Glædelig jul i den usynlige verden

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg kører en tur i den usynlige verden. Modsat hvad der fortælles i børnenes julekalender på tv, består den usynlige verden, jeg hentyder til, ikke af en alternativ virkelighed befolket af nisser, alfer og ånder. Magi er ikke påkrævet. Den usynlige verden er konkret og ligger i det, der kaldes provinsen, udkanten eller på bøhlandet. Man behøver ingen usynlighedskappe for at komme dertil. En cykel er nok.

Det er der, jeg tanker op, måske fordi det minder mig om min barndoms geografi, langt fra det mondæne centrum, landet uden for København, Aarhus, Odense og Aalborg, altså det egentlige Danmark, som ikke findes på nogen kulturkanon og hverken er Wonderful eller Danish for Progress, men allerhøjst er en region eller trafikåre, skønt ilten, lyset, vinden er bedre her, og landskabet har sin egen stille vilje, som byplanlæggere, arkitekter og virksomheder, der søger at imponere andre byplanlæggere, arkitekter og virksomheder, ikke har samme hals- og håndsret over som i de tætpakkede byer med rødt flertal.

Sociologen Henrik Dahl har skrevet en bog, i mine øjne hans bedste, om en del af dette negligerende og uglesete Danmark. I ”Den usynlige verden”, som udkom for ti år siden, pegede han på eksistensen af en praktisk system- og livsverden og navngav den Transportdanmark, Forstadsdanmark, Arbejdsdanmark og Fritidsdanmark, som de fleste danskere faktisk lever i, men som hverken regnes for se- eller agtværdige og derfor ikke giver Danmark identitet. De er der bare.

Det egentlige Danmark forbinder by med land via ringveje, motorveje, jernbaner og lufthavne, men er usynlige, fordi den gode smag bor i København og de større byer. Henrik Dahl mener, at kanoniseringen af byerne er et produkt af det nationale nederlag i 1864. Den gode smag skulle så genrejse kunstens, finkulturens og højskolesangbogens Danmark.

Sociologen kunne imidlertid godt have betonet globalisternes foragt for det lavkulturelle og folkelige i det 21. århundrede. For hvor foragten for Jylland stilner af, tager foragten for populismen over, og hvor dyrkelsen af Børge Mogensen ikke længere er så hip, tager dyrkelsen af Bjarke Ingels over. Udviklingen illustrerer, at hipsterne er de virkelig provinsielle. Mens de taler på hele verdens vegne om klima, flygtninge og universelle menneskerettigheder, sjosker de rundt i deres små velbjærgede ghettoer og ekkokamre.

På en racercykel omkring frysepunktet glemmer man heldigvis den slags. Der er andet at tænke på – eller rettere – andet at gøre, og jeg glider gennem det grå og kolde vinterlandskab mellem Mørkhøj, Værløse, Lynge og videre mod Jørlunde, Sundbylille og hjemad over Ølstykke, Veksø, Ledøje, Risby, Ejby og Rødovre.

I byområderne har man været så dum at salte. Vejen er ellers knastør, det har ikke regnet i dagevis, og den store mængde salt forvandler den smukke asfalt til en kommunal gang smat, som sprøjter op på stel og lejer og får hjulene til at hvisle demonstrativt.

På landet sparer man derimod på saltet, og her finder jeg den ro i min fart og træning, som giver øjeblikket ambiance og genklang. Nu ruller det. Når jeg giver den gas på indlagte intervaller, hænger min snot i guirlander, juleguirlander, og det sortner saliggørende for mine øjne på de åbne stykker i sidevinden. Biler dytter forsigtigt bagfra som for at sige, hej, her kommer jeg, nogle af dem har sat gevirer på taget i anledning af den forestående højtid. I løbet af to og en halv time møder jeg ikke en eneste Tesla og ikke en eneste facer fra Dansk Flygtningehjælp.

En stærk følelse af at høre til i dette gråmelerede landskab griber mig om livet og udløser kræfter, så hovedet frister kroppen til en ekstrarunde på Lille Edelgave. Det er ikke godset, der trækker; det er målet oppe ved Netto i Smørum.

Her stiller jeg vintercyklen fra mig og lader den stå ulåst foran butikken i vished om, at ingen gider stjæle så gammel en ged. Indenfor rammes min stive, trætte, lykkelige krop af julens kulinariske fænomenologi, dufte af gran, gløgg, rødkål, brunkager, pebernødder, svin, and, jeg går nærmest bagover ved midterhylderne, det er kristendom for dummies, og jeg er sådan en og griber ud efter en pose marcipansnitter, for nu er det endelig jul i min usynlige verden, som jeg ikke vil bytte med nogen eller noget, det skulle da lige være for et varmt bad og et solidt julemåltid med min familie i koreograferet, men spændt forventning til, hvad julen mon bringer, helt bogstaveligt, synligt og brugbart ved foden af et juletræ, der er ved at besvime af pynt.