Straf for psykisk vold. Hvem gavner det?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er absurd, at ligestillingsministeren sendes på banen som fortaler for regeringens lovforslag om straf for psykisk vold. Forslaget angår ikke en ændring af ligestillingsloven, men straffeloven.

Hvis hensigten er at føre kvindepolitik, demonstrerer regeringen og det flertal i Folketinget, der er tilhængere af forslaget, at de ærede lovgivere er uvidende om, hvad der foregår ude i det virkelige liv.

Kvinderne er bestemt ikke svagere end mændene. Tværtimod er kvinderne måske mere psykisk voldelige end mændene. Tænk blot på, hvilke midler ikke så få kvinder benytter i skilsmisse- og samkvemssager.

Når det drejer sig om kampen for at få flest dage med børnene, viser erfaringen, at der er en del kvinder, der bruger psykisk vold og beskylder fædrene for vold og incest og råber og skriger og kommer med meget ydmygende beskyldninger imod faderen. Ikke så få mænd – og deres mødre – kan bevidne dette.

Imidlertid forbyder mændenes stolthed dem som regel at anmelde en kvindelig partner for psykisk vold, ligesom mænd viger tilbage for at anmelde en kvinde for fysisk vold.

Men hvorfor skrider Folketinget i tide og utide til strafskærpelser og inddragelse af flere handlinger under straffeloven?

Jeg spekulerer på, om det er populisme eller uvidenhed, der driver Folketinget til at bifalde, at psykisk vold nu skal inddrages under det strafbares område.

Hvordan vil man definere, hvad psykisk vold er? Lovforslaget forfattere har tydeligvis problemer. Der nævnes nogle eksempler i bemærkningerne til lovforslaget.

Men bemærkningerne kan jo ikke erstatte domstolenes konkrete bevisvurdering i hver eneste sag. Kendsgerningen er, at der sjældent vil kunne føres bevis.

Hvordan vil man bevise, hvad der er sagt og gjort uden fysiske spor? Og hvordan skal domstolene foretage vurderingen af beviserne? Det er jo meget forskelligt, hvordan man i forskellige miljøer opfører sig over for hinanden.

Hvis en bestemt opførsel og bestemte ytringer inden for hjemmets fire vægge på forhånd er kriminaliserede, har Folketinget bevæget sig ind over dørtrinet til de private hjem. Her har Folketinget intet at gøre. Folketinget kan ikke uden at krænke privatlivets fred på forhånd gøre sig til smagsdommer over, hvordan opførsel og tone må være i de små hjem.

Og hvad skal anklagemyndigheden gøre, hvis den anden part meget forståeligt har svaret igen i samme sprog? Skal så begge idømmes frihedsstraf, eller skal forholdet henføres under husspektakler?

Og skal ægtefællers verbale slagsmål på åben gade behandles som gadeuorden, der takseres til bøde, eller skal begge sendes i fængsel? Det er jo helt ude af proportioner.

Og hvem skal denne lovændring egentlig gavne? Gavner det børnene, at far eller mor eller begge sendes i fængsel? Og risikerer man ikke, at kvalificeret mundhuggeri kan medføre en masse anmeldelser, der i sagens natur ikke fører til straffesager?

Og hvordan vil det gå i de familier, hvor den ene part hele tiden føler sig krænket og benytter lovændringen som en anledning til at rende til politiet? Vil det ikke blot forværre og forlænge konflikten? Jeg tror det.

Der er desuden allerede regler om trusler, ærekrænkelser og frihedsberøvelse.

En vis mand har engang sagt: »Der bør ikke lovgives længere, end livet kræver det.«

Den visdom burde Folketinget lytte til.