Fortsæt til indhold
Kommentar

Ryttere ved Wolt, organiser jer!

Nye digitale platforme åbner en vifte af muligheder, og fremtidens arbejdsmarked kan blive sindssygt spændende. Men for at det skal blive så spændende som muligt for os, der udfører arbejdet, er det vitalt, at vi tager det organiserede arbejdsmarked med ind på det nye digitale arbejdsmarked.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Både Fagbladet 3F og Berlingske har i den senere tid haft fokus på madudbringningstjenesten Wolt. Jeg tror, rigtig mange af os har benyttet den. Og den er da også smart, hvor end du er, kan du hive telefonen op, gå ind på appen, vælge og betale for noget mad. Mens maden bliver bragt til dig, kan du pænt følge med på et kort på telefonen og se, hvor rytteren, der bringer din mad, befinder sig, og hvor lang tid du så behøver at være sulten endnu. Det er da smart!

”Partnere” eller ansatte?

Men der er også noget andet, der er rigtig smart. Maden skal jo bringes ud, men du kan faktisk ikke blive ansat til den slags hos Wolt. Nix, de benytter sig nemlig kun af ”partnere”, der så leverer den ydelse at bringe mad ud. De kører godt nok rundt med store blå kasser på ryggen, hvor der står Wolt. Mange af dem har blåt tøj på med Wolts logo. Men de har ikke noget direkte med Wolt at gøre. De er som sådan ikke Wolts ansvar. De er nemlig selvstændige, og dem skulle der, ifølge Berlingske, være omkring 1000 af bare i Danmark.

Det er sådan i Danmark, at du kan tjene omkring 50.000 kr. om året som selvstændig, uden at du behøver at oprette en virksomhed. Så det gør Wolts ”partnere” – altså dem, vi ser cykle rundt på gader og stræder med Wolt-tøjet på. Og dem, der tjener mere end 50.000 kr., de opretter et CVR-nummer, og vupti, så er de en virksomhed, og de kan så fortsætte med at køre for Wolt.

135 kr. i timen – eller hvad?

Ifølge Fagbladet 3F så tjener de her partnere omkring 135 kroner i timen. Det er vel meget fint, tænker mange.

Bevares, men det er altså med alt. Af den løn skal der ikke kun betales husleje og regninger. Det er af samme timeløn, der skal lægges til side til pension, spares op til ferie, betales forsikring, mens man er på arbejde, og lægges til side til sygdom. Man lønnes pr. levering, så er der tid mellem leveringerne, skal de 135 kroner på den effektive arbejdstid også dække det. Det transportmiddel, der er forudsætningen for at kunne være partner, skal både erhverves og vedligeholdes for de 135 kroner, og der er heller ikke noget taxameter, der tikker, når der skal laves papirarbejde i forbindelse med skatteindbetaling. Så gør man op, hvad der egentlig er af udgifter, og tid man bruger udover, så begynder de der 135 kroner i timen at falme lidt.

Arbejdere på cykel, forén jer!

Men venner. I gør et formidabelt stykke arbejde. Man er løgner, hvis man påstår, det ikke er fedt at få leveret maden lige til døren, og i er der spot on hver gang. Ryttere ved Wolt, organiser jer! Tal sammen, meld jer ind fagforeningen og få en aftale på plads, der gør, at I kan fortsætte det gode arbejde under forhold, der modsvarer jeres indsats. I elsker friheden, og I elsker fleksibiliteten, og det er super fedt. Men jeres frihed og fleksibilitet er også det, der gør jeres arbejdskraft eftertragtet, så I fortjener også sikkerhed. I skal højst sandsynligt arbejde det meste af jeres liv, og hver time i arbejder, skal være givet ordentligt ud, også selv om det kun er et midlertidigt job.

Meld jer ind! Organiser jer! I gør det rigtig godt.

Artiklens emner
Wolt