Forstår politikere og medier fænomenet Rasmus Paludan?

Jeg har i den etablerede medieverden kunnet finde to eksempler på at forsøge at fatte, hvordan partiet Stram Kurs kunne indsamle utrolige 15.000 vælgererklæringer på 12 dage. Den ene er kommentator Hans Engell, der til TV 2 siger bl.a. sådan her:

»…en skuffelse over Dansk Folkepartis mangel på resultater, der bidrager til, at partier på den ydre højrefløj vinder frem. Det er det, der aflejrer sig i, at både Nye Borgerlige og nu også Rasmus Paludan er opstillingsberettigede,« siger han til TV 2.

Skarpere end dette er JP’s leder, hvor der bl.a. står følgende:

»Men dermed er også sagt, at den hidtidige udlændingedebat ikke er nået langt nok ud. Mange af dem, der fører denne debat, er ikke nødvendigvis dem, der skal leve med indvandringens negative konsekvenser. Det overlader man til mange af de danskere, der i forvejen er udfordret socialt.«

Det tør man roligt sige. Konsekvenserne af indvandringen af især mennesker med muslimsk baggrund har fra begyndelsen ramt nedefra og op i det danske samfund. Den notoriske overkriminalitet blandt en lang række etniske grupper med især muslimsk baggrund påvirkede først den danske underklasse i de sociale boligbyggerier. Mange velfungerende danskere har af samme grund for længst forladt disse boligområder.

Derpå ramtes store dele af den danske arbejderklasse og den lavere middelklasse, der klarer sig udmærket i en dansk sammenhæng, men ikke godt nok til at kunne bosætte sig i velhaverområder.

Og nu er vi nået så langt, at dele af den bredere middelklasse heller ikke kan undslippe virkningerne af det uhørte samfundseksperiment, som et næsten enigt folketing påbegyndte i 1983 med den liberale udlændingelov.

Fra den bedrestillede del af middelklassen og op kan man stadig stort set undslippe de negative konsekvenser af indvandringen. Og netop i disse klasser befinder det overvældende flertal af politikere og journalister sig. Og når man dertil lægger, at de fleste af dem formentlig lever i en mental boble, hvor de udelukkende omgås ligesindede rent politisk, har vi opskriften på pludselige chok.

Det store flertal af politikere og journalister har med vantro måttet overvære, at Rasmus Paludan ene mand har kunnet lynindsamle underskrifter nok, fordi han korrekt regnede ud, at kunne han få udstillet, at et stort antal muslimer er voldsparate og hærger f.eks. Nørrebro, ville tilstrækkeligt mange danskere også støtte ham i raseri over, at udskiftningen af den oprindelige danske befolkning fortsætter ufortrødent.

Det er vildt, at eliterne ikke har forstået dette for længe siden, og foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at de i større tal har tænkt sig at komme på andre tanker.

Fremtiden er altid åben, men jeg spår, at Rasmus Paludans Stram Kurs sejler sikkert ind i Folketinget, et godt stykke over spærregrænsen på 2 pct. Nye Borgerlige er presset af Paludan, men hvis de to partier hver især spiller deres kort rigtigt, vil de begge komme ind. Min logik med, at Stram Kurs kommer ind, er i øvrigt enkel: Når man kan samle 15.000 vælgererklæringer på sølle 12 dage, kan man også få mindst 70.000 vælgere (er lig med ca. 2 pct.) til at stemme på sig.

Imens de politisk korrekte eliter forsøger at komme sig over deres granatchok, får de lige et mere:

Hvis ikke de ansvarlige politikere meget snart forstår, at indvandringen fra den tredje verden skal standses og opfølges af et program for hjemsendelser på retsstatens grund af de mange utilpassede, vil Rasmus Paludan blot være et forvarsel om, hvilke politikertyper vi kan forvente. Paludan er meget farverig, for at sige det mildt, men det kan sagtens blive mere kulørt. Det er ikke en trussel, det er et løfte.

I betragtning af at dette meget alvorlige samfundsproblem snildt kan løses uden at arbejde for overtrædelse af grundlovens paragraf om religionsfrihed, forbløffes man over eliternes halsstarrighed. Det er vitterligt, som om de ikke vil forstå alvoren i dette her.

Vi lever i interessante tider. Grib en ramme øl og en god portion popcorn. Det bliver en meget underholdende valgkamp.