Hallo derude, er der stadig nogen, der synger på dansk?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Lad mig starte der, hvor det ender, for det ender med lidt af en overraskelse. Det ender med, at 1.500 mennesker i Musikhusets store sal synger med på en sang, ingen af os har hørt før.

På Spot Festival i Aarhus var Efterklang tilbage efter flere års tavshed som band. De havde ikke bare taget et belgisk barokensemble på lut, harpe og træblæsere med til at supplere den melodiske, melankolske og eksperimenterende pop, der har gjort bandet kendt i det meste af Europa. Som en af ganske få optrædende på festivalen for ny dansk musik, havde de også nye danske sange med. Og hvilke danske sange!

Forsanger Casper Clausen havde egentlig allerede charmeret os med sin tilbagelænethed, velkendte lyd og bare fødder på det store, sorte scenegulv. Alligevel skete der noget helt magisk, som kun sker til en livekoncert, da han fik publikum med som kor på den rørende enkle “Hold mine hænder”. Han sang, og hele salen svarede:

»Hold mine hænder, tågen forsvinder, alting forandres, du ser mig, jeg ser dig.«

Efterklang var en af årets største Spot-oplevelser og cementerede, at store sal er et vidunderligt sted til alle musikgenrer. Det viste også stortalenterne Kwamie Liv og Nicklas Sahl, der begge sang hele det store rum op med noget, der til forveksling lignede lethed. Blot 22-årige Nicklas Sahl fra Hadsten fik publikum til at rejse sig og synge med på sine bevægende poptekster, og dansk-zambianske Kwamie Liv lod sine mange dedikerede fans høre en stemme, der ramte helt derind, hvor det gør ondt.

Som de fleste andre danske kunstnere sang de to på engelsk. Ville man høre sange på dansk, skulle man typisk lidt væk fra de store scener til blandt andet hiphopduoen Fraads, singer-songwriter Ingeline og elektroniske Jærv. Og til Musikhusets lille klubscene, hvor to kvinder udfoldede en af festivalens største øjenåbnere for alt for få mennesker.

Professor Pus er lyden af de konservatoriestuderende Nana Cecilie Gaardsted Bøvling og Sarah Wichmann, der laver det, de selv kalder crazy-pop, hvor der bliver leget talentfuldt med det danske sprog med overrumplende rytmer og med deres glasklare vokaler.

Sammen med to ekstra musikere gav de den maksimal danseglad gas i det saunahede mørke med hårdtslående basrytmer og et keyboard-spil, der kanaliserede ekkoer af nogle af de allerstørste aarhusianske 80’er-bands med så mange fine finurligheder både sprogligt og musikalsk, at resultatet var sit helt eget kunstneriske udtryk. Hvis ikke de står på en større scene til næste år, er der ingen retfærdighed til.

Spot Festival blev 25 i år og viste endnu engang, at der er en kæmpe talentmasse og flere kæmpetalenter i landets musikmiljøer. Festivalen er og bliver et lille mirakel, der overrasker og rører. Ikke kun for de grydeklippede efterskoleelever eller for pladeselskabstyperne på udkig efter det næste nye hit, men for alle der interesserer sig bare lidt for ny dansk musik.

Men musikken lever kun, hvis du lytter til den, så sluk for skærmen, og åbn lyttebøfferne, for der er mange andre festivaler, som byder på dansksprogede bands. I maj spiller Nicklas Sahl for eksempel på Jelling Musikfestival og The Minds of 99 på Hede Rytmer i Silkeborg. I juni kan man høre Barselona og Peter Sommer på Northside, og i juli folder Folkeklubben sig ud under Nibe Festival.

Og Efterklangs sensationelle, nye danske sange? Dem skal du såmænd til Hamborg, Edinburgh eller Oslo for at opleve.

Jakob Vestergaard er Jyllands-Postens magasinredaktør.