Den politiske hedebølge er over os

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er midt i en varm politisk hedebølge over hele Europa med en ”renaissance”, som Frankrigs Macron ville kalde det, for interessen for det europæiske projekt. Selv i Ungarn mærkes det. Jeg befinder mig ved Donaus bredder. Den smukke Donau er stadig blå, kan jeg dog melde. Donau og omegn blev ikke ramt af den grønne bølge til valget som så mange andre steder. Men i Ungarn var valgdeltagelsen til EP-valget 28 pct. sidste gang og 43 pct. denne gang. Et flot demokratisk svulmen i Donaus bølger.

At europæiske valg, fra i årtier at have været totalt usexede afstemninger til en halvkomisk institution, som få interesserede sig for, nu er blevet til sitrende og spændende verbale konfrontationer mellem mennesker, ideer og visioner, skyldes paradoksalt nok især de uartige drenge og piger fra EU’s kritikerfløj. Opmærksomheden i hele Europa omkring det nationale, EU-kritiske skvulp fik mange europæere til at spekulere over deres eget europæiske engagement eller mangel på samme. Var EU virkeligt så skrækkeligt, som kritikerne hævdede? Var kritikernes nationale alternativer til EU måske mere frygtindgydende end EU selv?

Mange steder gik EU-kritikerne også frem, i store lande som Italien, Polen, Ungarn. I Frankrig slog den EU-kritiske Marine le Pen den EU-entusiastiske Emmanuel Macron og lavede flænger i hans svulstige visioner om europæisk ”renaissance”.

Andre steder konkluderede vælgerne, efter at have spekuleret over EU som følge af kritikernes fy-råb, at i hvert fald klimaet nok er bedst tjent med mere EU fremfor mindre. Og klimaet er det vigtigste lige nu. Indvandreres og flygtninges antal er dalet drastisk de fleste steder og dermed også immigration som nummer et på hitlisten over det, der forskrækker folk. Så de europæere, der mest frygter klimakatastrofer, de stemte grønt og pro-EU. De europæere, der mest frygter indvandring udefra, de stemte EU-kritisk.

Politikere, der i den seneste tid som Sidste-Dages-Hellige er hoppet på spørgsmålet om immigration, var nok for sent ude. Spørgsmålet er på vej nedad i mange europæiske lande, herunder i Danmark. Men ikke i syd og øst. Ikke endnu.

Og brexit-forløbet på De Britiske Øer opfordrer ikke til direkte efterligning med henblik på gentagelse. Det skulle da lige være speakeren John Bercow og hans sjove »ordaaaar«-råb, der er blevet kendt og efterabet som sjovt i hele EU. Ham skulle de få over til det europæiske parlament, hvis institutionen vil forblive oppe på den populære bølges top og blive legeplads for karismatiske politikere fremfor – som før – usynlige politikere.

I den modsatte, umorsomme ende af skalaen over politik som showbusiness husker vi alle den hulkende fru May, der, afmagret og rundrygget, stavrede tilbage til døren ind til nummer 10 på Downing Street og væk fra kameraerne efter at have tabt det hele og omsider indset det og endelig sagt det højt i virkeligheden og på live-tv. Det var rendyrket tragedie. Fru Mays ”Stunde Null”, hendes nul time, som tyskerne kalder det, hendes krop og sjæl i vægtløst limbo i tomrummet mellem himmel og helvede. Det stirrede vi på med tilbageholdt åndedræt. Hun havde prøvet og prøvet og prøvet, den pligtopfyldende præstedatter. Men uheldet var ude, hendes politiske talenter var ikke slagkraftige nok. Hun kunne ikke fortrylle og dermed overtale modstanderne, så hun fik det aldrig, som hun og EU ville.

Tilstedeværende pressefolk, som man ikke kan se på tv-billederne fra Downing Street, udsendte et kollektivt støn af tilbageholdte følelser i det øjeblik, da Fru May til sidst græd, forlød det. Selv om de fleste er kynikere i mediekorpset, og bør forblive kynikere, så var den knækkede kvinde i kamp med den indre gråd et voldsomt syn, som kaldte medfølelsen frem selv hos professionelle, hovedrystende pressefolk, hvis automatiske reaktion i den slags situationer oftest er skuldertræk.

Eller måske var det blot den tætte nærhed til et menneskeligt drama i form af dette synlige fald fra magtens tinder, der rystede gråden løs hos de skrappe iagttagere, iagttagere af verdens brutale veje.

Det siges, at fru Thatcher, da hun var blevet tvunget ud af Downing Street 10, sagde: »It’s a funny old world« – den gamle verden er et sjovt sted – til sine medarbejdere, efter klokken var faldet i slag for nederlagets time, selv for hende, den stærkeste af alle.

Fru Mays forgænger David Cameron brummede en lille Peter Plys-agtig sang, »bum bum bum«, da han gik ind fra podiet udenfor Downing Street for sidste gang efter at have vedkendt sig sit nederlag og vendt den brogede verden ryggen. Det opfangede mikrofonerne. Peter Plys var en klog bjørn med selvironi. Cameron efterlignede bjørnen. Ingen tårer der.

Så det politiske teater har endnu engang vist sig som en dybt fængslende ramme til iagttagelse og forståelse af denne verdens mennesker på deres veje og afveje. På vej op og på vej ned. Vi er med og helt tæt på – på grund af de moderne medier – vi er med helt inde i tårekanalerne, mens de flyder over og svulmer ligesom Donau. Vi ser pendulet svinge mellem for og imod EU, for og imod nationalstaten. Bort fra det, vi troede optog mennesker mest, til nye problemstillinger. Vi ser pendulet svinge mellem menneskelige sejre og menneskelige nederlag.

Intet under, at en stor del af Shakespeares dramaer er højpolitiske dramaer om Julius Cæsar, om Hamlet, om Macbeth, Antonius og Cleopatra, om en hel masse konger. Og danskerne er ikke engang færdige med at vælte sig i dramaerne i denne forsommers politiske hedebølge. Dramaerne bliver ved med et folketingsvalg. Tømmermændene bliver voldsomme og vil vare ind i den rigtige højsommer.