Mangfoldigheden må ikke stå i vejen for en fælles nationalitet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den verdenskendte politiske filosof Francis Fukuyama kom for ottende gang på ti år til Danmark i forrige uge. Her fik han lejlighed til at tale med flere medier om sin nye bog ”Identity”. Hovedpointen i bogen er, at alle stater har brug for en stærk national identitet. Når flere lande i Mellemøsten ikke fungerer, skyldes det, at de aldrig har udviklet en sådan. Bogen er meget relevant i en dansk sammenhæng, men bør ikke sluges råt.

Ifølge Fukuyama tilkender national identitet det politiske styre legitimitet og kommer til udtryk i statens love og institutioner, som f.eks. bestemmer, hvad skolebørn skal lære om deres lands historie. Men nationalitet handler også om kultur og værdier og om de fortællinger, et folk har om sig selv: Hvor det kommer fra, hvad det fejrer, og hvad der bør huskes.

Selv om diversitet i nutidens samfund er både en kendsgerning og en værdi, må mangfoldigheden ikke stå i vejen for en fælles nationalitet. Godt nok fik begrebet et dårligt omdømme i første halvdel af 1900-tallet, da der bredte sig en intolerant, aggressiv og dybt illiberal ”etnisk nationalisme” i Centraleuropa. Men historien viser, at national identitet også kan bygges op omkring liberale og demokratiske værdier, og at den ikke kræver, at alle medlemmer af befolkningen deler etnicitet, mener Fukuyama. Han peger samtidig på de værdifulde konsekvenser af en stærk nationalitet: Den fremmer statens sikkerhed, en ikkekorrupt embedsstand, økonomisk udvikling, tillid og social solidaritet. Endelig er nationalitet en forudsætning for det liberale demokrati.

I dag er der nogle, der mener, at globaliseringen betyder, at nationalitet og nationalstater er forældede og bør erstattes af transnationale identiteter og institutioner. Andre mener, at liberale demokratier bygger på idéen om universelle menneskerettigheder, som der ikke bør sættes nationale grænser for. Men alligevel er der ikke noget alternativ til den nuværende internationale orden baseret på nationalstater, mener Fukuyama. Dels fordi der ikke findes noget troværdigt forslag til, hvordan man kan holde globale regeringsinstitutioner demokratisk ansvarlige. Dels fordi demokratiske institutioner afhænger af en befolkning med »fælles normer, perspektiver og til syvende og sidst en fælles kultur«.

Hvad indebærer det så for et land som Danmark, hvor en femtedel af befolkningen i 2060 vil bestå af efterkommere fra ikkevestlige lande? Her vil den kulturelle venstrefløj stejle over for Fukuyama. Han anbefaler nemlig en begrænsning af indvandring, så det kan lade sig gøre at assimilere indvandrere til de nationale værdier i en liberal Leitkultur. Til gengæld er han kritisk over for både det nye højres og venstres identitetspolitik.

Fukuyama anser sit eget land, USA, for at være forbillede på, hvordan nationalitet bør være: frigjort fra sine etniske og religiøse rødder og grundlagt på værdierne i en liberal politisk kultur. Her overmander den liberale teoretiker dog historikeren i ham. Jeg er selv skeptisk over for hans tro på, at man kan overføre USA’s model til et samfund med helt andre historiske forudsætninger. Jeg deler heller ikke hans forestilling om, at man blot med rationelle argumenter kan få et folk til opgive en nationalitet, det har udviklet gennem flere hundrede år, og dermed også de etniske kulturelementer, der knytter sig til den.

Men er etnisk kultur nu også så ekskluderende? En af de danske traditioner er den måde, vi fejrer kristen jul på, fra julekrybbe til nisseland. Og den er de fleste indvandrere tilsyneladende heller ikke modstandere af. Så derfor: glædelig jul!