Hvorfor står Dansk Folkeparti til et meget stort valgnederlag?
Primært fordi partiet er blevet for tamt.
Se, nu vil jeg lægge ud med en afsløring: Ved det næste valg har jeg tænkt mig at sætte kryds ved liste O, også kaldet Dansk Folkeparti. Der skal noget endnu ukendt til, før jeg ændrer den beslutning. Jeg vil i det følgende begrunde hvorfor, men først vil jeg undersøge, hvorfor Dansk Folkeparti står til en skræmmende stor vælgernedgang, fra 21,1 pct. ved valget i 2015 og til måske kun 13-14 pct. ved det kommende valg, som vel bliver afholdt den 26. maj, samme dag som valget til Europa-Parlamentet.
Dansk Folkeparti har svigtet og dummet sig på en række områder. Det dumme er det mindste af det hele og er bedre dækket andre steder. Det handler om mærkelige omfartsveje, om 110 kilometer fra København og andre banale sager. Jeg tvivler derudover selv noget på, at det skulle være, fordi DF i ret høj grad har indyndet sig hos Socialdemokratiet, selv om det kan virke vægelsindet at være både til Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.
Dumme sager har uden tvivl kostet vælgeropbakning, men ikke nær så meget som de to følgende politikområder har:
Dansk Folkeparti har i efterhånden lang tid været EU-tilhængere. Det viste sig særligt tydeligt forleden, da flere af partiets topfolk meddelte, at der var flere plusser end minusser ved Danmarks EU-medlemskab.
Denne melding synes meget lidt gennemtænkt. Briterne er på vej ud af EU. Selv et såkaldt ”blødt brexit” vil være epokegørende, fordi det omsider viser, at EU også kan gå den anden vej. Det økonomiske argument har hele tiden været elendigt, idet fordelene ved det indre marked bliver spist op af, at de enkelte lande ikke længere har muligheden for at indgå selvstændige handelsaftaler med tredjelande, altså lande uden for EU. Det er sågar dokumenteret på videnskabelig basis. Der er ingen langsigtede, økonomiske fordele ved at være medlem af EU.
Der er helt sikkert ikke noget flertal i øjeblikket i den danske befolkning, der ønsker dansk udtrædelse af EU, men det er sagen ret uvedkommende. Det er nemlig afgørende, at der er et politisk parti, der arbejder for dansk udmeldelse, og her har Dansk Folkeparti svigtet fælt i årevis.
Det andet og endnu værre svigt fra Dansk Folkepartis side er, ta da…, udlændingepolitikken.
Det begyndte i efteråret 2015, hvor Dansk Folkeparti ikke truede – og ville gøre alvor af det – med at vælte V-regeringen under Lars Løkke Rasmussen, som er ca. lige så stram i udlændingepolitikken, som en spaghetti kogt i en time er rank i ryggen.
Dansk Folkepartis deroute fortsatte – og fortsætter – fordi partiet heller ikke efter flodbølgen af asylsøgere i 2015 og begyndelsen af 2016 for alvor sagde fra. Dansk Folkeparti var med andre ord blevet et ”almindeligt” parti.
Et almindeligt parti som alle de andre magtpartier, som i denne sammenhæng er Socialdemokratiet, Venstre og Konservative (Liberal Alliance må vente, fordi deres formand er så umoden på de sociale medier).
Det er sikkert hyggeligt at være eller bare føle sig som en del af magten i kongeriget Danmark. Og hvis Dansk Folkeparti vil være tilfreds med det, så fred være med det. Men så skal Dansk Folkeparti bare huske én ting:
Så er Dansk Folkeparti nøjagtigt lige så uinteressante som de øvrige magtpartier. I så fald må Dansk Folkeparti påregne, at mandattallet i den grad kan blive lavere end de 37, som partiet opnåede i 2015. Der er sådan set ikke nogen nedre grænse i princippet.
Bundniveauet er potentielt meget lavt.
Og hermed er vi nået til, hvorfor jeg på trods af alle odds har tænkt mig at stemme på Dansk Folkeparti og ikke på Nye Borgerlige:
Nye Borgerliges økonomiske politik er og forbliver Gentofte på speed. Kun de omtrent 10 pct. højst indtjenende vil for alvor vinde ved, at Nye Borgerliges politik gennemføres. Sådan er det. Det er fair nok at gå til valg på at ville gennemføre en politik for de bedst stillede, men det er så også, hvad det er.
Nu har jeg allerede forklaret, hvorfor jeg næste gang stemmer på Dansk Folkeparti, men jeg vil gerne lige uddybe det:
Jeg føler en dyb samhørighed med det danske folk, det etniske danske folk, som det kom hertil i 300-, 400-tallet. Jeg kan sagtens leve med, at der i mit land bor andre, som ikke er etniske danskere, men det er afgørende, at disse andre udgør små og ikke voksende grupper. Hvis de ikke-etniske danskeres antal og andel er vokset nationen over hovedet, må de regerende folkevalgte sørge for, at en passende politik for hjemsendelse vedtages af Folketinget og udføres af regeringen. Alt dette skal naturligvis understøttes af domstolene og være i overensstemmelse med Grundloven.
Ud fra denne dybe samhørighed skal jeg nu afgøre, om det er Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, der er den bedste garant for at ville videreføre en dansk nation, der netop er en nation, som egentlig betyder folk.
Jeg vælger denne gang med al sandsynlighed Dansk Folkeparti, fordi jeg tror at mene, at der i Dansk Folkeparti er flere, der deler mit dybest set etniske nationsbegreb.
Jeg lover til gengæld at være evigt troløs over for partier generelt. Kun Danmark og det danske folk er jeg altid tro.