Mediegiganter truer friheden til selv at vælge, hvad vi vil se og læse

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For seks år siden oplevede undertegnede den amerikanske stjerneforfatter Jonathan Franzen på en kulturfestival i New York. Han var der nu ikke for at tale om “Korrektioner”, “Frihed” og sine andre værker. Nej, han var inviteret for at blive “grillet”, kunne man sige, fordi han havde formastet sig til at kritisere de sociale medier.

Den konkrete anledning var, at han havde kritiseret nogle af sine kolleger, bl.a. Salman Rushdie, for at deltage i “lækkerhedskonkurrencen” på de sociale medier, og han havde bl.a. udtrykt sin skuffelse over, at »venstreorienterede professorer, som engang bekæmpede fremmedgørelse og kritiserede kapitalismen for dens rastløse nedkæmpelse af enhver tradition og ethvert fællesskab, som står i vejen, omtaler det kapitalistiske internet som “revolutionært”«. Franzen blev for sin kritik udsat for hån, spot og latterliggørelse og fik bl.a. at vide, at han kunne hygge sig i sit verdensfjerne elfenbenstårn – af Salman Rushdie.

Under sceneinterviewet uddybede han sin bekymring over, at vi pga. vores ukritiske forbrug af internettet og de sociale medier er ved at sælge ud af de grundlæggende værdier i demokratiet og uden at lægge mærke til det er ved at overdrage magten til en ekstremt magtfuld elite, som ikke nødvendigvis føler et ansvar for demokratiet og frihedsrettighederne, fordi dens primære fokus er kunder i butikken og bundlinje.

Seks år kan være lang tid. I hvert fald lader det til, at det, som Jonathan Franzen i en amerikansk kulturkontekst stod ret alene med dengang, i dag er en lidt mere udbredt bekymring. Google, Facebook og Amazons økonomiske magt er i dag enorm. Som græshoppesværme æder de globale aktører sig ind på markeder og udpiner nationale mediers forretningsmodeller. Samtidig påtager de sig ikke noget udgiveransvar med henvisning til, at de jo blot er platforme og ikke medier som sådan, mens de på den anden side ikke holder sig tilbage for at benytte sig af censur, hvis de ser bare bryster eller andet “krænkende” materiale på deres platforme.

Et eksempel på det sidste kunne man læse om her i avisen mandag. Det er gået ud over maskotten Dr. Træls i noget så uskyldigt og familievenligt som Jesperhus Blomsterpark på Mors. Google har valgt at censurere en børnevenlig app fra ferieparken. Årsag: Dr. Træls optræder i nogle videosekvenser i appen med en cigar i hånden, og det er ganske enkelt for hård kost for de sarte maver i Google, der mener, at tobak ikke må vises i apps, der henvender sig til børn.

I den forstand adskiller Google sig ikke fra mange andre, for vi lever i sarte og hysteriske tider. Men de er i modsætning til så mange andre – heriblandt såmænd også stater – magtfulde på et niveau, hvor der ingen konkurrence er, fordi de har enorm indflydelse på, hvad der kan udgives og ikke udgives. Google ejer også ungdommens foretrukne tv-kanal, Youtube, hvor Dr. Træls heller ikke må svinge med cigaren, men hvor alle mulige andre, heriblandt Rasmus Paludan, kan boltre sig.

Med andre ord føler de nye medier ikke det store ansvar for at gribe ind over for politisk propaganda af værste skuffe, fake news, trolde-indblanding i nationale valg, mens eksempelvis bøger med bare bryster, som Peter Øvigs “Hippie”-bog, der blev censureret både på Facebook og Amazon, og en cigarsvingende maskot er mere, end de vil være med til. Det kunne egentlig være fint at høre mediegiganternes forklaringer på deres censurpolitik, men man kan ikke ligefrem sige, at der er tale om åbne mediehuse, for de tager sjældent telefonen. Måske fordi demokratiet ikke interesserer dem?