Er paradigmeskifte nationens overlevelse?
De vil hellere bruge penge på deres hjemsendelsesprojekt end på at afhjælpe andre steder, hvor der skal løbes hurtigere eller fyres. De gør det nærmest til nationens overlevelse for at få størst mulig opbakning fra befolkningen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Er det mon sådan, politikerne hjernevasker os danskere og får gennemført de mest latterlige lovforslag som f.eks. paradigmeskiftet? Og hvis vi ikke var hjernevasket, hvordan kunne vi så lukke øjnene for de millioner af kroner, der bliver brugt på at ansatte embedsfolk til at se 300 flygtningesager igennem for at hjemsende dem, mens andre offentligt ansatte skal spare? For eksempel slås Odense Kommunes 100 ansatte i dag mod fyringer pga. besparelser.
Der er ingen tvivl om, at flygtningestatus gives til folk, der reelt har behov for det. Men hvis flygtningen har taget et arbejde, lært sig dansk og fået barn og familie, hvordan tænker man så, at de skal tilbagesendes til det land, de er kommet fra?
Grundlæggende er det korrekt, at hvis en person ikke længere er i fare, har man ikke ret til flygtningestatus længere. Men det, der er problematisk her, er dem, som arbejder og endda betegner sig som danskere, også skal sendes tilbage. At man ingen forskel gør på de kriminelle og ikke-kriminelle.
Jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om vi er blevet en befolkning, der i den grad er muslimforskrækket, siden vi ikke kan skelne mellem de kriminelle og ikke-kriminelle og synes, alle skal straffes med en flybillet eller ringere levevilkår, mens de bor her?
Det er i alles interesse, at de kriminelle bliver udvist. Men folk, som tager Danmark til sig og bidrager til samfundet, må ikke lide under de samme konsekvenser som de kriminelle udlændinge. Det er mærkeligt, at de politikere, der står bag paradigmeskiftet, og som selv har bedt dem tage sig en uddannelse og bidrage til samfundet, fordi det kan betale sig, nu ønsker en politik, hvor det ikke kan betale sig, uanset hvor meget man bidrager med eller brænder for dette samfund. For politikerne vil sende en hjem uanset hvad.
Det er utroligt, at politikerne på den ene side hver dag råber op og mener, at udlændinge må tage de danske værdier til sig, samtidig også vil straffe dem.
Politikerne bilder os ind, at det er en vigtig sag at kæmpe for. De vil hellere bruge penge på deres hjemsendelsesprojekt end på at afhjælpe andre steder, hvor der skal løbes hurtigere eller fyres. De gør det nærmest til nationens overlevelse for at få størst mulig opbakning fra befolkningen.
Nationens overlevelse sikres ikke, hvis man ikke går efter de rigtige og får de kriminelle ud af landet. Omvendt, hvis man går efter alle og behandler alle ens som kriminelle uden tillid og fællesskab, vil vi få en nation, der konstant lever i mistænkeliggørelse af alle.
Drop paradigmeskiftet!