Lars Løkke er sin egen værste fjende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Selvros spærrer for selvindsigt, sagde Lars Løkke i sin nytårstale. Og når man er færdig med at høre netop Løkkes nytårstale, kan man næppe andet end at give ham ret.

Selvros spærrer faktisk for selvindsigt.

I hvert fald slår Løkke med den ene af sine to tunger til lyd for alt det, han i sin egen regeringsperiode inderligt har bekæmpet. Et åbent samfund. Et trygt samfund. Et samfund uden skel. Det harmoniske samfund.

De sidste fire år er Danmark nemlig hverken blevet mere åbent eller mere trygt – og skellene er kun blevet større. Danmark har under Lars Løkkes lederskab ikke udviklet sig harmonisk; snarere tværtimod.

Hvor er de politiske tiltag, Løkke har stået i spidsen for, der har åbnet Danmark op? Jeg kan primært huske grænsekontrollen, reduktion i antallet af internationale studerende og det historisk lave niveau for udviklingsbistanden. Det er ikke åbenhed. Det er indelukkethed. Og det er dét, der har været Løkkes politik.

Hvor er de politiske tiltag, Løkke har præsenteret, der har gjort Danmark trygt? Jeg kan primært huske forhøjelsen af pensionsalderen, nedskæringerne, der har udhulet sundhedsvæsenet, og de arbejdsløses vilkår, der igen er blevet forringet. Jovist, vi fik en bandepakke, skrappere straffer, et forbud mod LTF, og et ungdomskriminalitetsnævn, som Børnerådet mener, er en »nedsættelse af den kriminelle lavalder ad bagdøren«. Men hvor er den grundlæggende tryghed blevet forøget? Hvor jeg står, ser jeg snarere det modsatte: en følelse af, at man aldrig rigtigt kan føle sig sikker, for hvad nu, hvis man en dag ikke længere kan følge med det støt stigende tempo på jobbet eller i skolen, man en dag mister jobbet, eller man en dag bliver syg? Løkkes politik har ikke skabt mere tryghed. Den har skabt mere utryghed.

Og hvor er de politiske tiltag, Løkke har kæmpet for, der har mindsket skellene? Er det indførelsen af nye og flere fattigdomsydelser, der sender flere folk i Danmark i decideret fattigdom? Er det karakterkravene til ungdomsuddannelserne, der udelukker unge i en tidlig alder? Eller er det skatteudspillet, som var det mest ulighedsskabende i 16 år – og som regeringen selv sagde skabte ulighed, men at det dog var »med åbne øjne«? Løkkes politik har ikke mindsket skellene, men tværtimod – gjort dem større.

Den harmoni, som Lars Løkke i sin nytårstale beretter om, den højt besungne danske harmoni, er den selvsamme, som netop Lars Løkke som politiker og minister i løbet af sin karriere – og sine år som statsminister – har været med til at pille fra hinanden, stykke for stykke.

Lars Løkke er ikke velfærdsstatens udbygger og forsvarer; han er dens afmontør og ødelægger. Også selv om han i sin nytårstale foregiver det modsatte.

Lars Løkke er sin egen værste fjende.