Bør vi borgere organisere en indsamling til støtte for Jakob Scharf?
Vi er glade, når en tidligere PET-chef giver os bare et lille glimt i en læselig bog. Mon ikke der er andre end mig, der bekymrer sig over, hvad det er, der er så vigtigt at skjule?
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Håndboldlandsholdets kæmpeindsats fyldte meget i nyhederne. Det var nogle utroligt flotte kampe. Men der blev trods alt plads til en anden stor nyhed – og den var helt anderledes bekymrende og har i sit indhold stor betydning for det samfund, vi lever i. Den tidligere PET-chef Jakob Scharf fik ved byretten en dom på fire måneders fængsel, tilbagebetaling af ca. 400.000 kroner, som byretten mente, at han havde tjent på bogen ”Syv år for PET”, og alle udgifterne til retssagen.
Jeg har ikke overværet retssagen, men noterede mig, at den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen udtalte, at der ikke var noget i den bog, som ikke havde været offentligt fremme. Sagen drejede sig om, hvorvidt Jakob Scharf som fhv. PET-chef havde brudt sin tavshedspligt. Det glædede mig, at Jakob Scharf ved at skrive bogen rokkede ved det hemmelighedskræmmeri, som PET omgiver sig med, og jeg undrede mig meget over dommens brutalitet. Det fremgik ikke klart, om der var tale om virkelige hemmeligheder? Eller om der var nogen skadelidte?
Det var oplysninger, der var fremme på forskellig vis, men det forkastelige var åbenbart, at han som tidligere PET-chef havde skrevet det i bogen. I et demokratisk samfund har borgerne brug for, at ytringsfriheden både benyttes og beskyttes. Det kan ikke nytte, at der gælder helt andre regler for militæret og hemmelige tjenester. Regler, der betyder, at vi som borgere ikke kan få at vide, hvad der foregår.
I et demokratisk samfund har borgerne brug for, at ytringsfriheden både benyttes og beskyttes.
End ikke i retssagen mod Jakob Scharf, for det ville begrænse PET’s fremtidige handlemuligheder, blev det påstået. Det er skatteyderne, der betaler, og vi har krav på, at der bliver holdt øje med, hvordan pengene forvaltes. Der er masser af blå briller og hokus pokus omkring de hemmelige tjenester, og det står sig ved at komme frem i lyset. Det var opmuntrende, at der var en forhenværende PET-chef, Jakob Scharf, der var opmærksom på det ansvar, han havde i forhold til det samfund, der har betalt både hans og tjenestens løn. Ligesom det har været godt at se, at også Hans Jørgen Bonnichsen undrede sig over, hvilken tavshedspligt Jakob Scharf skulle have brudt?
Jeg kan huske fra min tid som statsrevisor, at jeg ikke kunne få adgang til alle de oplysninger, der var nødvendige for at øve den kontrol, som er statsrevisorernes opgave. Da jeg ikke kunne ændre det, trak jeg mig ud af den kontrol og insisterede på en bemærkning om det i den endelige rapport. I dag synes jeg, det var en skvattet reaktion. Jeg skulle dengang have råbt op om, at der ikke blev foretaget nogen ordentlig kontrol. Det formastelige set fra PET’s side er det, der bør roses fra borgernes og dermed fra min side. Vi vil gerne vide, hvad der foregår, og hvad vores penge bliver brugt til.
Vi er glade, når en tidligere PET-chef giver os bare et lille glimt i en læselig bog. Mon ikke der er andre end mig, der bekymrer sig over, hvad det er, der er så vigtigt at skjule? Hvorfor syntes den nuværende PET-chef, Finn Borch Andersen, at han skulle optræde som anklagerens kronvidne? Er det kollegial misundelse og nid og nag? Skal det bruges til at udvikle et endnu mere lukket PET? Det er i hvert fald ikke betryggende.
Tilbage er at håbe, at Jakob Scharf har kræfter til at appellere dommen. Det spiller en rolle for vores demokrati, og det bør ikke være sådan, at en tidligere PET-chef ikke kan skrive en bog, der gør os alle sammen klogere på, hvad der foregår i de hemmelige tjenester, som vi alle sammen betaler.
Bør vi borgere i denne situation organisere en indsamling til støtte for Jakob Scharf?
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.