Hvil i fred, Geoffrey

Hvis der var noget, der kunne gavne ens negative opbyggelighed – og stive de anstændige af i 90’ernes og 00’ernes Danmark – så var det at fremstille Pia Kjærsgaard som den pureste ondskab eller reneste dumhed.

Du har muligvis glemt dem, vittighedstegningerne, som florerede i de anstændiges foretrukne indelukker, herunder Politiken og Information – vel at mærke før Muhammedkrisen, hvormed piben eller tonen straks fik en anden lyd – men Berlingske, B.T., Ekstra-Bladet og JP kunne også være med. Her slog tegnere og skribenter – lige fra Roald Als, Per Marquard Otzen, Claus Bigum, Bob Katzenelson til Georg Metz, Kjeld Holm, Lars Bonnevie, Peter Wivel, Carsten Jensen, Henrik Byager og den unge folketingskandidat Henrik Sass Larsen – sig løs med en gæk, der tryllede fru Kjærsgaard om til en rotte, en heks, en luder, et kønsorgan eller en psykiatrisk patient. Ja, man kan nærmest sige, at de anstændige stod i kø for at vise, hvor stort et undermenneske Pia Kjærsgaard tillod sig at være på vegne af et parti, der som bekendt var den skinbarlige nazisme.

Jeg bringer dette stykke danmarkshistorie i hu, fordi Geoffrey Cain er død.

Geoffrey Cain med engelsk baggrund var en af landets flittigste og bedste læserbrevsskribenter og ekspert i dæmoniseringen af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. Han var også formand for Raoul Wallenberg Foreningen, medlem af grundlovsforeningen Dansk Kultur, hyppig gæst i Trykkefrihedsselskabet og dertil oversætter fra fransk og en dannet mand.

Men vigtigere: Hans bog “Ondskabens ikon” (2000) kalder på en forsinket tak, nu hvor forfatteren er draget til de evige jagtmarker, ligesom hans “Gensyn med ondskabens ikon”, som udkom i 2006 med forord af Erik Meier Carlsen, bør fremhæves for sin dokumentation.

Geoffreys bøger, som vel rettelig bør kaldes pamfletter, er anskuelsesundervisning. De er skrevet i tiden, men illustrerer for eftertiden, hvordan moderne humanister gerne hader af et godt hjerte, og hvordan deres identitet er blevet negativt bekræftet over den seneste generation. Som historiker Lars Hedegaard bemærkede allerede for 20 år siden, så var de store medier udstyret med »fast tilknyttede svinehundskommentatorer, hvis særlige niche er hurtigt at kunne rykke ud med en tilsvining«. De lader sig bedst opfatte som den politiske korrektheds specialtropper.

Glistrup, Kjærsgaard, Camre, Krarup, Langballe, Fogh, Trump, Vermund, navne og ansigter kommer og går. Kun hadet er konstant. Hvorfor er det især dem, der priser deres eget menneskesyn, som går rundt og hader nogen hele tiden?

Svaret er indlysende: fordi den negative opbyggelighed gør dem selv lækre, fordi hadet positionerer dem i midten af alt godt (og tilmed gavner deres karrierer), fordi godheden og avantgardismen løfter dem op mod Gud. Netop fordi de moderne humanister ikke tror på Kristus, vil de være som ham, det sagde allerede digteren Søren Ulrik Thomsen. Attraktionen er med andre ord kolossal.

Den humanisme, der engang var et erhverv, er af samme grund endt som religionserstatning, det er faktisk en rigtig trist historie. Geoffrey Cain så det og koblede religionserstatningen til hadet til Vesten og et bestemt årstal:

»68’ernes had stammer fra deres ulyst overfor deres eget samfund, deres egne rødder og i mange tilfælde deres egen far og mor. Ja, det er noget så enkelt som had til far og mor, et pubertært had som 68’erne – trods deres magt og vælde – aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne. De er blevet hængende i barnealderen, og derfor er de – ligesom børn – blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe ligesom skolebørn er gode til at mobbe. Ikke fordi de nødvendigvis er onde, men de mangler blot den medfølelse, der burde komme med den modenhed, de aldrig fik.«

Det er mindst lige så sandt i dag, som da det blev formuleret. Derfor vil jeg med beklagelig forsinkelse sige dig tak, Geoffrey, for din opbyggelige strid. Du viste os helt konkret, at især såkaldt anstændige mennesker har brug for en syndebuk for at føle sig hævet over jorden.

Hvil i fred.