Klimaterrorismen trækker op, der er brug for besindighed

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

Den tidlige sommer ligger over Donaudalen. Abrikostræer blomstrer, vinmarker grønnes. Bønderne reparerer bjergsidernes ældgamle terrasser efter vinterens ravage. Småbyer gør klar til den forestående invasion af turister, ikke mindst cyklister, som mener – selvfølgelig i det godes navn – at besidde en særlig ret til at kritisere andre, bilister ikke mindst, men også gående, med deres nærvær, deres fylde på landevejene, deres demonstrative lycra-uniformer.

Jeg kører ud i et af Europas smukkeste landskaber. Mit befordringsmiddel er en dieselbil, som siden 2009 har tilbagelagt en kvart million kilometer – fra Balkan til Norge, fra Ukraine til Portugal. Jeg gør holdt ved et udsigtspunkt nær Dürnstein. En yngre kvinde og hendes teenagedatter, begge cyklister, betragter mig misbilligende. Da jeg vil vende tilbage til min bil, hvæser datteren efter mig: »De skulle slet ikke køre bil. Det ødelægger naturen.« Moderen forholder sig tavs.

Vi ser i disse måneder unge klimaaktivister rejse sig mod en ældre generation, som måske tænker lidt længere end de åbenbart tusinder af skolelever, der fredag efter fredag går på gaden, demonstrerende mod kulkraft, atomkraft, røde bøffer, og hvad ved jeg.

De unge er utvivlsomt besjælet af den ædleste vilje, men har de også en dybere indsigt i de økonomiske, sociale og politiske følger af deres agitation, om de voksne tog den alvorligt? Det handler jo ikke blot om isbjørne og plastfyldte hvaler. Der er også velfærdsstaten og måske demokratiet at tage hensyn til. Jeg siger ikke, at der ikke skal spares eller findes nye veje. Jeg spørger blot, om vor civilisation kan overleve i en acceptabel form uden de for tiden dominerende energikilder?

Kan vi uden atomkraft og uden kulkraft forsyne vore millionbyer med lys, gas og varme? Hvad skal der ske med de hundredtusinder af arbejdere, som i givet fald må afgive deres arbejdspladser til udviklingslande i Asien og Afrika, hvor der dagligt åbnes snesevis af kulfyrede kraftværker? Hvad med ferierejsen til Thailand eller Kreta? Hvad med hjemmegrillen, det varme vand og den lune stue ud på vinteren? Slut med avocadoer fra Mexico, asparges fra Peru og kiwier fra New Zealand. Slut med græsk yoghurt, schweiziske veganerprodukter og japansk elektronik. Vi kan plastre Europa til med vejrmøller fra Nordsøen til Middelhavet. I vor fint mærkende civilisation vil dette forslå som en økologisk jordbæris i helvede.

Greta Thunberg, den svenske teenager og hendes kombattanter, postulerer, at kloden tilhører dem, og at deres forældre ødelægger den. Postulatet oser af manglende omtanke og manglende moral. Thunberg ligner en diktator i svøb, undervejs fra land til land. Samfundet – hvis det overhovedet eksisterer – er en gave, som vi alle skal forvalte efter bedste evne. De unge demonstrerer om fredagen. Hvor bekvemt! De pjækker på skatteydernes regning. Jeg ville have mere respekt for dem, såfremt de demonstrerede om lørdagen og derefter spadserede hjem. Klimakonflikten i sin ungdommelige udgave minder mig om Middelalderens børnekorstog, om fanatisme og åndeligt blackout.

På min videre vej langs Donau får jeg fingeren af en lycra-cyklist, fordi jeg vover at overhale ham. Hvad bliver det næste? Vegetariske eller veganske dage, forbud mod rødt kød, forbud mod mælk, fordi det er synd for køerne? Klimaterrorismen trækker op. Der er brug for besindighed, for dette at vi alle skal være her, så længe vi er her.