Politikernes nytårsforsæt: Giv plads til forbedret version af Uber i 2019
Frem og tilbage juleaften: Taxature kostede 1.749 kroner
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Lad os da bare kalde det en variant af monopolkapitalisme. En taxatur på godt 12 kilometer fra Glostrup til Nørrebro tur/retur kostede juleaften familien Arnoldi 1.749 kroner. Det beretter familiefaderen, der blev en kende knotten og lagde sin taxabon op på Facebook. Tre af Danmarks største taxaselskaber i hovedstadsområdet er blevet enige om at sætte taksterne gevaldigt i vejret omkring jul og nytår. Som bekendt det tidspunkt af året, hvor rigtig mange har brug for en taxa til at transportere sig rundt til familie og venner for at fejre højtiden. Mindre selskaber opererer med lavere priser, men de tre store dominerer i den grad det københavnske taxalandskab, så de er svære at undgå, hvis man gerne vil frem i myldretiden. Taxabranchen vil sikkert sige, at de blot udnytter lovgivningen og den øgede efterspørgsel til det yderste, men i realiteten er de en overbeskyttet branche, der er i gang med at grave deres egen grav.
Lyder det her som noget, der burde være en antikveret debat i Danmark på tærsklen til 2019? Ja, og vi har haft muligheden for, at taxabranchen kunne have været et sted, hvor innovation, konkurrence og dermed lavere priser havde været en reel mulighed. Transportselskabet Uber opererede i Danmark fra 2014 til 2017, men selskabet brød så mange regler og havde så stort et flertal af politikere på nakken, at de blev tvunget til at stoppe deres virksomhed. Regler skal overholdes, men det er ærgerligt, at vi ikke i dagens Danmark har et reglementeret Uber, der kan tage konkurrencen op med en meget dyr og fastlåst taxabranche. Uber-modellen har den soleklare fordel, at den allerede ved kontakten mellem kunde og bil informerer om prisen, ligesom man har mulighed for at blive informeret om ventetid samt kan evaluere chaufføren. For forbrugeren er der tale om større gennemsigtighed, når man bestiller en vogn. Chaufførerne var selvstændige erhvervsdrivende, der kunne arbejde fleksibelt, og dermed ville der være flere biler til rådighed, når der var brug for det.
Alt i alt gav Uber den etablerede taxabranche en sund konkurrence, som burde have udviklet sig til, at Uber tilpassede sig lempeligere danske regler. Og betalte skat, sørgede for god service og kvalitet og den slags. Uber har sagt, at selskabet arbejder på at komme tilbage til Danmark – og denne gang på ’den rigtige’ måde. Til gengæld bør politikerne sørge for, at den snævre, stramme og snærende danske taxalovgivning bliver lempet. Det må være et nytårsforsæt, som politikerne – mens de studerer deres taxabon nytårsaften – tager med ind i 2019.