Topdirektørernes groteske lønninger skal reguleres med mangemillionærskat

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Børsen har netop fremlagt en glimrende oversigt over, hvad nogle af landets helt store topchefer hiver hjem i lønningsposen. Og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige. Novo Nordisks topchef, Lars Fruergaard Jørgensen, fik en løn i 2018 på 41,3 mio. kr. Over to år er lønnen til koncernens topchefer steget med intet mindre end 81,9 pct. Er man af borgerlig observans, kan man selvfølgelig argumentere for, at Novo Nordisk klarer sig fremragende, og at det også skal afspejle sig i topchefens løn. Til det vil jeg blot sige, at Novo Nordisk sidder på et patent, og kan selv sætte prisen. Derfor kan de også lave en helt ekstrem profit, som blandt andet nu anvendes til at forgylde topchefen.

Jeg håber, han siger tak til alle de amerikanske sukkersygepatienter og til det danske sundhedsvæsen, og dermed også de danske skatteborgere, der er med til at finansiere den overnormale profit og hans grotesk høje løn.

Det er dog ikke kun Novo Nordisk, der giver den gas. Carlsbergs topchef Cees t’ Hart topper med en samlet lønpakke på 52,5 mio. kr. Stigningen er dog noget mere moderat. Carlsberg-bossen har måttet ”nøjes” med en lønstigning på lidt over 45 pct. over de sidste to år. Billedet er det samme i andre store koncerner. Ørsted, Rockwool, DSV og FLSmidth har over de seneste to år givet lønstigninger fra ca. 20 pct. og op til knap 60 pct. Og nej, jeg mener ikke, at alle skal tjene det samme. Jeg anerkender, at en chef med ansvar for en milliardforretning selvfølgelig skal tjene mere end en menig medarbejder. Men det her er udtryk for en forskruet opfattelse af, hvem der skaber resultater i vores store virksomheder.

For selvfølgelig har en dygtig chef stor betydning. Men han er jo intet uden dygtige, innovative og pligtopfyldende medarbejdere, der slider og slæber for at skabe de gode resultater. Og hvad med dem? Jo, de får konstant at vide, at de skal udvise løntilbageholdenhed. I oktober sidste år udkom Dansk Arbejdsgiverforening f.eks. med en analyse, hvor man forsøger at tegne et billede af, at den danske lønkonkurrenceevne er blevet forværret siden 2000. Budskabet er klart – lønudviklingen skal fortsat være lav. For lønmodtagerne vel at mærke. Hvad de glemmer at fokusere på er, at den danske lønudvikling har været under udlandets i stort set hele perioden fra 2011-2015. Så lønmodtagerne har bestemt holdt for efter krisen.

Men undskyld mig, hvor klinger arbejdsgivernes krav om fortsat løntilbageholdenhed og smalhals hos lønmodtagerne hult, når de selvsamme arbejdsgivere forgylder sig selv på en så grotesk måde.

For mig at se må vi gribe ind over for erhvervselitens lønudskejelser. Enhedslisten foreslår derfor en progressiv millionærskat, hvor vi beskatter op til ca. 70 pct., for det man tjener over 3 mio. kr. Et studie af de internationalt anerkendte økonomer Thomas Piketty, Emannuel Saez og Stefanie Stantcheva peger således på, at en meget høj marginalskat kan bremse det, man i forskningen kalder ”rent-extraction”, som kort sagt betyder, at topcheferne forhandler sig til en løn, som overstiger deres input i og værdi for virksomheden. Ifølge forskningen har de faldende marginalskatter i især USA og England medført stadigt mere ”rent-extraction” blandt topbosserne, simpelthen fordi det bedre kan betale sig at kræve ublu lønninger, når man ikke skal betale det meste i skat.

Derfor foreslår Piketty og co. også en højeste marginalskat i de tilfælde, hvor der er tale om udbredt ”rent-extraction”, på helt op til 83 pct. Enhedslisten er trods alt mere beskeden. En skat på 70 pct., som vi foreslår, svarer ca. til den højeste marginalskat vi havde i Danmark frem til starten af 1990’erne. Hvis forskningen står til troende, er dette en effektiv måde at gøre det mindre attraktivt for topbosserne i erhvervslivet at kræve og få ublu lønstigninger år efter år efter år.