Storken er en dejlig flyver

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Valgkampens mest rammende quizspørgsmål var (med tak til DR): Hvad følger efter linjerne: ”Storken er en dejlig flyver / koen har et dejligt yver”?

Rasmus Paludan kunne ikke svare, og han havde endog tidligere (meget modstræbende) svaret, at Kasper Schmeichel spiller for Leicester. Quizzen var i ”Aftenshowet” på DR1, hvor Paludan var inviteret ind for at hygge, thi det er et hyggeligt format, og hvis vi skal hygge i valgkampen, så skal vi alle hygge, det er klart, Danmark er ikke børnehavernes land for ingenting. Til den ende var det måske uklogt også at invitere Mimi Jakobsen; der var næsten statsgaranti for, at det ville ødelægge hyggen, og det gjorde det sandelig også, for det er ikke kun storkens Danmark, der går til valg, det er også det sure og tvære, det træge (og trægt opfattende) Danmark, der går til valg, det må vi ikke glemme, og det gør man ikke, når Mimi Jakobsen er på skærmen.

Vigtigt at få hende på, en påmindelse om ånden, den flade ånd i det flade land; en langt større fare end Rasmus Paludan. I virkeligheden.

Tilgiv det, undergangens angst er gået mig i blodet, siger digteren, og det er jo voldsomme ord, men undergang kan også ske trinvist, og måske begynder det med demokrati-fatigue. Det er en flov følelse. Rundtomkring i verden og op igennem historien har mennesker stræbt og lidt, ladet sig fængsle og torturere, og så sidder man her som mæt og forædt dansk demokrat og får nok af det hele og overvejer at flytte på landet eller ind i pandaburet, hvor der spises bambus for fuld kraft, og også i de næste fire år, ingen løftebrud her. Mesterlig inaktivitet.

Men selve valgkampen har jo også været præget af en sær mæthed. Vi danskere tror altid, vi er særlige, men på dette punkt må vi virkelig være det, for kan der være noget andet sted i verden, hvor en valgkamp så ensidigt fokuserer på, hvad vi skal have for ingenting? Ingen, absolut ingen, taler om eller til den arbejdende del af befolkningen, tværtimod, vi er valgets gulvmåtte, det tages for givet, at vi bare betaler ved kasse 1 hver dag. Ingen taler om værdier eller idealer, ikke for alvor, ingen taler rigtig om noget, det hele er en sær kasten med milliarder, som ingen forstår, men det lyder jo godt, for en milliard til mig betalt af de rige svin, det må jo være godt, og det ville passe mig fint at hæve arveafgiften, jeg er jo ikke død.

Hvem skal nu betale? Det er ikke noget åndfuldt spørgsmål, men man kunne godt begynde der, finansloven er også ånd, men det er ikke ånd af vor ånd, som Collin sagde om H.C. Andersen og apropos:

»Stram Kurs er et parti, der bygger på ekstrem tomhed. Der er ingen ånd, kun protest. Paludan og hans tilhængere udstiller nok, hvad der er galt i vestlig kultur, men ironien er, at de selv er en del af det. Hvis man skal afsløre, hvad der er galt, må man sætte noget andet og mere sandt i stedet. Man kan ikke tage folks falske guder fra dem uden at vise dem hen til den sande Gud,« mente teologen Iben Thranholm.

Det var 3. maj, en uge senere stillede hun op for Stram Kurs. Det kan man kalde fleksibilitet i ånden. Hun siger, at hun stiller op for at fylde et åndeligt vakuum. Det kan hun selv være, ja, det kan valgkampen selv være, og så kan man slukke for den, det kan man jo, også selv om man skal betale alligevel.

Svaret på ugens quizspørgsmål? Ja, linjerne stammer jo fra sangen ”Danmark”, forfattet af det danskeste af alle danske bands, de tøjlesløse rimsmede og kærlige sprogfornyere Shu-bi-dua. Og næste linje lyder lyder: »Danmark er et dejligt land.« Men den linje kendte manden, der kalder sig Danernes Lys, altså ikke, heri er der også en flig af indsigt i valgkampens sære dynamik.

Undskyld mig, men der er for lidt fokus på, hvad der gør Danmark dejligt, og hvad der gør Danmark mindre dejligt, man kaster med milliarder og sosu-assistenter, men det er Danmark, der er kastebolden.