Så lad da en vis herre tage ved mig – jeg stemmer på Nye Borgerlige

For læsere af denne blog er det selvfølgelig ret absurd, at jeg den 16. april skrev, at jeg trods alle betænkeligheder med den største sandsynlighed ville stemme på Dansk Folkeparti ved det nært forestående valg.

Og nu skriver jeg – og denne gang mener jeg det, trods al hånlatter over netop min vægelsindethed – at jeg vil stemme på Nye Borgerlige. Det kræver forståeligt nok en forklaring, og synes man ikke, at den er god nok, har jeg ingen indvendinger af den simple grund, at der er masser af indvendinger.

Men lad mig forklare mit stemmeskifte in spe:

Siden for en uge siden har jeg talt med personer, hvis meninger jeg sætter højt. Disse personer mener selvsagt alt muligt forskelligt, fra at det er indlysende at stemme på Nye Borgerlige, til at jeg bør lade være med det. De første har dog været de fleste og med de vægtigste stemmer, og min egen udlægning af tingenes (sørgelige) tilstand er denne:

Hvad angår EU, er Dansk Folkeparti nået dertil, hvor flere af partiets topfolk mener, at EU giver Danmark flere fordele end ulemper.

Synspunktet er rystende, men skyldes nok, at briternes kaotiske brexit har været og er netop kaotisk. Ren lalleglad læggen sig på maven for mediernes kampagne om, at et land er dødsdømt uden EU. Det er uværdigt for et nationalt parti at overgive sig til stemningen ført frem af de elitære grupper i dette og andre europæiske lande.

Om EU siger Nye Borgerlige, at Danmark bør melde sig ud af EU. Lige nu og her er det underordnet, hvor hårdt Nye Borgerlige vil stå på dette krav, skulle partiet (mod forventning, meningsmålingerne taget i betragtning) besidde de afgørende mandater efter valget. Nye Borgerlige har den rigtige politik på dette meget vigtige område, og det vejer tungt.

Så er der udlændingepolitikken, hvor vi først skal kvase Dansk Folkeparti. I næsten fire år har DF affundet sig med, at antallet af ikkevestlige i Danmark bare er vokset og vokset. I denne regeringsperiode er befolkningstallet af ikkevestlige i Danmark vokset med mere end 80.000 (sic!) (her og her).

Det er reverenter talt vanvittigt og er en diskvalifikation af Dansk Folkepartis indsats i de seneste fire år. DF skriver selv forblommet om skrap udlændingepolitik og ægte velfærd her.

Det hjælper bare ikke en døjt, når befolkningsudskiftningen fortsætter ufortrødent.

Nye Borgerlige siger her, at der skal ske et fuldstændigt stop for asyl, at kriminelle indvandrere udvises øjeblikkeligt, og at konventioner, der forhindrer noget sådant, opsiges (jeg ville have skrevet: ”tages forbehold for”, men skidt med det).

Vil det så komme til at ske, hvis Nye Borgerlige bliver tungen på vægtskålen? Nej, spår jeg, men jeg er blevet tilstrækkeligt blød i knæene til at give Nye Borgerlige chancen for at vise, at jeg tager fejl.

Og som rosinen i pølseenden er jeg nået til den økonomiske politik, hvor man vist roligt tør fastslå, at DF og NB adskiller sig. Dansk Folkeparti har i efterhånden årtier forsøgt at efterligne Socialdemokratiet, hvad angår velfærdspolitik.

Jeg er personligt ikke uforstående over for denne økonomiske tilgang til politik uden af den grund at være enig i et og alt med DF eller Socialdemokratiet. Mere præcist vil jeg sige det således:

Der er endog meget store forskelle på, hvad mennesker formår at skabe for sig selv, og derfor, står det mig klart, er det liberalistisk vanvid – jeg kalder det ”Gentofte på speed” – at ville skrælle store dele af den danske velfærdsstat væk.

Liberalister – som Nye Borgerlige er i den økonomiske politik – forstår ganske enkelt ikke, eller vil ikke forstå, at der er et ret stort antal danskere, etniske danskere, der vil klare sig meget ringe, hvis der ikke sker overførsler gennem skatten i betydelig grad. Jeg kan bedst beskrive det poetisk sådan her:

Det danske folk er et meget tæt etnisk folk, hvor vi stort set er i familie med hinanden alle sammen. Dette dybe tilhørsforhold har gjort, at vi har udviklet en solidaritet med hinanden, som er ganske usædvanlig sammenlignet med de fleste andre folk. Hvis vi skal bevare dette meget tætte, nærmest familiære forhold, kræver det to ting: Stop for ikkevestlig indvandring og hjemsendelse på retsstatens grund af en meget stor del af dem, der ulykkeligvis er her. Og som det andet, at de danskere, der klarer sig godt, altid er villige til at betale til dem, der har det svært.

Over for denne kendsgerning står Nye Borgerliges påstand om, at »velfærdsstaten er umenneskelig«.

Jeg kan sagtens læse påstandene om, hvorfor NB mener sådan, men jeg ved også, at det grundlæggende er noget vrøvl. Nye Borgerlige ønsker åbenbart ikke at forstå, at spændvidden mellem etniske danskeres evner er så stor, at en ret stor velfærdsstat er nødvendig, hvis vi netop skal bevare dette land som et territorium beboet af ét folk. Af ét folk med en grundlæggende samhørighed med hinanden.

Ovenstående er min let forvirrede forklaring på, at jeg ved det valg, der kommer lige straks, har tænkt mig at stemme på Nye Borgerlige. Hvis ikke det var, fordi det var ulovligt at affotografere sin stemmeseddel, ville jeg kunne bevise det på valgdagen. I mangel af bedre må man tro mig på mit ord.

Gud og de etniske danskere bevare Danmark.