risikerer i modsat fald at blive udstillet som et levn fra fortiden, skade sit eftermæle og dermed håndfodre de kritikere, som altid har nedgjort hendes defensive spillestil og kaldt højdepunkterne for letkøbte og heldige.

En helt igennem urimelig nedgørelse af en af dansk idræts største navne gennem tiden, og hun er heldigvis selv ligeglad. Uanset det videre forløb kan ingen tage bedrifterne i det seneste halvandet årti fra hende, og jeg forstår udmærket fristelsen til at fortsætte.

Siden sine allerførste sving med en ketsjer har hun jo været afhængig af evnen til at bryde grænser med fare for at skuffe sig selv og holdet omkring hende, til at ignorere udenforståendes mere eller mindre begavede holdning til Wozniacki-duoen og til at betragte modgang som inspiration og ikke en stopklods.

Af samme grund blev et opløftende US Open 2016 affyringsrampe for et løft fra en daværende placering som nummer 74 i verden til grand slam-sejren i Australian Open 2018 og en samtidig generobring af førstepladsen på verdensranglisten.

Derfor glæder mig til at følge endnu et genrejsningsprojekt og finder det befriende, at hun ikke lader sig begrænse og modsat

Ét vellykket comeback til den absolutte verdenstop er imidlertid ikke en garanteret udgang.

Jeg ser hende tværtimod ikke vinde flere af de fire store, så Piotr Wozniacki kan snart igen få brug for at gemme sig efter et grand slam-nederlag.