Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen er kritiske over for religiøse hovedbeklædninger

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I Londons Heathrow Lufthavn er der mange såkaldte multi-faith prayer-rum til passagererne og lufthavnens ansatte. Hvis man har tid inden en flyafgang, så kan man gå derind og i fred og ro sige sine bønner uden at blive forstyrret og gloet på af forbipasserende hedninge, der hellere vil bruge ventetiden på at købe parfume eller på at drikke i barerne for at få tiden til at gå hurtigere. Lufthavnsplanlæggere ved, at passagererne bliver mindre hysteriske og skabagtige ved eventuelle forsinkelser, hvis der er afledningsmanøvrer lagt ind i byggeplanerne.

Et resultat af globaliseringen er, at vi er blevet mere opmærksomme på de forskellige verdensreligioner. Da jeg voksede op i Aarhus for mange år siden, var fremmede religioner noget, vi lærte sporadisk om i geografi- eller historietimerne. Vi lærte mest om vores egen religion, altså den lutheranske version af kristendommen, og så lidt om katolikkernes. Sidstnævnte gruppe blev præsenteret som en tilbagestående religion for fattige sydeuropæere, der var onde imod deres dyr, især imod æslerne, som de slog på.

Så kom globaliseringen. Mennesker fra fremmede verdensdele med et aktivt forhold til deres religion – ofte lidt for aktivt – lever i blandt os og vi blandt dem. De fremmede rejser naturligvis meget, det gør vi andre også. Så hvis de vil træde fysisk og psykisk af og dyrke deres religiøse ritualer i fred fremfor at gøre det i al offentlighed midt i afgangshallerne, hvor folk suser frem og tilbage med støjende rullekufferter, så kan de gå ind i et multi-faith prayer-rum.

Det rum, som min rejsefælle Svante og jeg studerede udefra forleden i London, det reklamerede ved indgangen for følgende religioner på et lilla lysskilt med hvide bogstaver og religiøse symboler og i denne rækkefølge: buddhismen, kristendommen, hinduismen, jødedommen, islam, sikhisme.

Vi kunne ikke genkende symbolerne for buddhismen og sikhismen, så dem måtte vi google. Svante vidste ikke, hvem sikherne er. Da jeg har boet en stor del af mit liv i London, så forklarede jeg ham det, også at mændene har flotte turbaner på, oftest hvide, men også røde og lyseblå. I England er der stadigvæk posthuse. På mit posthus i Hampstead, det seneste sted, jeg boede i London, var mange af de ansatte smukke, høflige sikher med flotte turbaner. De er også tit buschauffører. Jeg har aldrig været ude for, at brevene ikke kom frem, eller busserne kørte galt, selvom sikherne havde deres religiøse turbaner på til de foreskrevne uniformer. Jeg har aldrig forstået, hvorfor nogen er kritiske over for religiøse hovedbeklædninger, f.eks. hos kassedamer, så længe kassedamerne kan lægge tal sammen. Det må være det vigtigste for os kunder.

Svante udviklede en teori om, at det da måtte gå vildt til inde i bønnerummene med alle de forskellige religioner samlet på ét sted. Der måtte være slagsmål og blod på gulvene. For i vores del af verden, hvor flertallet har et flegmatisk forhold til religiøsitet, der ved vi nu, at tro ofte føles med lidenskabelig intensitet. Den intensitet kan slå over i had. Muslimerne har det besværligt med jøderne, hinduerne og buddhisterne kan heller ikke lide muslimerne, de kristne kan kun lide sig selv. Osv.

Så Svante udviklede en teori, der gik ud på, at disse rum i virkeligheden kunne føre til forsoning mellem diverse religioner. At nødvendige og hyppige ophold i en lufthavn, i sig selv et sindbillede på en globaliseret lokalitet, kunne bruges til at mane de bedende til tolerance. Måske er de bedende forskellige i deres religioner inde i bederummene, men globaliseringens modernitet er også over os og klasker os geografisk sammen på trods af forskelle. Han mente, at rummene burde hedde how to get along-rum. At de burde brede sig til andet end lufthavne og medvirke til at fremme verdensfreden. Den trænger.

For at forhindre det i at gå helt galt iblandt mennesker, så er regler som bekendt nødvendige. Så uden for dørene til bederummene er der en række instrukser, ledsaget af symboler til dem, der ikke kan engelsk. De bedende skal f.eks. holde støj nede på et minimum, hedder det. Altså ingen ekstatiske religiøse udbrud, det er vist med en dæmpet højtaler. Man må godt tage skoene af, men de skal stilles på en hylde, ikke flyde tilfældigt omkring og måske derved skabe irritation hos folk fra de trosretninger, hvor man beholder skoene på under bønnen. Fold bedemåtterne sammen efter brug, og efterlad rummet i samme ordentlige tilstand som inden brugen – den regel kender vi fra andre sammenhænge. Pas godt på medbragte tasker, tyveknægte findes i alle religiøse samfund. Ingen prædiken eller afholdelse af egentlige gudstjenester i bederummet uden særlig tilladelse. Man må endvidere ikke falde i søvn i bederummet, ikke spise, drikke eller skifte tøj. Altså ikke flytte rigtigt ind, selvom ventetiden til næste fly er lang.

Og vigtigt: Man må ikke drikke af de vandkummer, der er stillet op til at vaske fødder i.

Alt sammen praktiske, gennemtænkte regler. Engelsk pragmatisme, byggende på erfaringer kan man mærke. Der er taget hensyn hele vejen rundt. Hvis alle mennesker blot rettede sig efter den slags regler, så ville der være fred i verden, og vi ville også kunne færdes frit også uden for how to get along-rummene uden bitterhed og angst.

Man kunne begynde med at indføre reglerne om et lavere støjniveau i det britiske underhus.