Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kære Mette Frederiksen: Tillykke med embedet – her er opskriften på, hvordan du bliver den største statsminister siden 1849

Omfattende hjemsendelser på grundlovens og retsstatens grund kommer alligevel til at ske før eller senere.

Jeg tilhører ikke den del af de nationalkonservative, der tvivler på, at du, Mette Frederiksen, har forstået, at den ikkevestlige indvandring vil ødelægge Danmark, ja, allerede har forvoldt stor skade, ikke uoprettelig, men stor.

Jeg ved ikke, hvor national du er i dette ords virkelige betydning, hvor dybt du elsker dette land og dets folk, som har virket på et begrænset landområde siden 300-400-tallet (det mest kvalificerede gæt), selv om de skriftlige kilder først nævner danerne som stamme omkring år 550.

Det spørgsmål må blive en sag mellem dig og din samvittighed. Jeg kender medlemmer af dit parti, der er dybt nationale mennesker. Selvfølgelig kan man være national som socialdemokrat. Det er en viljesakt, men selvfølgelig især en følelse.

Uanset hvor national du er, ved du, at dit velfærdssamfund vil bryde sammen, hvis den ikkevestlige indvandring får lov at fortsætte. I 2016, det sidst opgjorte år, kostede denne ulykke 35 mia. kr. Det tal kan midlertidigt godt falde med et par milliarder under en højkonjunktur, men når de gode tider vender, vil udgifterne stige voldsomt, som det skete i kølvandet på finanskrisen i 2008. Det ved du godt, er jeg sikker på.

Den Store Udskiftning ruller derudad. Demografi er i sandhed skæbne. I det Herrens år 2019 udgør ikkevestlige ca. 9 pct. af den samlede befolkning, men de står for omtrent 16 pct. af børnefødslerne. Det kan Danmarks Statistik fortælle, og det ved du også godt, Mette Frederiksen.

Du ved således, at de oprindelige danskere relativt vil udgøre en mindre og mindre del af befolkningen og også på et eller andet tidspunkt komme i mindretal. Det overses i øvrigt, at det naturligvis ikke er nødvendigt at nå dertil, før Danmark vil være helvede på jord for størstedelen af danskerne. Når man ser på de for længst uløselige problemer – som først og fremmest skyldes bestemte gruppers i snit problematiske adfærd – kræver det ikke stor fantasi at forestille sig, hvordan livet i Danmark vil være for mange, mange danskere, hvis f.eks. de ikkevestlige udgør 20 pct. af den samlede befolkning.

Jeg ved, at du godt ved disse ting. Jeg vil ovenikøbet skyde på, at du enten har læst nogle af mine indlæg her på siden, og i hvert fald har du fået nogle af mine pointer refereret.

Så nu skal vi være løsningsorienterede, Mette Frederiksen. Du er kun 41 år og kan i princippet sidde som statsminister i mange år. Hvis du vil have garanti for dette, gør du følgende meget snart:

Du konstaterer, at du skal have partiet Venstre med dig, fordi 48 plus 43 mandater udgør et flertal. Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil naturligvis kun være begejstrede. Det vil være klart nemmest, hvis Inger Støjberg bliver ny leder for Venstre. Lars Løkke Rasmussen kan du ikke arbejde med. Jeg ved fra interne kilder i Venstre, at der er udarbejdet planer for, hvordan man effektivt kan lukke grænsen for asylsøgere. Så vidt jeg ved, skete det i kølvandet på katastrofen i 2015-2016, hvor kontrollen med Danmark igennem måneder brød sammen, asylsøgere lukkede motorveje, og daværende justitsminister Søren Pind for åben skærm sad og flæbede af lutter godhed.

Godt. Der er nu indført et fuldstændigt stop for at søge asyl. Danmark behøver ikke engang at udtræde af FN’s flygtningekonvention for at gøre dette. Selv Institut for Menneskerettigheder medgiver, at det er muligt, skønt de ikke overraskende skriver, at det vil være vanskeligt (femte link til pdf-fil).

Retten til familiesammenføring fjernes selvsagt også. Herefter skal det, som det var før udlændingeloven af 1983, være en administrativ praksis hos Justitsministeriet, om man kan få familiesammenføring. Der er jo ikke nogen grund til at sige til Thomas, der har mødt amerikanske Cindy, at de ikke begge kan bo i Danmark, hvis de ellers kan forsørge sig selv.

Hermed er vi nået et godt og meget vigtigt stykke, et sine qua non for nu at sige det på latin. Men nu forestår til gengæld også det afgørende og langt mere besværlige arbejde.

Et slag på tasken: Det nuværende antal ikkevestlige skal nedbringes fra de nuværende mere end 500.000 til ca. 100.000. Hvorfor lige 100.000? Det kan selvsagt diskuteres, om det skal ned på 80.000 eller 120.000, men det skal så betydeligt ned, at vi er sikre på to ting:

For det første, at oprindelige danskere aldrig kan risikere at blive et mindretal eller bare det, der ligner, og for det andet, at de ca. 100.000 naturligvis vil være de ikkevestlige, vi kan byde velkommen, fordi vi ved, at de elsker Danmark og det danske folk og kan forsørge sig selv. Længere er den ikke, men det er vigtigt at påpege, at jeg selvfølgelig ikke beder dig om at være fanatisk. I enhver folkegruppe – også ikkevestlige – findes der en andel, der vil være til gavn for Danmark. Det siger sig selv.

Hele denne vanskelige øvelse vil koste en masse penge og tage en årrække, men den er både mulig og helt nødvendig. Jeg har skitseret, hvordan det kan foregå. Finansieringen skal ske gennem statsobligationslån, men pengene vil med det samme begynde at fosse tilbage i statskassen, fordi de løbende udgifter hele tiden vil blive reduceret.

Hvis du gennemfører den her skitserede politik, Mette Frederiksen, kan du sætte dig til rette i statsministerstolen de næste 30 år, om så skal være. Du vil blive hyldet som den største siden grundlovens indførelse, og du vil få veje, alléer, torve, pladser og smukke bygninger opkaldt efter dig.

Det er jo nødt til at ske på et eller andet tidspunkt, så hvorfor ikke på din vagt?

Du må indrømme, at det lyder ret tillokkende, ikke sandt? Held og lykke med din gerning.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.