Prøv noget nyt: Ti stille

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I bilen foretrækker min datter på 10 år radiokanalen MyRock, også selv om den er lidt heavy. På de andre kanaler snakker de for meget. Hvorfor spiller de ikke bare noget musik, spørger hun irriteret og trykker væk fra de evindeligt kælne mandlige og kvindelige studieværter, der hygger lige gemytligt om lytterne med fjollede konkurrencer, overfladisk konversation og hvert 10. minut ønsker os en god dag.

Aftenen forinden så vi cowboyfilmen ”Will Penny” fra 1968 med Charlton Heston og Joan Hackett i hovedrollerne. Det er en atypisk western. Den romantiserer ikke livet på prærien; den er snarere tilstræbt socialrealistisk, så man næsten kan lugte livet blandt køer i de små faldefærdige hytter og manglen på regelmæssigt bad. Men det er en vidunderlig tavs film, og jeg tror, det var derfor, vi blev hængende foran skærmen.

Cowboyerne, mange af dem indvandrere fra Europa med hver sin accent, skyder hverken tit eller godt. De driver kvæg og tjener til dagen og vejen og spilder ikke tiden med slesk tale og billig portvin. Der er intet som helst spektakulært over dem, og de har helt sikkert dårlige tænder. De er enten generte eller ærlige, hovedpersonen er analfabet.

Slutningen er overraskende. Bedst som vi tror, at de to får hinanden, stikker han halen mellem benene og rider bort. Han tør ikke. Jeg er næsten 50 år, siger han undvigende om det faktum, at han ikke er vant til at blive behandlet civiliseret, endsige begæret af en kvinde, slet ikke af en smuk kvinde. Her er ingen veldrejet afskedssalut, ingen offentlig bekendelse af stor og dyb kærlighed, sådan som vi kender det til hudløshed fra Hollywood i dag.

Filmen slutter kort og godt – eller ikke så godt – som livet. Vænnet som vi er til happy endings, happy indvandring, happy snapchat, happy smartphone, happy alt muligt, føler vi os næsten snydt, da rulleteksten glider ned over skærmen. Ulykkelig kærlighed? Menneskelig begrænsning? Livets korthed? Slet ingen sødladen humanisme?

Sådan er den ånd, jeg tiltrækkes af i øjeblikket. Den er ikke højlydt, den er ikke storladen, men mindre, mere ærlig, fra en anden tid. Jeg er p.t. optaget af John Williams’ roman ”Stoner” om en mand i Missouri i første halvdel af 1900-tallet, som alle I andre sikkert allerede har læst, men nu fås for en hund. Den er gribende, især fordi den ikke forsøger at være det, og lige så lavmælt og atypisk som ”Will Penny” fra omtrent samme år.

Jeg plejede at foretrække det sangvinske, det vilde, det uortodokse. Det gør jeg sådan set stadig. Men i dag er det det adstadige, det moderate og det begrænsede, der er anderledes, og jeg finder det stedse mere påkrævet at ruste sig mod tidens ortodokse humanisme og sniksnak.

Tidligere – tilbage i Renæssancen – var humanister enten oversættere og formidlere af klassiske latinske og græske tekster eller kommercielle jurister, der tjente til tilværelsen ved at udfærdige dokumenter, erklæringer og lignende. Med andre ord: De var fagmænd.

I dag er humanisme endt som en moderne trosbekendelse, og humanister blevet til knævrende åbenhedsprofeter og fremskridtsoptimister på alle frekvenser, kanaler og stationer – og for at det ikke skal være løgn, er ”X-Factor” genopstået på TV 2. Lige så meget som de fleste deltagere i dette amatørprogram håber og tror på deres indlysende talent, håber og tror de fleste ortodokse humanister på muslimsk indvandring, integration, vækst og mangfoldighed med en naivitet, som end ikke paven i Rom kan mønstre.

Til dem må det lyde: Prøv noget nyt – ti stille! Og lad virkeligheden synke ind. Om så bare i 10 minutter.