Vi skal fra staternes Europa til folkenes Europa, ellers kan det gå grueligt galt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Wien

Adskillige europæiske stats- og regeringschefer må sidde tilbage denne weekend, foruroliget ved tanken om, hvad der foregår på det gamle kontinent, der slet ikke er så gammelt som påstået, i hvert fald ikke mentalt, og som i disse uger demonstrerer sit revolutionære sindelag. Vælgerne viser tænder fra Sverige over Storbritannien til Frankrig, Italien og Spanien. Hvad der foregår i det dybe Centraleuropa, tør jeg slet ikke tænke på. En bølge af vredladen politisk og social energi vælter frem. Kunsten vil bestå i at finde udveje for den.

Theresa May aflægger paniske besøg hos sine kolleger i Haag og Berlin, hvorpå hun overlever et oprør i sit eget parti – nydeligt, men ikke med flyvende faner. Et dådløst EU-topmøde følger i Bruxelles. Gule veste foranstalter et pøbelvælde i Frankrig uden sidestykke siden 1968. En fornemmelse melder sig: Vil staterne overleve, må de nytænke sig selv.

Britiske politikere er i deres gode ret til at afvise betingelserne for den skilsmisse, som regeringen i London har forhandlet med EU, og som de 27 EU-ledere, måske lidt til egen forbløffelse, stadig kan enes om. Det er også Theresa Mays ret at foreslå såkaldte forbedringer. Kan sådanne tilvejebringes? Næppe. Europæerne har vigtigere ting at beskæftige sig med – eurozonen, immigranter, terrorisme, Trump i Washington, Putin i Moskva og Xi i Beijing – end et til dels uregerligt Storbritannien, hvis premierminister ikke kan levere, selv når man prøver på at hjælpe hende. Theresa May ligner efter den overståede uges partiopstand en anskudt fugl, som ikke kan flyve og knap nok tage føde til sig. Et kaotisk britisk farvel til Europa er i høj grad muligt.

Den politiske balance i Storbritannien, normalt et tålmodigt land, beboet af tre hinanden venligt stemte folkeslag, englændere, skotter og irere, er skævvredet af en konspirativ og løgnagtig nationalisme. Derom ingen tvivl. I Frankrig taler andre millioner ud af en langt mindre tålmodig befolkning sit kendte sprog: knuste vinduesruder, plyndrede forretninger, væltede skraldebøtter, ildspåsættelser, tåregas.

Hvad der foregår i resten af Syd- og Centraleuropa ligner en tilbagevenden til fortidens fæle fascisme, sat i værk af lommediktatorer, der gerne vil virke stærke, men ikke er det, autoritære personager som Viktor Orban i Ungarn, Jaroslaw Kaczynski i Polen og Matteo Salvini i Italien. I Catalonien – erobret af Spanien for tre hundrede år siden og såvel politisk som kulturelt forskellig fra Spanien – kræver millioner af traditionelt fredelige, europæisk tænkende cataloniere en demokratisk republik. Madrid svarer igen med en brutalitet, som lægger op til uro, til gadekampe og det, der er værre. Det er ikke, hvad catalonierne bag præsident Torra ønsker. Måske er det, hvad den spanske herskende klasse ønsker, vel vidende at den og ikke catalonierne sidder på våbnene.

Den begyndende julefred virker skrøbelig. I januar vil det atter gå løs, nu med kurs mod diverse nationale valg og EU-valget i maj. Dette sidste forekommer vigtigere, end mange gør sig klart. Opgaven for de politiske ledere, blandt dem statsminister Løkke Rasmussen, er at rykke dagsordenen fra det vedtagne og det stivnede, væk staternes Europa, i retning af folkenes Europa, et smidigere Europa – uden at lefle for fascistiske, anarkistiske og andre kræfter, som ikke vil Europas vel.

Dette er nemmere sagt end gjort, men diskuteres skal det, og gøres skal det. Ellers kan det gå gruelig galt.