Løkke har ret – tiden kan ikke rulles tilbage til, hvor der ikke er indvandrere i Danmark

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sin nytårstale sagde Lars Løkke Rasmussen, at »[…] vi kan ikke rulle tiden tilbage. Vi står, hvor vi står. Vi må tage den herfra. Finde sammen – og finde ud af det sammen. Både gamle og nye danskere.«

Det har Løkke ret i. Det er den umiddelbare virkelighed, som det til tider lader til, at mange glemmer. I stedet for at have en samtale om, hvordan vi sikrer reel integration, så bruger vi krudtet på en kulturkamp, hvor der kun findes tabere. En kamp, hvor vi skubber os væk fra hinanden, hvor vi i virkeligheden burde gøre det modsatte.

2019 skal være året, hvor vi snakker om realistiske løsninger i stedet for den evige diskussion, om folk, der er født og opvokset i Danmark, har ret til at være her. De, som er her – ja, de er her. Hvem der skal komme hertil fremadrettet, er en helt anden diskussionen. Det samme gælder hele spørgsmålet om flygtninge.

For den knap halve million indvandrere og efterkommere af ikkevestlig etnicitet, der skylder vi at slutte diskussionen, om man ønsker et samfund, hvor der er ikkevestlige indvandrere. Det er jo en simpel konstatering, at sådan er det. I og med at vi ikke kan skrue tiden tilbage, så bliver det ved med at være sådan, og derfor er vi nødt til at tage fat om integrationsopgaven med fornyet energi.

Jeg håber, at Løkkes tale er et startskud for regeringen i forhold til arbejdet om at samle Danmark og se de virkelige udfordringer i øjnene i stedet for at fortsat kridte banen op til en kamp mellem ”nye” og ”gamle” danskere.

Integration er en fælles opgave

Hvis man vil integration, så er det vigtigt at huske på, at det ikke løses af den ene eller anden part alene. Den kræver i høj grad, at man som indvandrer tager Danmark til sig, og at vi som fællesskab stiller store, men realistiske, krav, og at vi rækker en hånd frem og samtidig udviser tålmodighed. Samtidig kræver det, at vi som civilsamfund tager et stort ansvar og inviterer folk ind i vores fællesskab.

Det er vigtigt at huske på, at integration ikke betyder, at man skal kaste hele sin oprindelige kultur væk. Den vil altid være hos en. Det er dog vigtigt, at man udviser et ønske om at blive en del af fællesskabet ved at imødegå vore skikke og tage danske værdier til sig. Frihed, solidaritet og forståelse.

Da jeg selv for nogle år tilbage flyttede til Paris, endte jeg med at føle mig mere dansk end nogensinde. Danskere og franskmænd ligner hinanden forholdsvist, men forskellene var alligevel store nok til, at det blev tydeligt, at jeg var anderledes. Jeg både tænkte anderledes og havde andre vaner.

Under hele mit ophold holdt jeg fast i mange danske vaner, men jeg havde samtidig også et brændende ønske om at indgå i det franske fællesskab. Jeg lærte mig fransk og tog imod nye skikke og fik franske venner, der tog mig på en fantastisk kulturel rejse. Det blev til en spændende kulturel udveksling, hvor både jeg og mine franske venner lærte noget. Jeg lærte f.eks. mine franske venner at sidde i parken og drikke en kold øl – noget, som ellers ikke vil kunne komme over en almindelig pariser.

Min egen lille historie er selvfølgelig svær at sidestille med den opgave, vi har her i landet. Det er jo sådan, at jo større kulturforskellen er, jo større er opgavens omfang. Men det er en opgave, vi er bundet til at løse, og derfor taber vi, hver eneste gang vi insisterer på, at vi ville ønske, tingene havde været anderledes.

Som Lars Løkke selv siger, så er det en kendsgerning, at der er borgere i Danmark af ikkevestlig oprindelse, og de er her for at blive. Langt de fleste af de personer er velintegrerede medborgere. De, der endnu ikke er, må vi se at få med i fællesskabet gennem samarbejde og vedvarende indsatser.

Integrationen skal lykkes! – Der findes ikke noget reelt alternativ.