Fortsæt til indhold
Kommentar

Something is rotten in the kommunikationsbranche

Sagen om den hæderkronede virksomhed Falck, der uden moralske skrupler af nogen art mente, det var i orden, ja ligefrem at det tjente et højere samfundsmæssigt formål at sværte og miskreditere en konkurrent, der på lovlig vis havde vundet et udbud om at overtage ambulancedriften i Region Syddanmark, og dermed brød Falcks 100-årige monopol i Danmark, er simpelthen noget af det mest ubehagelige, jeg har oplevet i den branche, jeg har været en del af i 10 år.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Derfor skal vi selvfølgelig blive ved med at grave i disse sager og få alt frem i lyset. Hvis ikke vi får stoppet disse beskidte og amoralske metoder, så får det jo aldrig ende. Og lad nu være med at afspore debatten ved konstant at tale om alle de gode og dygtige rådgivere, der hver dag passer deres arbejde. Vi ved godt, de findes, vi er selv en del af det, men de brodne kar, både ude i virksomhederne og organisationerne og på bureauerne, har kun en agenda, og det er at få denne sag dysset ned, så den glemmes, så de kan sejle videre i deres amoralske morads.

Personligt er jeg i mine år på kommunikationsbureauer og som selvstændig kommunikationsrådgiver aldrig blevet tilbudt en opgave fra en kunde, som udfordrede min etik og moral. Og jeg har heller aldrig rådgivet mine kunder på en måde, som ikke fulgte det etiske og moralske kodeks, som branchen arbejder under. Men jeg har tit undret mig over andre aktørers arbejdsmetoder, og derfor er afsløringen af både Falcks metoder og rådgiverne omkring virksomheden en mulighed for at få sat spot på den rådne del af kommunikationsbranchen, både den i virksomhederne og på rådgiverniveau.

Der er især én type rådgivning, som får mine antenner til at stritte i alle retninger. Og det er det område, der hedder public affairs eller lobbyisme. Jeg besluttede allerede den første dag i branchen, at jeg ikke ville røre det område med en ildtang. Og i dag fortæller jeg både nye og eksisterende kunder, at jeg ikke beskæftiger mig med det område inden for kommunikationsrådgivning og heller ikke har lyst til at samarbejde med public affairs-folk, hverken dem i virksomhederne, på bureauerne, de selvstændige og dem ude i organisationerne. Og ja, det mister man både kunder og opgaver på.

Der er bare kæmpestor forskel på, hvordan folk i det politiske system arbejder, og på hvordan man arbejder i det private erhvervsliv. Inden for politik gælder alle kneb.

Jeg anede ikke, hvad lobbyisme var for en størrelse, da jeg startede i branchen, jeg var aldrig tidligere stødt på folk, der hjalp virksomheder og organisationer med at varetage deres politiske interesser. Jeg kan sagtens forstå, at en virksomhed gerne vil have hjælp til at fremstille lige præcis sin sag i bedst muligt lys, når det gælder f.eks. rammevilkår etc., og jeg kan også godt forstå, at det er fint at rådføre sig med nogle, der kender det politiske system indefra.

Men der er bare kæmpestor forskel på, hvordan folk i det politiske system arbejder, og på hvordan man arbejder i det private erhvervsliv. Inden for politik gælder alle kneb. Det er en beskidt verden, hvor der ingen midler skyes, når en politisk modstander, en person, en organisation eller et parti skal sættes i dårligt lys eller sættes helt ud af spil. Og her kommer alle lobbyorganisationerne også ind i billedet. Både brancheforeninger og fagforeninger har jo alle en lobbyagenda, det ligger i deres dna, og de er jo netop sat i verden for at pleje deres medlemmers interesser bedst muligt.

Man kan mene, hvad man vil om de metoder, jeg synes faktisk også, at de politiske aktører skulle stikke piben ind og arbejde mere transparent, men det er sikkert både naivt og urealistisk, og det duer i hvert tilfælde ikke at agere sådan ude i det ”normale” erhvervsliv. Der er regler og love, der skal overholdes, og det nytter simpelthen ikke at hive de beskidte kneb og lyssky ageren med fra det politiske spil.

Det handler i bund og grund om en rådden kultur, der skal ændres, og de aktører, der benytter sig af beskidte metoder, har ikke nogen som helst interesse i, at det sker, for så har de ikke noget at lave.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
Falck